Læsetid: 2 min.

En af mange

22. januar 1998

James Camerons film om Titanic er så langtfra den eneste film, der siden den fatale nat i 1912 er blevet lavet om forliset

Allerede kort efter ulykken var det muligt i biografer verden over at se små newsreels optaget ved skibets afsejling fra England, ligesom bjærgningen af de overlevende var lidt af en begivenhed for det dengang unge filmmedie.
Op gennem årene er det blevet til flere dokumentarfilm om skibet og forliset, og efterhånden som teknologien er blevet mere og mere udviklet, så er mulighederne for at gengive selve ulykken på en realistisk måde selvfølgelig også blevet større.
Den største dokumentariske begivenhed var dog da Dr. Robert Ballard i midten af 80'erne opdagede Titanics vrag og i sin film Secrets of the Titanic fra 1986 kunne vise de første billeder nogensinde fra det sunkne skib.
I 1992 kom Titanica, der lavet i det overvældende IMAX-format fik ros for sine imponerende effekter.

Spillefilm
Også spillefilm om forliset er det blevet til, og det er da heller ikke svært at forstå filmfolks fascination af historien, der potentielt rummer lige dele menneskelig tragedie og actionfyldt spænding.
I 1923 lavede E. A. Dupont den første film bygget over begivenhederne, og i 1943 fulgte Herbert Selpins tyske propagandafilm, Titanic, som med udgangspunkt i ulykken skulle advare mod den livsfarlige, britiske dekadence.
I 1953 tog den amerikanske film Titanic af Jean Nequelesco udgangspunkt i en ægteskabelig krise mellem Babara Stanwyck og Clifton Webb. Filmen starter med, at Stanwyck og barn flygter fra ægtemanden ombord på Titanic.
I 1958 fulgte så den britiske Night to Remember, instrueret af Roy Ward Baker, og som nok er den hidtil mest anerkendte film baseret på ulykken. I modsætning til Titanic fra 1953, som kun følger nogle få af skibets formuende passagerer, skildrer Night to Remember, hvordan katastrofen ramte alle.
Også tv-filmen S.O.S. Titanic fra 1979 gør en dyd ud af at følge en række forskellige mennesker før, under og efter katastrofen, mens en anden tv-film, Titanic fra 1996, ser ulykken som en mere action-fyldt begivenhed, hvor det var et kapløb med tiden for at nå i redningsbådene.
Udover de ovennævnte er der også blevet produceret en række spillefilm, som bruger Titanic som baggrund for en mere spændingsfyldt handling, og som ikke direkte handler om selve forliset.
Hæv Titanic fra 1980 handler om, hvorledes det amerikanske og russiske militær forsøger at bjærge Titanic for at få fat i et sjældent mineral, som hævdes at være ombord.
I The Time Tunnel fra 1966 gør den amerikanske regering i tidsrejser, og en forsker rejser tilbage i tiden og havner ombord på Titanic få timer, før det synker.

TEMA
Kunstnerne og Titanic
*Passagerskibet Titanic, sin tids største skib, forliste den 15. april 1912 på sin jomfrurejse fra Southampton til New York, skønt rederiet havde garanteret, at det var synkefrit. 1.503 passagerer omkom, 703 blev reddet.
Tilliden til den moderne teknik fik et afgørende knæk, og myten om Titanic var grundlagt.
Siden har talrige kunstnere behandlet temaet, bl.a. tyskeren Hans Magnus Enzensberger i et teaterstykke, nordmanden Erik Fosnes Hansen i romanform og svenskeren Michael Wiehe i en sang.
Gavin Bryars har bidraget med en stor lydkomposition, og flere film er drejet over begivenheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu