Læsetid: 6 min.

Drømmen om adgang til spøgelsesland

31. januar 1998

Næsten hver tredje græsk-cypriot er flygtning i eget land efter Tyrkiets invasion af Cyperns nordlige del i 1974. Men håbet om at vende hjem lever endnu

Dherinia
Klokken 15.30 den 16. august 1974 var det umuligt for Antonis Katsantonis at trække den længere.
Han klemte sig selv, sin kone og ægteparrets tre børn ind i sin lille lyseblå Fiat og kørte sydpå. Væk fra huset på Kennedy Avenue 269 i Varosha-kvarteret i Famagusta på Cyperns østkyst. Væk fra den tyrkiske hær, som rykkede hastigt frem.
"Vi havde intet valg. Vi kunne høre på eksplosionerne, at nu ville det blive for farligt," husker 57-årige Antonis Katsantonis så tydeligt, at han bliver fjern i blikket ved tanken om dengang han var en succesrig 33-årig restaurantejer i Varosha.
"Vi flygtede i det tøj, vi gik og stod i. Der var ingen tid til at pakke. Samtidig troede vi, at tyrkerne ville stoppe ved Famagustas bymure, og at vi kunne vende tilbage til Varosha dagen efter," siger Antonis Katsantonis.
Men han tog fejl.
En halv time senere, klokken 16.00, havde den tyrkiske hær indtaget hele Famagusta, inklusive Varosha. 70.000 græsk-cyprioter i byen havde i hast forladt hus og hjem. Antonis Katsantonis familie var blandt de allersidste. I alt 165.000 græsk-cyprioter forlod deres huse i nord som følge af invasionen.
I dag - 24 år senere - står de tyrkiske soldater fortsat i Famagusta og på hele den nordlige del af Cypern. Med børn er nu over 200.000 græsk-cyprioter i 1998 flygtninge i deres eget land uden mulighed for at vende tilbage til deres huse i det nu rent tyrkisk-cypriotiske nordlige Cypern.

Kan se sit hjem
Det gælder selv sagt også Antonis Katsantonis. Efter et år i byen Larnaca lidt længere mod syd flyttede han i 1975 her op til Dherinia, hvor han nu bor helt op til den FN-kontrollerede bufferzone, der skiller græsk-cyprioterne i syd og tyrkisk-cyprioterne i nord.
"Vi flyttede hertil for at være tættere på vores hjem," siger han til Information og peger hen over bufferzonen, ingenmandslandet og de tyrkiske soldaters vagttårne.
Fra sit hus i Dherinia kan han se det hus ovre i Varosha, hvor han og familien boede før. Hele bydelen Varosha er i dag en forseglet spøgelsesby, hvortil hverken græsk-cyprioter eller tyrkisk-cyprioter har adgang. Ifølge en resolution fra FN's Sikkerhedsråd skal bydelen forblive sådan, indtil der er fundet en endelig løsning på 'Cypern-problemet' og en genforening af øen har fundet sted.
Flere gange hver dag diskuterer Antonis Katsantonis med sin kone emnet 'Cypern-problemet'. De vender og drejer hver en politikers udtalelser. Drivkraften er ønsket om at vende hjem.
"Vi håber stadig, at vi på et eller andet tidspunkt kan komme tilbage til Famagusta," siger Antonis Katsantonis og efterlyser et gennembrud i de af FN bebudede forhandlinger til marts mellem Cyperns - af verdenssamfundet anerkendte - præsident Glafcos Clerides og tyrkisk-cyprioternes leder Rauf Denktash.

Kildent spørgsmål
Netop det græsk-cypriotiske krav om flygtningenes ret til at vende hjem er et af de mest fundamentale - og mest kildne - i forhandlingerne. For bortset fra spøgelsesbydelen Varosha, bor der nu tyrkisk-cyprioter og tilflyttede tyrkere i stort set alle de huse i nord, som græsk-cyprioterne flygtede fra i 1974.
Efter våbenhvile og forhandlinger dengang flyttede samtlige cirka 65.000 tyrkisk-cyprioter, der levede i enklaver i syd, til det nordlige Cypern. Her skulle de nu bo og på den måde være "i sikkerhed" for græsk-cyprioterne, der udgør 80 procent af Cyperns befolkning.
Siden har tyrkisk-cyprioternes leder Rauf Denktash - støttet af 30.000 tyrkiske soldater - holdt fast i adskillelsen af de to samfund på Cypern. Han vil ikke lade græsk-cyprioterne vende hjem.
"Det ville betyde, at de tyrkisk-cyprioter, som må flytte, bliver flygtninge for anden gang i deres liv," siger Rauf Denktash til Information.
Han foretrækker, at spørgsmålet løses ved at udbetale økonomisk kompensation til græsk-cyprioterne.
Det tæller imidlertid ikke for Antonis Katsantonis.
"Jeg har et ønske, og det er at kunne vende hjem. Penge betyder ikke noget. Det handler om følelser, om basale menneskerettigheder," siger han.
Kompensation tæller heller ikke for Manolis Christophides, der er talsmand for Cyperns regering.
"Menneskerettighederne skal respekteres. De, der ønsker at vende hjem, skal kunne vende hjem," siger Christophides til Information.
I sit forhandlingsoplæg lægger Cyperns præsident Clerides dog op til, at to-tredjedele af de græsk-cypriotiske flygtninge kan vende hjem.
"Det kan ske, hvis tyrkisk-cyprioternes område indskrænkes fra de nuværende 37 procent til 26 procent af Cyperns areal. I så fald vil kun omkring 50.000 flygtninge ikke være dækket af en aftale," siger Christophides.
Antonis Katsantonis er en af dem, der har størst chance for at kunne vende hjem, i og med at der ikke bor nogen i hans hus ovre i spøgelsesbydelen Varosha.
"Rygter siger, at Varosha vil være et af de områder tyrkerne vil give tilbage," siger han håbefuldt, mens han bakker på sin pibe.

Kan leve sammen
Antonis Katsantonis er overbevist om, at græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter sagtens kan leve side om side igen.
"Jeg har intet problem med at leve sammen med tyrkisk cyprioter. Jeg har gjort det før, og det er ikke mit indtryk, at den almindelige tyrkisk-cypriot har noget imod at leve sammen med græsk-cyprioterne," siger han og henviser til det store cypriotiske samfund i London, hvor græsk-cyprioter og tyrkisk-cyprioter har det fint sammen.
Men det er ikke alle græsk-cypriotiske flygtninge, der deler hans holdning.
I en kaffebar i den sydlige, græsk-cypriotiske del af Nicosia tænker indehaveren Costas på sit tidligere hjem i nord i landsbyen Prastion ved Morphou. Herfra måtte han flygte, da han var 16 år. Han vil også gerne kunne vende hjem, men han vil ikke leve sammen med tyrkisk-cyprioterne.
"For mig er Cypern græsk," siger han. "Hvis jeg skal tilbage, bliver det med et skydevåben i hånden."

Bitre bebrejdelser
Mens Costas udelukkende bebrejder Tyrkiet for, hvad der er sket, mener Antonis Katsantonis, at også den daværende militærjunta i Grækenland har et ansvar.
Da den tyrkiske hær rykkede ind på Middelhavsøen, var det efter et kortvarigt græsk-cypriotisk militærkup, der var sat i scene af den daværende junta i Athen. Kupmagernes formål var at opnå 'Enosis' - at forene Cypern med Grækenland.
"Selv om kuppet kun var kortvarigt, og den afsatte præsident Makarios vendte tilbage til Cypern, så gav juntaen i Athen Tyrkiet en god undskyldning for at rykke ind og 'beskytte' det tyrkisk-cypriotiske mindretal," siger Antonis Katsantonis lidt bittert.
"Skulle Cypern indgå en union med Grækenland, så skulle jeg være den første til at emigrere," siger han og hylder den cypriotiske identitet.
Cypern blev et selvstændigt land i 1960 efter at have været britisk kronkoloni. Men det var faktisk briternes del-og-hersk politik før selvstændigheden, som var en del af årsagen til, at det kom til vold mellem tyrkisk-cyprioter og græsk-cyprioter i 1963-64, mener Antonis Katsantonis.
"Briterne brugte tyrkisk-cyprioter i politiet til at bekæmpe det græsk-cypriotisk-styrede oprør mod det britiske styre," siger han.
"Briterne kunne gøre meget mere for at presse på for en løsning."

Tålmodighed
I 24 år har de græsk-cypriotiske flygtninge ventet på at kunne vende hjem til deres ejendomme i nord. Af og til er det kommet til episoder langs bufferzonen, når græsk-cypriotiske motorcyklister - nogle med livet som indsats - har forsøgt at krydse Den Grønne Linje.
Antonis Katsantonis kan godt forstå mange flygtninges utålmodighed. Alligevel sætter han sin lid til, at der - med den fornyede storpolitiske interesse for Cypern - kan findes en forhandlingsløsning.
"Hvem ville for ti år siden have troet, at Berlin-muren ville falde og Sovjetunionen kollapse. Ændringer kan ske meget hurtigt, når tingene først ruller. Nu har vi ventet i 24 år, så vi kan godt klare at vente lidt endnu," siger Antonis Katsantonis.
Han tror stadig på, at han og familien en dag kan stige ind i bilen og køre de ti minutter, det ville tage, hvis man kunne køre gennem spøgelseslandet. Men det bliver ikke i hans lyseblå Fiat. Den står en meter inde i ingenmandslandet.
Som et minde om den 16. august 1974.

*Dette er den anden artikel i serien om Cypern. Den første blev bragt den 29. januar. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu