Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

20. januar 1998

Færø-observatør tilbageviser erstatning
*Det erstatningsbeløb på ca. 200 mio. kr., som Den Danske Bank har tilbudt at give i kompensation til Færøerne, er betydeligt mindre end de tab, færingerne fik ved at overtage Færøbanken fra Den Danske Bank.
Den ene af Færøernes politisk udvalgte observatører, Bjarni Djurholm, der har fulgt bankundersøgelsen, siger, at han overhovedet ikke kan acceptere de tal, Den Danske Bank opererer med.
"Den Danske Bank nævner et godtgørelsesbeløb på 200 mio. kr. for tab i Færøbanken indtil den 31. december 1992. Men de efterfølgende to en halv måned var der et tab på flere hundrede millioner. Det fremgår af bankrapporten," siger Bjarni Djurholm.
Leder og artikel på forsiden

FN afviser Iraks tidsfrist
*Chefen for FN's våbeninspektører, Richard Butler, afviste mandag den irakiske trussel om at give FN's våben-inspektører et halvt år til at afslutte deres arbejde i Irak. Samtidig sagde Butler, at FN ikke vil droppe kravet om, at at inspektørerne skal have adgang til de såkaldte præsidentpaladser, hvor inspektørerne mener, at Irak kan skjule forbudte våben. Han tilføjede, at det ikke har "nogen praktisk betydning", hvis irakerne kræver, at inspektørernes arbejde skal slutte inden en særlig frist.
Butlers kommentarer på pressekonferencen kom, inden han senere mandag skulle mødes med den irakiske vice-ministerpræsident, Tareq Aziz, for at drøfte den seneste strid mellem Irak og FN. Butler sagde, at han vil arbejde på en løsning, der giver inspektørerne fuld adgang, hvor de ønsker det, mens de samtidig respekterer irakiske bekymringer over de præsidentielle lokaliteter.

Protestant skudt og dræbt i Belfast
*En mand, der havde nære forbindelser til lederen for et protestantisk parti i Nordirland, blev mandag dræbt i Belfast. Den Irske Nationale Befrielseshær (INLA), der er en udbrydergruppe fra den katolske undergrundshær IRA, tog skylden for drabet.
"En af vore enheder har henrettet Jim Guiney for hans deltagelse," hed det i en kodet meddelelse til radiostationen BBC.
Den dræbte var en personlig ven til David Adams, et ledende medlem af Ulsters Demoratiske Parti (UDP) og deltager i det team af forhandlere, der drøfter fred i Nordirland.
Adams forlod fredsforhandlingerne uden for Belfast, da nyheden om drabet blev kendt.
Artikel side 5

Venstre ekskluderer tidligere borgmester
*Den tidligere borgmester i Karup Kommune, Ivan Rasmussen, er blevet smidt ud af Venstres vælgerforening i Karup.
"Ivan Rasmussen har modarbejdet vælgerforeningen og nægtet at samarbejde med Venstres gruppe i byrådet. Derfor har vi udelukket ham," meddeler vælgerfor-eningens bestyrelse til DR Midt & Vest. Den tidligere borgmester har bl.a. brudt den konstitueringsaftale, som V har indgået med de øvrige borgerlige partier i byrådet.

Netanyahu ankommer til Washington
*Den israelske ministerpræsident, Benjamin Netan-yahu, forlod i går Israel for at rejse til møde om Mellem-østens vaklende fredsproces med præsident Bill Clinton i Washington. Israelske ministre, borgmestre og bosætterledere fra den israelsk besatte Vestbred var mødt op i Ben Gurion-lufthavnen for at sende Netanyahu afsted. Støtten til Netanyahu blev set som et signal til Clinton om, at den højreorienterede regeringsleder under mødet i dag ikke kan presses til at give mere af Vestbredden til palæstinenserne, end han selv ønsker.
Artikel på forsiden

Økonom i spidsen for TeleDanmark
*Den 51-årige Hans Munk Nielsen, der i går blev udnævnt til fungerende administrerende direktør i Tele Danmark efter Hans Würtzen, kommer formentlig ikke til at sidde særlig længe i stolen. Han betragtes som en overgangsfigur, indtil bestyrelsen finder "et passende dansk emne" til posten, som det hedder. Hans Munk Nielsen er økonom og hentet fra egne rækker.

Serbisk borgmester for domstolen i Haag
*Byen Vukovars tidligere serbiske borgmester Slavko Dokmanovic blev i går stillet for FN's krigsforbryderdomstol i Haag, hvor han anklages for at være medskyldig i massakrer, der ifølge anklagerne vækker minder om rædslerne fra Anden Verdenskrig.
Anklageren Grant Niemann beskyldte den 48-årige Dokmanovic for at have deltaget i begivenheder, der medførte døden for 198 mænd og to kvinder, de fleste kroater, under en massakre. Dokma-novic nægter sig skyldig i anklagerne. Imidlertid mener anklagerne, at Dokmanovic sammen med tre officerer fra den jugoslaviske hær iscenesatte bortførelsen og mordet på patienter på Vukovars hos-pital, efter at den kroatiske by i november 1991 faldt til serberne.
Drabene var nogle af de mest berygtede i det første halve år efter Kroatiens selvstændighed.

Algeriets hær står måske bag drab
*En tidligere algerisk ministerpræsident sagde søndag til den amerikanske tv-sta-
tion CBS, at den algeriske hær står bag nogle af massakrerne i den blodige borgerkrig. Ifølge Abdul Hamid Brahimi, der trådte tilbage for 10 år siden, foretager hæren massakrer og får dem efterfølgende til at ligne de muslimske oprøreres værk.
Det sker angiveligt for at "dæmonisere islamisterne" og "straffe befolkningen i de områder, der stemte på islamisterne ved valgene".
Beskyldningen afvises af den nuværende ministerpræsident Ahmed Ouyahia.

Ny formand for Den Grønne Fond
*Formanden for Den Grønne Fond, den radikale miljøpolitiske ordfører, Elsebeth Gerner Nielsen, fratræder sin post. Hendes efterfølger bliver den 50-årige Elise Pedersen, socialdemokratisk amtsformand på Fyn og indtil nu medlem af den tre mand store bestyrelse for fonden. Det oplyste miljøminister Svend Auken (S) mandag på et møde med journalister.
Det er Elsebeth Gerner Nielsen selv, som har ønsket at stoppe som formand for Den Grønne Fond.
"Jeg har siddet i fire år nu og synes, at fonden er inde i en god gænge. Vi har støttet de initiativer, jeg har fundet det interessant at støtte. Nu synes jeg, det er fint at få nye mennesker ind i arbejdet," siger Elsebeth Gerner til Ritzau.
Den ny formand var en af de drivende kræfter bag loven om Den Grønne Fond og har været med i arbejdet siden begyndelsen.

FN vil lægge pres på Burma
*En særlig FN-udsending kommer i dag til Burma, hvor han vil søge at lægge pres på landets militærdiktatur for at gennemføre demokratiske reformer. Desuden skal udsendingen mødes med oppositionslederen, Aung San Suu Kyi.
"De Soto vil under sit besøg mødes med lederne fra Det Statslige Råd for Fred og Udvikling (SPDC) (militærjuntaen, red.) og opfordre dem til hurtigst muligt at udforme en ny forfatning og holde frie valg, sagde FN-kilder i Burmas hovedstad, Rangoon, mandag.
Militæret gennemførte i november sidste år en større regeringsomdannelse og skiftede navn til SPDC. Styret har dog fortsat sin uforsonlige linje overfor NLD og Aung San Suu Kyi - og den militære top er fortsat den samme.

Kyllinger skal have et lidt bedre liv
*Produktionen af slagtekyllinger i Danmark skal gøres mere venlig over for dyrene. Det Danske Fjerkræråd spillede i går ud med en handlingsplan om god produktionspraksis ved produktion af slagtekyllinger. Baggrunden for fjerkræbranchens initiativ er en kritisk rapport fra Dyreetisk Råd fra 1995, hvor branchen fik hård kritik for behandlingen af dyrene.
Opdrætterne af kyllinger har taget kritikken til sig, og det fører nu til, at slagtekyllingerne kan se frem til et lidt bedre liv.
"For eksempel skal avlsarbejdet i fremtiden ikke bare gå ud på, at kyllingen skal vokse sig større og større. Benene skal kunne følge med, så dyrene ikke får smerter på grund af vægten," fortæller bestyrelsesmedlem i Fjerkrærådet, Martin Merrild.
"I den forbindelse håber vi meget, at vi får lov at mærke de danske kyllinger, så forbrugerne kan se, at de er fri for vækstfremmere," siger han.

Nynazister truer kendte svenskere
*Kendte svenskere udsættes nu for psykisk terror, som den nydannede nazistisk organisation, NS-Stockholm, står bag.
"Vi ser med stor alvor på truslerne," siger kriminalinspektør Roland Segerman, Stockholm, til det svenske nyhedsbureau TT. I forrige uge blev der rettet trusler mod Stockholms politis informationschef, Claes Cassel, og nu har Alexandra Pascalidou, der er kendt fra svensk tv, og hendes kæreste blevet truet på samme måde.
Ifølge avisen Aftonbladet har nazisterne taget et billede af parrets bolig, hvor en maskeret mand retter en pistol mod parrets lejlighed. Nazisterne tilhører terrorgruppen NS-Stockholm - Nationalsocialister i Stockholm.
Begge billeder er lagt ud på Internet.

Medicinaffald sendt som nødhjælp
*35 år gamle plastre. Og medicin mod malaria og spe-dalskhed.
I op mod 60 procent af tilfældene var det ubrugelig "hjælp", der mødte nødhjælpsarbejderne, når de sprættede medicinpakkerne op i det tidligere Jugoslavien. Det viser en undersøgelse offentliggjort i det ansete tidsskrift The New England Journal of Medicin. Ved at forære medicinen slap de vesteuropæiske medicinalvirksomheder for en dyr destruktion, samt fik foræret reklame og et skattefradrag, fordi affaldet blev betragtet som en humanitær gave.
Ifølge undersøgelsen vil det koste modtagerlandene henved en kvart mia. kr. at destruere medicinen.

Forsvunden penis efterlyses
*En 27-årig filippinsk husmor blev så rasende på sin utro ægtemand, at hun - mens han sov - skar hans penis af, meddelte et lokalt dagblad.
Sarah Bergonia flygtede fra lejligheden i Manila lørdag aften medbringende den kniv, hun brugte til ugerningen samt det afskårne organ. Den svigefulde ægtemand er indlagt på hospitalet, hvor hans tilstand betegnes som alvorlig. Politiet har efterlyst den savnede kvinde og den forsvunde penis.

Gadekampe og plyndringer i Harare
*Forretninger blev plyndret og biler blev bombarderet med sten, efter at politiet i Zimbabwes hovedstad, Harare, mandag forsøgte at tæmme hundredvis af demonstranter, der protesterede imod stigende fødevarerpriser, med tåregas og knippelslag.
Alle forretninger i det centrale forretningskvarter lukkede, mens grupper af unge stod ved barrikader på vejen og stoppede trafikken. Almindelige borgere flygtede fra området.
Lastbiler med uropoliti ankom til stedet og spredte demonstranterne. Politiet sloges med mindre grupper af demonstranter, der fik tilslutning fra Harares mange gadebørn.
Zimbabwes statslige medier rapporterede, at nogle af demonstranterne råbte anti-hvide slagord.
Myndighedene har givet Zimbabwes hvide forretningsverden skylden for prisstigningerne, som de hvide ifølge myndighederne vil bruge til at vælte regeringen. Talsmænd for regeringen har sagt, at forretningsfolkene reagerer for at støtte hvide landmænd, hvis landområder har været mål for overtagelser og fordeling til landløse sorte.
Økonomer har imidlertid påpeget, at prisstigningerne kommer efter at Zimbabwes valuta, den zimbabwiske dollar, er kollapset i forhold til udenlandske valutaer på grund af usikkerhed i landbruget og andre økonomiske problemer.

Rettelse
*Det var en tanketorsk af bibelske dimensioner, når der i mandagens Ret Beset - såvel i artiklen som i billedteksten - stod, at det var Adam, der var villig til at ofre sin søn Isak. Der skulle selvfølgelig have stået Abraham - jvf. 1. Mosebog, 22. Vi beklager.
red.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu