Læsetid: 8 min.

DØGNETS NYHEDER

3. januar 1998

Britterne vil have regler for våbeneksport
*Den britiske regering, som netop har overtaget formandskabet i EU, vil foreslå et EU-regelsæt, som skal regulere medlemslandenes våbeneksport, skriver dagbladet The Times.
Den britiske udenrigsminister, Robin Cook, vil som et første skridt på vejen til EU-regler opfordre de øvrige lande til at følge den nye britiske praksis med at indstille våbeneksport til lande, der krænker menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.
Hensigten med EU-reglerne, som skal være juridisk bindende, er at forbyde al salg af våben, som kan anvendes til undertrykkelse af intern opposition eller aggression mod nabolande.
Reglerne vil også medføre øget gennemsigtighed, hvad angår våbeneksporten, således at det sikres, at våben, som er solgt til et blåstemplet land, ikke videresælges til undertrykkende eller aggressive regeringer.

Over 100 dræbt under nytårsfester i Colombia
*147 mennesker mistede livet under nytårsfestligheder i Colombia, rapporterede landets politi torsdag.
De fleste af dem var unge mennesker, der havde drukket for meget og blev indblandet i voldsomheder.
50 af de dræbte mistede livet under færdselsulykker, 64 blev dræbt af skud, 22 blev stukket ihjel, mens 11 blev tævet til døde.
Ved nytårsfesten for et år siden blev 23 mennesker dræbt, men det forholdsvis lave dødstal skal ses i sammenhæng med, at politiet dengang havde indført særlige sikkerhedsforanstaltninger.

Forsker: Der var aldrig nogen bløderskandale
*Der var aldrig nogen bløderskandale i Danmark, men derimod en politiker- og presseskandale, konkluderer den hidtil største videnskabelige undersøgelse om Blødersagen. Det skriver Weekendavisen.
"Pressen konstruerede historien om, at bløderne var blevet skandaløst behandlet og fremstillede det, som om myndighederne var skyld i 89 bløderes tragiske skæbne. Derfor fik de historiens største godtgørelse," siger lektor Erik Albæk fra Århus Universitets Institut for Statskundskab.
Konklusionen bygger på to års gennemgang af dokumenterne i Blødersagen og interviews med de implicerede parter.
Sagens udvikling påvirkede politikerne til at give bløderne en erstatning på 750.000 kroner pr. person, da det blev klart, at de ikke kunne opnå erstatning af rettens vej.

AF på Fyn lynaktiverer ledige over 50 år
*Mangelen på unge betyder, at Arbejdsformidlingen på Fyn nu vil tvangsaktivere ledige over 50 år og ledige med udenlandsk baggrund allerede efter et halvt års ledighed, skriver Fyns Stiftstidende.
Arbejdsmarkedsrådet på Fyn vil i 1998 gøre en ekstra og hurtig indsats for at få de to grupper i sving på det fynske arbejdsmarked.
"Vi betragter ikke den tidlige indsats som en straf, men som et positivt tilbud om at blive tilført nogle kvalifikationer, så man kan komme i beskæftigelse og blive selvforsørgende," siger regionschef for AF på Fyn Erik Nielsen.

Økologisk Råd: Væk med farlige kemikalier
*Det Økologiske Råd og Økovandspejlet kommer nu med en opfordring til politikerne om at få afviklet de farligste industri-kemikalier hurtigst muligt.
De to organisationer mener, at der satses for meget på frivillig afvikling i Danmark, og kommer med en grydeklar opskrift på, hvordan afviklingen kan ske hurtigere.
Blandt andet peger organisationerne på, at de farligste stoffer skal forbydes, at kontrollen og retshåndhævelsen vedrørende forbudte eller begrænsede stoffer bør forbedres, og at det offentlige burde gøre flere "grønne" indkøb og fravælge miljøbelastende produkter.

Hæren tilbage på gaderne i Belfast
*Den britiske hær skal atter patruljere til fods i den nordirske hovedstad, Belfast, for at sikre, at katolikker og protestanter ikke slår hinanden ihjel.
Den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam, sagde fredag efter et møde med højtstående embedsmænd og provinsens politichef, at beslutningen er truffet på grund af de seneste attentater i Nordirland i julen og ved nytårstid. Attentater, der har fået fredsprocessen til næsten at bryde sammen, og som fik Mowlam til at afbryde sin juleferie for at rejse til Belfast og få drøftet sagen igennem med embedsmændene og politiledelsen.
Mowlam sagde til journalister, at situationen er alvorlig men ikke ude af kontrol.
Ifølge Mowlam vil de øgede sikkerhedsforanstaltninger omfatte "en tilbagevenden af hærens fodpatruljer i Belfast".
Hærens patruljer til fods blev indstillet for nogle uger siden som en tillidsskabende foranstaltning.
Artikel side 5

Proms-direktører kræves fængslet
*Anklagemyndigheden kræver de to forhenværende Proms-direktører Claus og Henrik Prom fængslet som straf for ikke at have fjernet kemikaleaffald fra virksomheden. Også det konkursramte selskab er tiltalt i sagen, hvor de i alt otte anklagepunkter kan give de to direktører op mod to års fængsel. Det oplyser vicepolitimester Ib Davidsen fra Vordingborg Politi til Ritzau.
De to tidligere direktører og det tvangslukkede selskab H & C Prom Kemi er tiltalt for have undladt at fjerne kemikaleaffald i fjerde kvartal af 1994, i andet halvår af 1995, i første halvår af 1996 og i det første kvartal af 1997.
Desuden er de tiltalt for at have undladt at skaffe kemikalier væk, som blev til under et forsøg. Og endelig er de tiltalt, fordi de to direktører aldrig rettede sig efter Miljøklagenævnet, som havde pålagt dem af fjerne gammelt affald fra siloer på virksomheden. Det er de sidste overtrædelser af Miljøloven, som betyder, at de to direktører kan kræves fængslet - og bliver det.

Opposition afviser at anerkende valg
*Kenyas omstridte valgkommission udsendte fredag de første officielle del-resultater fra landets kaotiske valg, og præsident Daniel arap Moi syntes at stå til en sikker sejr med et klart forspring over sin vigtigste modstander, Mwai Kibaki.
I en erklæring fra valgkommissionen hed det, at Moi havde fået 1.538.116 stemmer, mens Kibaki havde fået 1.276.096 stemmer. Resultatet var baseret på optællinger i 126 af Kenyas 210 valgkredse.
Kibaki og en anden fremtrædende oppositionsleder, Raila Odinga, afviste imidlertid at anerkende de foreløbige resultater.
"Vi afviser kategorisk de foreløbige resultater fra præsidentvalget," sagde præsidentkandidaten Raila Odinga på en fælles pressekonference med Mwai Kibaki.
Da han blev spurgt om, hvorvidt han ville gå til domstolene for at få resultaterne annulleret, sagde Kibaki:
"Vi beder om, at få valget omgjort. Vi ønsker retfærdighed... Uanset hvad det koster," sagde han.
Nyhedsanalyse her på siden

Aktion i Frankrig mod arbejdsløshed
*Der var fredag rejst høje barrikader omkring en større kontorbygning i Paris, hvor snesevis af rasende arbejdsløse deltager i en landsomfattende protestaktion mod fattigdom og ledighed i Frankrig.
Aktionsgrupper, der repræsenterer Frankrigs 3,1 millioner arbejdsløse, har igennem tre uger aktioneret ved at besætte arbejdsløshedscentre og offentlige bygninger for at skabe opmærksomhed om landets fattigste og for at få øget understøttelsen til ledige.
Fredag var der i alt besat 14 arbejdsløshedscentre forskellige steder i landet.
Det er første gang siden starten af 1980erne, at de arbejdsløse i Frankrig har nedsat aktionsgrupper og iværksat nationale protestaktioner.

DF: Gentofte kommune bør komme i gang
*Det er Gentofte Kommunes egen skyld, hvis den nu via lovgivningen bliver tvunget til at huse et større antal flygtninge. Det mener generalsekretær Arne Piel Christensen fra Dansk Flygtningehjælp på baggrund af regeringens lovforslag om at gøre det muligt for Udlændingestyrelsen at tvinge kommuner til at "aftage" flygtninge.
"Med sin hidtidige stejle afvisning af at sørge for boliger til flygtninge har Gentofte og et par øvrige kommuner nord for København uden tvivl selv banet vej for lovforslaget. Havde de bidraget frivilligt, kunne man formentlig have undgået tvang," siger Arne Piel Christensen til Ritzau.
I samme åndedrag opfordrer han derfor de pågældende kommuner til selv at gå i gang, før Udlændingestyrelsen gør det for dem.

Liberaliseret elmarked kan gavne miljøet
*Det kan blive en fordel for miljøet, at elektricitet i løbet af få år bliver en vare, der handles både lokalt og internationalt på linie med alle andre varer og tjenesteydelser.
I en ny rapport fra den jysk-fynske elforsyning Eltra bliver det slået fast, at dansk elforsyning kan nå at opfylde alle de miljømål, politikerne satser på skal opfyldes inden år 2005. Herunder reduktionen i CO2 udslippet.
I rapporten forventer Eltra, at liberalisering, internationalisering og miljøhensyn vil få større og større betydning for elforsyningen. Man peger på, at miljøet kan sikres ved, at udbuddet på elmarkedet reguleres via love og tilskud til forskellige former for elproduktion.

Grækenland øger kystbevogtningen
*Rapporter om, at henved 2000 fortrinsvis kurdiske flygtninge fra Tyrkiet har sat kurs mod Italien eller Grækenland har fået Grækenland til at sætte kystbevogtningen i alarmberedskab, sagde en talsmand for den græske regering fredag.
Bevogtningen blev øget allerede onsdag, da den tyrkiske presse rapporterede, at et skib med hundreder af kurdere havde forladt den tyrkiske by Istanbul og sat kurs mod Dardanellerne og herefter Ægerhavet.
Den græske regeringstalsmand Nikos Athanassakis afviste imidlertid i skarpe vendinger tyrkiske presserapporters oplysninger om, at græske krigsskibe var involveret i "provokationer" i Ægæerhavet.
Talsmanden sagde, at de græske flådefartøjer udelukkende overvåger situationen i Ægæerhavet med henblik på at holde øje med de kurdiske flygtninge.

Domstol støtter kærligheds-ægteskab
*En lokal højesteret i Pakistan tillod fredag en pige, der havde giftet sig af kærlighed uden sine forældres samtykke, at blive hos sin mand.
Pigen Rukhsana fortalte i retten, at hun var blevet bortført af politi fra parrets hjem og var blevet bragt tilbage til sine forældre mod sin vilje.
Både pigen, hendes familie og de implicerede politifolk var indkaldt som vidner i retssagen i Lahore, hvor dommeren besluttede at lade det indgåede ægteskab stå ved magt. Politiet fik samtidig ordre til ikke yderligere at genere parret.
De fleste ægteskaber i det mandsdominerede Pakistan bliver arrangeret af forældrene - dog kan piger og kvinder fra de højere sociale lag i særlige tilfælde få lov til selv at vælge deres partnere.

Levy fastholder trussel om at gå af
*Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, sagde fredag, at han er overbevist om, at hans udenrigsminister, David Levy, ikke trækker sig fra posten på grund af finansloven.
Men Levy gentog, at han vil trække sig på grund af 1998-finansloven, som han mener vil skade landets dårligst stillede gruppe.
Hvis Levy går af vil det bringe den samlede regerings liv i fare, ligesom det vil skabe usikkerhed for hele den fortsatte fredsproces i Mellemøsten.
Netanyahu sagde, at han i weekenden vil arbejde for at sikre, at den oprørske udenrigsminister forbliver i folden, så det nationale budget kan fremlægges i parlamentet til godkendelse mandag.
"Jeg har i sinde at overholde de grundlæggende løfter, som jeg tidligere har givet udenrigsministeren. Jeg arbejder sammen med finansministeren for at finde løsninger, så disse forpligtelser kan blive overholdt," sagde han.
Finansminister Yaacov Neeman har modsat sig nye skatter eller en forøgelse af budgetunderskuddet. Og Levys trussel har atter fremkaldt spekulationer om, at Neeman hellere vil gå af end give indrømmelser i striden om skatter og underskuddet på statsbudgettet.
Artikel side 5

Redigeret af Jesper Jürgensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu