Læsetid: 4 min.

Den etniske mosaik

30. januar 1998

En aktuel bog, der teoretisk og historisk gør rede for tolerancebegrebet og det multikulturelle samfund

Samfund
Denne lille, tæt argumenterende og tænksomt afbalancerede bog er et essay med betragtninger om samfundsmoral og menneskerettigheder i vor tid.
Den mest præcise formulering af dens forfatter, Michael Walzers tese forekommer i indledningen: "Tolerance gør forskellighed mulig; forskellighed gør tolerance nødvendig."
Walzer har dediceret bogen til sine børn og børnebørn, og essayet retter sig dermed til læsere i vor tid og den nærmeste fremtid. Han taler i en tone, der er behørigt bedstefaderlig, men aldrig nedladende.
Man kan forestille sig hans børnebørn læse bogen i næste århundrede. Stilen er en blanding af personligt brev og akademisk forelæsning.
Religion og politik er hovedemner, og gennemgangen omfatter eksempler fra Hellenismen, Det Osmanniske Imperium og den engelske puritanisme, som bruges til at belyse den nuværende situation i Canada, Frankrig, Israel og hans eget land, USA.
Bogens titel, Om tolerance, hentyder til John Lockes essay med samme titel fra det 17. århundrede - den periode, hvor Vesteuropa indledte "våbenhviler" i "religionskrigene".
Tolerance blev en institution i europæiske kredse, nødvendiggjort af myrderierne og borgerkrigene i forbindelse med Reformationen.
Man kan ikke undgå at drage analogier mellem det "tidligt moderne" og det "post-moderne" Europa, når man reflekterer over de protestantisk-katolske "religionskrige" og nutidens Belfast, Jerusalem og Sarajevo.

Tolerance-regimer
Tolerancen har hos Walzer et formål, dvs. en institutionel status. I kapitel to opstiller han fem "tolerance-regimer", som er forekommet i den politiske historie. Det er, kort fortalt:
*Multinationale imperier. Her tænker Walzer på de hellenistiske og osmanniske imperier, hvor forskellige religiøse samfund (tyrkisk: millet) levede side om side under kejsernes styre.
*Det internationale samfund. Her er det vigtigste eksempel FN, hvor organisationen kan tolerere uhyre krænkelser af menneskerettighederne, med mindre den beslutter at handle til forsvar for disse rettigheder.
*"Consociations" (bogstaveligt: medsamfund). Det vellykkede eksempel på det er Schweiz, hvor tolerancen er indbygget i sproglig adskillelse og en politisk konføderation. Jugoslavien er en tidligere consociation, fremhæver Walzer.
*Nationalstater. Prototypen er det moderne Frankrig, hvor individets rettigheder formodes at være garanteret, men ikke kollektive rettigheder over for 'nationen'.
*Immigrantsamfund, som Nordamerika (USA og Canada) er oplagte eksempler på. Staten blander sig ikke i etniske eller kulturelle organisationer. Faktisk er konflikter om 'multikulturalisme' eller revner i den etniske mosaik utilsigtede resultater af, at man accepterer forskelligheder.

Enkeltindividers ret
Welzers fremstilling af eksempel fire og fem vil selv ved en overfladisk gennemgang få en klokke til at ringe hos danske læsere.
Afvisning eller godkendelse af overgangen fra fem til fire er omstridt i dagens Danmark.
En nationalstat opfattes som en homogen - og sårbar - kultur. Den kan tolerere individuelle, private afvigelser, så længe de er mere eller mindre usynlige.
Unge muslimske piger med tørklæde kan opfattes som en trussel mod nationalstaten, som det er set i franske skoler, bemærker Walzer.
Som enkeltindivider kan muslimske piger gøre, hvad de vil. Grænsen for tolerancen er tilsyneladende nået, når nogen påberåber sig en kollektiv ret til at være forskellig.
Walzer citerer en udtalelse fra en debat om jøder i den revolutionære franske Nationalforsamling i 1791: "Man må nægte jøderne som folk alt og give jøderne som enkeltindivider alt." 'Emancipation' handlede om enkeltpersoner, ikke om kollektiver.
I den nuværende debat om 'multikulturelle samfund' er både-og-dimensionen i begreberne individualitet og kollektivitet det centrale spørgsmål. Grænsen mellem dem er omstridt, men det gør den ikke mindre reel.
Charles Taylor, hvis udgangspunkt er Montreal, forsvarer etniske mindretals kollektive ret til at overleve. Den multikulturelle stat bør beskytte truede mindretalsgrupper som f.eks. inuit i det nordlige Canada.
Over for Taylor står Jürgen Habermas (der bor i Frankfurt), som fremlagde sin nu velkendte kritik af multikulturalismen i København i 1997. (Se Karen Sybergs artikel i Information 26. sep. 97).
Taylor er fortaler for immigrantsamfundet, som bevæger sig hen imod en 'consociation'. Habermas forsvarer nationalstaten - men bestemt ikke som 'kommunitarianer'.
Bestemmelsen af begreberne Gemeinschaft (fællesskab) er stadig en ømtålelig sag i Tysklands politiske hukommelse, for udtryk som Gemeinschaft eller Heimat har stadig en klang af nazi-doktriner.
I Danmark forsvarer lokale kommunitarianere dansk kultur i populistiske vendinger og modsætter sig eftertrykkeligt multi-kulturalismen. (Her tænker jeg især på kultursociologen Jean Fischer).

Forynget vision
Hyper-modernister afviser derimod alt, hvad der blot på mindste måde smager af etnisk 'nostalgisk' identitet. Ligesom Habermas viger de tilbage for at tale om "fællesskab", men tilsyneladende af andre, ikke nærmere forklarede årsager. (Her tænker jeg på Memet Necef, en anden kultursociolog i den danske akademiske diaspora). Walzers bog er en modvægt mod Fischers og Necefs yderstandpunkter, synes jeg.
Walzer vurderer også temaer som magt, køn, religion, uddannelse og civil religion (borgerreligion, hvor statsborgerskab er det primære tilhørsforhold) i forhold til de fem tolerance-regimer. Civil religion er Walzers betegnelse for det, der ofte kaldes nationalisme.
Tolerancen over for et etnisk mindretal aftager, når den pågældende gruppe gentagne gange oplever sig selv som underordnet og marginaliseret. Der er intet overraskende i denne iagttagelse, bortset fra, at klasseanalysen i perioden efter den kolde krig er blevet overskygget af etnisk og nationalistisk loyalitet.
Walzer ønsker dog at holde fast ved det teoretiske vaterpas i analysen af dimensioner som klasse, køn og etnisk gruppe. Det giver måske ikke perfekt ligevægt, men i hvert fald viden om, hvor sociale uligheder krydser kulturelle forskelle.
Kort sagt har Michael Walzer fremlagt en nutidig samfundsanalyse, der respekterer og værdsætter forskelligheder. Men lige så vigtig er hans bestræbelser for at forynge visionen om et socialt demokrati på et tidspunkt, hvor velfærdsstaten undergraves.
Forhåbentlig skal vi ikke vente til det 21. århundrede på en dansk oversættelse af hans essay om tolerance.

Oversat af Birgit Ibsen

*Michael Walzer, On Toleration. 126 sider. Yale University Press, 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu