Læsetid: 7 min.

Dumme svin og trøst i The Simpsons

24. januar 1998

Intermetzo
Det hænder, at journalister ved at passe deres arbejde og nedskrive, hvad der bliver sagt, leverer en så klar dokumentation for menneskelig virksomhed, at man får trang til at lade sig gensplejse ud af arten. Det skete senest i Ekstra Bladet den 20. januar i et interview med danskpoptopcrooneren Richard Ragnvald, der udtalte sig til EB-medarbejder Peter Nørgaard. Ifølge teksten er Richard Ragnvald den førende i danskpopbranchen. Ragnvalds tekster, som får afdøde Gustav Winckler til at minde om Baudelaire, laver han - efter eget udsagn - om efter behov. Resultatet, som jævnthen kan beskrives som ubeskriveligt, indbringer manden et par millioner i cool cash årligt. Den oplysning kan man alt efter temperament ærgre sig over - eller ærgre sig gul og grøn over. Og så i øvrigt lade Ragnvald croone i fred i håb om, at hans tålmodige publikum en dag kommer på bedre tanker.
Faktisk har klummisten personligt stiftet bekendtskab med Richard Ragnvald. I et tv-studie for ikke så længe siden, hvor et indbudt panel - et parodisk bredt udsnit af dansk kulturliv - i et umuligt programprojekt skulle definere, hvad der er godt tv. På forhånd lykkeligt uvidende om, at Ragnvald, som ligner en chefsælger i et pyramideselskab, er et fænomen i trivialmusækken, undrede det i førstningen, at den i øvrigt påfaldende aggressive mand mente, at der er for lidt danskpop i Danmarks Radios tv. Alt har jo en forklaring.
Måske Ragnvald vil være bedre kendt af dette blads læsere som lejlighedstroubaduren, der ved Dansk Folkepartis seneste landsmøde sang Pia Kjærsgaard pris: Kære lille Pia, sang Ragnvald. Og pådrog sig vistnok sit pladeselskabs mishag, fordi man i de kredse skal vare sig for at blande snot og politik. Alle i hans publikum stemmer vel ikke pr. definition på kære lille Pia. Sagt med andre ord sprang Ragnvald op og faldt ned på de finere fornemmelser og bekendte sig til den laveste fællesnævner i dansk politik. Hvilket i og for sig er hans eget - og Pias - problem. Folk, der stemmer på Dansk Folkeparti, har jo ret til den musik, der passer til genren. Så er det sagt, så højrøvet, som det er ment.

Og nu er det, at vi kommer til det med dokumentationen, der forklarer denne omstændelige indledning. Journalist Nørgaard spørger nemlig Ragnvald: "Du kan ikke fordrage de såkaldt fremmede? Har du stadig den holdning?" Og Ragnvald svarer:
"Fordrage og fordrage. Nu skal du lige høre den seneste vittighed. Det må du helst ikke skrive. Men: To jægere er på jagt ude i en skov. Den ene ser et eller andet bevæge sig. Han lægger bøssen til rette og skyder. Og rammer. Hold da kæft, siger han til sin kollega. Jeg fik nedlagt et eller andet. De to jægere går hen til byttet. Og finder en perker plaffet helt ned til ukendelighed. Hold da kæft, siger den ene, har du set der! Han har tusinde- og femhundredekronesedler stikkende ud over alt af lommerne. Lad os ta' dem og dele beløbet og lade ham ligge. Jægeren der havde skudt, siger med foragt til sin jægerkolleaga: Gu gør vi ej. Vi deler ikke. Du kan fan'me skyde din egen perker, ka' du".
Peter Nørgaard afrunder referatet af denne humske historie med følgende slutsalut fra historiefortælleren selv og efterfølgende regibemærkning: "Er den ikke skide morsom? Siger Richard Ragnvald med et stort larmende grin." Den sidder man så og bider lidt i.
Såfremt man ønsker at karakterisere Ragnvalds sange, går man vist ikke den fremgangsrige dansktoppopsanger for nær, hvis man som ovenfor påstår, at de først og fremmest udmærker sig ved deres sanseløse sentimentalitet. Den konstatering, sammenholdt med den således demonstrerede ragnvaldske humor, får én til at mindes Arthur Schnitzler, der mente, at sentimentalitet er de hårdhjertedes alibi. Eller Norman Mialers konstatering: Sentimentality is the emotional promiscuity of those who have no sentiment.
Overskriften til Ekstra Bladets artikel om sangeren er et direkte citat fra manden selv: Kald mig bare et dumt svin. Denne opfordring bør på baggrund af den citerede historie ikke forblive uimødekommet.
Oven på en så bedårende pointe, der unægtelig afdækker en stinkende pøl i nationens hjertekammer, trænger man til usentimental trøst.

Den kan man til gengæld hente i 3 plus tv-kanalen, der sender "The Simpsons", dagligt 19.30. Forhåbentlig altid fremover. For de stakler, der ikke ved, hvad det drejer sig om, er "The Simpsons" en amerikansk kulttegnefilm. Personerne er en gennemsnitsfamilie i en amerikansk gennemsnitsby, Springfield, med en amerikansk gennemsnitsbefolkning og et atomkraftværk på bakketoppen i udkanten af byen, der i det store og hele ejes og kontrolleres af ejeren, den onde kapitalist mr. Burns.
Sikkerheden på værket er i bund. Fiskene i parken svømmer rundt med tre øjne, og sikkerhedschefen på værket er Homer Simpson, familierfaren, der er dum som en dobbeltdør. Den øvrige familie består af Homer Simpsons ulidelige gamle far, der er senil, når det passer ham og ellers bare kræver ind, fruen i huset, Marge Simpson, med højt opsat lilla hår og ubærlig amerikansk familiekvindebevidsthed, Bart, der er dreng med D og lige så dum som faren og hans begavede søster Liza, dydsmønstret, som fungerer som byens letbevægelige samvittighed. Endelig lillesøster Simpson, et sigende umælende vidne til udskejelserne. Samt Marge Simpsons cigaretrygende søstre, lige så kyniske som bronkiale og med strithår på benene.
Springfield som sådan er befolket af amerikanere af alle afskygninger: skinhellige præster, forvrøvlede drukkenbolte, et umuligt politi, uansvarlige forretningsfolk, øretæveindbydende skolebørn, splittergale Vietnamveteraner, f.eks. Springfields skolerektor, frustrerede lærerinder, dumme og uoplyste tv-nyhedsfolk og blandt mange flere: Krusty the Clown.

Sidstnævnte er et studium værd og rinder én i hu, når talen er om Richard Ragnvald. Menneskeforagten oser bogstaveligt talt ud af the Clown. Hver gang tv-kameraet slukker for hans optræden som børnenes ukronede konge, udtrykker han med stor vulgaritet sin sande mening om publikum og om tilværelsen. Ofte med en flaske whisky ude på lokum og en smøg mellem klovnelæberne. Hvad han gør, gør han for pengenes skyld. Fra sin tidligste barndom har han vidst, at klovneriet er lønsomt. Skønt afkom af en jødisk rabbi, der i patriarkalsk raseri afviser sønnens klovneplaner og forlanger at han i stedet bliver rabbi som han selv, får Krusty alligevel sin vilje. I dølgsmål.
Gamle rabbi Krustysjinski er uvidende om Krustys illegale klovnetilværelse, da denne optræder med rødt skæg og under sit kunstnernavn. Det går godt, indtil Krusty bliver hyret af det årlige rabbinertræf i Springfield og taber skægget midt i sit nummer: My son! A Clown! brøler rabbi Krustysjinskij - midt mellem de latterbrølende rabbikollegaer - og forstøder sin fortabte søn, der herefter bliver en bitter, ensom og til tider farlig mand i show-biz. Men børnenes helt.
Springfields politiske liv, som domineres af den onde mr. Burns på bakketoppen, tager byens korrupte borgmester sig af. Han taler, ser ud og taler og opfører sig som kennedy'erne, når de er værst.
Da byen en dag går fallit, bl.a. fordi borgmesteren - ikke har stjålet af kassen - men stjålet kassen, meddeler han, at han vil finde en anden by og blive borgmester i, så kan Springfields borgerne følge efter hvis de synes.
I mellemtiden fører mr. Burns sin livsfarlige virksomhed videre, assisteret af sin fanatisk trofaste andenmand - den ofte som skødehund fremstillede mr. Smithers, der i hede drømme ser sig som ét kød med arbejdsgiveren. I sit skumle indre drives mr. Burns af samme længsel efter den tabte uskyld som bladkongen i Orson Wells klassiker, Citizen Kane. Rosebud er også for mr. Burns kodeordet, en tabt bamse i barndomslandets snedriver er årsagen til den burnske ondskab. Det mirakuløse fund af bamsen rokker dog ikke ved den kendsgerning, at mr. Burns er og vedbliver med at være et dumt svin.

The Simpsons" er et overflødighedshorn af citater, antydninger og henvisninger - til USA's historie, til filmen og litteraturen. Edgar Allan Poe har ikke levet forgæves for serien - så lidt som samtlige betydelige Hollywood-instruktører og skuespillere. I flere af seriens afsnit optræder en (tegnet) gæst fra det virkelige liv og med autentisk stemme. Seriens lydside er lige så kunstnerisk overbevisende som billedsiden, der er præcis og dristig med synsvinkler gennemført filmiske. Ophavsfolkene anvender ofte kran og køreture, samt - som særligt raffinement indlægges til tider tegnefilm i tegnefilmen. Et ofte gentaget motiv er en led parodi på "Tom og Jerry" og denne series hæmningsløse destruktionsdyrkelse.
Men familiens Simpsons liv dikteres og defineres på anden hånd af tv. De er dårligt i stand til at se sig i sammenhænge uden for mediet, der har let spil med at drive familien - og amerikanerne - hvorhen det kan betale sig.
Den skabende kraft blandt andre bag The Simpsons er idémanden og tegner Matt Groening, som burde hyldes stående. Alene for hans evne til at gennemskue og fremstille de dumme svin og alle andre, der er til fals for sentimentale lokketoner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu