Læsetid: 5 min.

Doktor Mo charmer de hårde halse i Maze

10. januar 1998

Der var "showdown" i Maze Corral i går, da den britiske Nordirlands-minister Mo Mowlam besøgte de protestantiske terror-fanger, der styrer fængslet, som var det deres eget klublokale

LONDON
Som en anden domptør bevægede den britiske minister for Nordirland, Mo Mowlam, sig i går ind i løvens hule - Maze-fængslet uden for Belfast, hvor hun havde sat indsatte terrorister stævne.
Det er aldrig sket før, at en britisk Nordirlands-minister har sat sine ben inde i Maze for at mødes med fangerne der. Man forestiller sig overskrifter à la "Ministeren og massemorderne" eller lignende.
Men Mo Mowlam tør. For hun er overbevist om, at de protestantiske Maze-fanger nu sidder med nøglen til de fredsforhandlinger, som formodes at starte igen på mandag efter jule- og nytårsferie.
Vender de tommelfingeren ned for forhandlingerne, er det ensbetydende med, at de politiske partier, som repræsenterer deres organisationer, simpelthen trækker sig ud. Derfra er der ikke langt til at bryde våbenhvilen, og så bliver der borgerkrig. Igen.
Efter mødet sagde de protestantiske grupper dog, at de "på trods af alvorlige reservationer" nu igen tillader deres politikere at sidde med ved bordet. Så konfrontationen faldt ud til Mo Mowlams fordel. Løverne faldt måske ikke ligefrem ned som lam, men undlod i det mindste at bide.
Hun mødtes også med katolske fanger i fængslet, og ifølge telegrambureauerne opfordrede de hende til at fortsætte den ufortrødne indsats for at hamre hovederne sammen over forhandlingsbordet.

Te med 'Mad Dog'
Bizart var det unægteligt. The Guardian bragte i går en vittighedstegning af Mo Mowlam og tre terrorister med elefanthuer på omkring et lille, lavt bord med kopper. "Mere te, Mad Dog"? spørger ministeren venligt. Mad Dog er en af de protestantiske fangers tilnavn.
Billedet af en te-komsammen er ikke helt hen i vejret. For Maze-fængslets måde at behandle terrorfangerne på er mildt sagt usædvanlig. De er opdelt efter tilhørsforhold og styrer faktisk deres respektive blokke, som var det et kollegium for Nordirlands institut for terrorisme.
"De har deres eget tøj på. De organiserer selv deres dag. De laver ikke fængselsarbejde. De har deres egne kommandører", siger Harvey Cox, som er vicedirektør for Liverpool Universitets institut for irske studier.
Cellerne kan låses - indefra - og fangerne kan gå frit ind og ud hos hinanden, uden at nogen blander sig. Fængslets ledelse må pænt spørge kommandørerne om lov, før der f.eks. kan foretages ransagelser eller en optælling af fangerne.
De britiske medier har de seneste dage bragt billeder inde fra Maze-fængslet. De viser kæmpestore, farvestrålende grafittier - meget flotte forøvrigt - med sorte, hætteklædte figurer og skydevåben og de forskellige terror-gruppers emblem. Det er, som om man kigger på billeder af en eller anden fritidsklubs lokaler.
Hvor lemfældig sikkerheden i fængslet er, stod klart for alle og enhver i december, da nogle katolske fanger sneg sig op på et tag og ned i en anden fængselsgård, hvor de henrettede Billy Wright, som var leder af en af de meget yderligtgående protestantiske grupper.
Skydevåbnene blev smuglet ind. Formodentlig under en julefest, hvor der for øvrigt var en anden katolsk fange, som undslap forklædt som kvinde. Han gik simpelthen med ud, da gæsterne gik. Katolik-blokkens kommandør meddelte selv til fængslets ledelse, at en af fangerne manglede.

Mandeædende charmør
Forfatteren Lionel Shriver skrev i denne uge i Wall Street Journal Europe, at fængselsguvernøren Martin Mogg ikke opdagede det, fordi han havde travlt under festen med at hoppe rundt i et "bouncy castle" - et oppusteligt plastikslot i næsten hushøjde, som er meget populært ved børnefødselsdage og lignende. Det har Martin Mogg dog benægtet.
"Begge sider spiller aftalt spil. De opretholder begge en slags fiktion. Fangerne er ikke ligefrem krigsfanger - sådan som de gerne vil opfattes - men heller ikke almindelige kriminelle", siger Harvey Cox.
En af årsagerne til, at fængslets ledelse accepterer tilstanden er, at det kan være farligt for de ansatte at gøre andet.
En række fængselsbetjente er blevet skudt, og det er svært ikke at se likvideringerne som enten en gengældelse for noget, de har gjort inde i fængslet, eller en påmindelse om, at der ikke må rokkes ved status quo.
I en sådan arena risikerede Mo Mowlam at få hovedet bidt af, billedligt talt. Men det kom til at gå anderledes. For Fru Mowlam lader sig ikke sådan kyse. Faktisk har hun selv ry for at være noget af en mande-æder.
Hun selv nøjes med at kalde sit privatliv for "spektakulært rodet". Men journalisten Lynn Barber skrev forarget i december i et portræt af ministeren i The Observer, at hun ødelagde en mands ægteskab, lige efter at parret havde fået deres andet barn. Og så droppede Mo Mowlam oven i købet den arme fyr bagefter. Nu er hun gift med en anden mand, som dog var blevet separeret fra konen, før han begyndte at gå ud med den indtagende politiker.
For charmerende er Doktor Mo, som hun kærligt kaldes. Det kan professor Cox fra Liverpool Universitetet skrive under på.
"Hun besøgte os her, før hun blev minister. Og jeg må sige, hun charmerede sandelig os. Hun er herlig. Og helt vidunderligt upompøs", siger han med en tone i telefonen, så man ligefrem kan se, at han bliver rød om ørerne.
Det er ellers en smule svært at få øje på charmen lige i øjeblikket - i det mindste den udvortes. For sidste år fik Mo Mowlam konstateret en hjernesvulst - godartet - som blev fjernet. Den medicin, som hun fik bagefter, har gjort, at hun har taget meget på og har mistet alt håret, så hun nu går med paryk.

Tog håret af
Hun chokerede kort efter operationen en gruppe amerikanske journalister ved pludselig under interviewet at erklære "Puh, hvor er her varmt. Jeg tror, jeg tager mit hår af". Og det gjorde hun så.
Åbenbart er det den slags taktikker, der skal til, for at få de hårde halse i Maze til at høre efter. Og det er en stor fjer i ministerens hat, at de overhovedet var modtagelige for Mo's charme. Ingen af dem er ligefrem lattermilde selv, og de mistænker nærmest folk, der har let til smil.
Unionist-kredsen er også ekstremt mandligt domineret, og det faktum, at Mo Mowlam er kvinde, var en af ligningens ubekendte.
Så Mo Mowlam spillede med høj indsats. Måske ligefrem med sit politiske liv. Men mødets succes er et bevis på hendes eget evindelige omkvæd: det er nødvendigt at løbe risici for at få fred i Nordirland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her