Læsetid: 2 min.

EU-gennembrud i Algeriet

21. januar 1998

Algeriet accepterer fortsat dialog med EU. "En sejr for EU", siger dansk ekspert

Efter et 23-timers besøg i Algeriets hovedstad vendte EU's udsendinge i aftes hjem med et løfte fra udenrigsminister Ahmed Attaf om at fortsætte dialogen i London.
"Det virker som om, det er lykkedes EU at få den algeriske regering til at acceptere den internationalisering af konflikten, som den hidtil har været indædt modstander af", siger Algeriet-eksperten Marc Schade Poulsen fra Center for Menneskerettigheder, der karakteriserer dette som "en klar åbning".
Landets største oppositionsparti, den Islamiske Frelserfront, FIS, udtalte i sidste uge, at kun udenlandsk indblanding kan skabe fred. Sidste år opfordrede FIS's repræsentant her i landet den danske regering til at presse på for et internationalt engagement. Dette er hidtil pure afvist af Algeriets regering.

Afviser undersøgelse
Ved afslutningen af besøget udtrykte den britiske delegationsleder, viceudenrigsminister Derek Fatchett, imidlertid "skuffelse" over, at Algeriet ikke vil invitere FN's menneskerettighedsrepræsentant på besøg.
Han konstanterede, at "det er den algeriske regering tilsyneladende ikke parat til".
Den algeriske regering havde før besøget forsøgt at begrænse dagsordenen til kun at omfatte EU-hjælp til at bekæmpe terrorisme. Det lykkedes tilsyneladende ikke.
Fatchett sagde på den afsluttende pressekonference, at EU har bedt algerierne om hurtigt at fremsende forslag til konkret terrorbekæmpelse. "Bolden er nu på deres banehalvdel", sagde Fatchett, "vi regner med med at have forslagene inden ugens udgang".
Den algeriske regering har tidligere bedt EU-lande om at forfølge repræsentanter for FIS og den mere yderligtgående organisation de Væbnede Islamiske Grupper, GIA, der begge beskyldes for at indsamle penge, smugle våben og drive propaganda. Fatchett sagde om emnet, at "vi følger internationale regler for at give asyl; vi har muligvis forskellig opfattelse af hvad der er lovligt, som for eksempel propaganda.
Men hvis folk er involveret i at organisere og støtte terrorisme på en kriminel måde, vil vi helt bestemt gribe ind".
Under diskussionerne fastholdt udenrigsminister Attaf og ministerpræsident Ahmed Ouyahia, at landet vil lade EU hjælpe med humanitær assistance til de mange ofre for massakrer.
Og Fatchett insisterede på, at "større gennemsigtighed og åbenhed kunne hjælpe den algeriske regering til at bevise for omverdenen (og her brugte han Attafs egne ord:) at den ikke har noget at skjule. Vi er skuffede over, at der ikke har været et mere positivt svar".
Dette er et bemærkelsesværdigt resultat, siger Schade-Poulsen til Information:
"Det er tilsyneladende ikke bare lykkedes for EU under de givetvis knaldhårde forhandlinger at få dette emne på bordet, men også at bede styret om at bevise, at det ikke er involveret i overgrebene på civilbefolkningen. Det er en sejr for EU".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her