Læsetid: 8 min.

Europa kan blive Toryernes endeligt

8. januar 1998

Det britiske konservative partis broderstrid om Europa-politikken kan være forvarsel om et helt nyt politisk landskab i Storbritannien

LONDON
Europa hiver og slider i det fine, gamle konservative Tory-parti, så det efterhånden er blevet helt laset. Men vælgerne kan ikke lide den slags pjaltepartier, og det bliver mere og mere sandsynligt, at partiet sprækker, så der bliver to partier - mindst. Men i det mindste vil de være enige om tingene indbyrdes.
Selv efter det katastrofale nederlag 1. maj sidste år, hvor New Labour kom til magten, har de konservative ikke formået at samle geledderne i rad og række bag den nye leder, William Hague.
Striden har boblet længe under overfladen - således satte eks-vicepremierminister Michael Heseltine og den tidligere finansminister Kenneth Clarke sig allerede i november i spidsen for en bevægelse inden i partiet, som vil have rykket dets politik i en mere Europa-venlig retning.
Striden er nu kogt helt over, efter at hele 12 meget prominente pro-europæere i partiet i denne uge skrev et læserbrev, hvori de lagde afstand til partiets politik og sagde, at de i stedet vil støtte regeringen, som jo ellers burde være deres argeste fjende.
Det vakte især opsigt, at Chris Patten, briternes sidste guvernør i Hong Kong, var med. Det blev set som et tegn på, at han er på vej tilbage til britisk politik. Og han kan ikke lide den måde, som hans parti har udviklet sig på, mens han har været væk.
For William Hague har som leder gjort partiet mere euro-skeptisk. Specifikt har han modsat sig britisk deltagelse i den kommende økonomiske og monetære union i ti år.
Det mener de pro-europæiske konservative er dumt. For hvad nu, hvis ØMU'en bliver en stor succes, så skal briterne da ikke vente ti år? De vil hellere være med inde, hvor det sker, og dermed bidrage til at præge udviklingen.

Hague mod højre
Men Hagues manøvre mod en mere nationalistisk, højreorienteret position er forståelig nok. For New Labour har erobret den midte, hvor de konservative ellers befandt sig. Flere gange har New Labour ligefrem gennemført Tory-politik. For eksempel ved at holde sig til Toryernes budgetloft. Det fik tidligere finansminister Kenneth Clarke til højt at råbe i Underhuset: "Jamen, det er jo min politik." New Labour har også gennemført Tory-politik som f.eks. nedskæringer i bistanden til enlige mødre og fædre.
Med sådan en regering er det svært for Toryerne at være i opposition.
Men den drejning, som Hague har givet partiet for at distancere det fra New Labour, indebærer også store risici.
"Hvis de fortsætter med Europa-skepsisen, hvor de i realiteten fører partiet mod højre, risikerer de at miste medlemmer til Labour og Liberaldemokraterne. Så er faren, at de ender med at blive en lille, højreorienteret sekt," siger Rodney Barker fra London School of Economics.
"Men hvis de bliver mere pro-europæiske, risikerer de at miste medlemmer til højre. Det er dog et mindre problem. For i det tilfælde vil de stadig være i stand til at kæmpe om midten," siger han.
Og de fleste briter er ikke særligt ekstreme. De kan godt lide at passe deres hus og have, ligesom de holder meget af det lave skatteniveau, den lunkne øl og Rule Britannia i Royal Albert Hall.
Valg afgøres af middelklassen og dermed på midten. Så højredrejningen hos de konservative gør efter Rodney Barkers mening partiet uvalgbart i den nærmeste fremtid.

Nyt politisk landskab
Kombinerer man den udvikling med to andre ting, der præger Storbritannien i øjeblikket, får man et helt nyt politisk landskab.
"For det første føres partiet an af en ikke specielt succesrig leder. Og for det andet vil der være indført et proportionalt valgsystem ved næste valg eller det næste igen," siger Rodney Barker.
Det plejer gerne at favorisere dannelsen af små partier, og så kan Storbritannien pludselig have mange flere partier end nu.
Vernon Bogdanor fra Oxford Universitetet er enig.
"Der burde faktisk være et anti-europæisk parti her i landet. De er vel egentlig ikke rigtigt repræsenteret nu," siger han.
"Og det er ganske muligt i det lange løb, at vi får et venstreorienteret socialistisk parti. For der er et socialistisk element i Labour. Hvorfor skulle det ikke repræsenteres?"

Europa-valg splitter
Efter hans mening kommer de første splittelser ud i lyset, når landet næste år skal vælge nye medlemmer af Europa-Parlamentet.
Tegnene er begyndt at melde sig. For i denne uge blev to nuværende medlemmer af Europa-parlamentet for det britiske Labour ekskluderet fra den europæiske gruppe. De har brokket sig over mange ting, som den nye regering har foretaget sig hjemme i London og har selv truet med at gå.
En lignende proces kan man forestille sig hos de konservative.
"Den nuværende strid kan sagtens føre til, at nogle af seniormedlemmerne bryder ud," siger Vernon Bogdanor.
Spørgsmålet er så, om et mere anti-europæisk konservativt parti kan vinde nok tilslutning til at slå New Labour ved næste valg.
Hvis anti-EU holdningen er det eneste, der stort set adskiller dem fra New Labour, er chancerne små. For Europa og den fælles mønt er ikke just det, de fleste briter funderer over, når de tænker på politik.
De er snarere optaget af, om økonomien nu er så god, at de kan beholde deres job, om uddannelsessystemet bliver gjort bedre, så familiens lille efternøler måske kan komme på universitetet, og om det snart igen bliver ufarligt at spise britisk oksekød.
Det kan også blive svært for de konservative at gøre op med den efterhånden lange tradition for smuds, korruption og slibrigheder, som prægede partiet, da det var i regering.
De konservative døjer også med et image af at være smågammelt og i hvert tilfælde ikke multikulturelt.
Det forsøgte partiets nye leder William Hague at råde bod på ved den sidste partikongres. Han appellerede til det nye, multikulturelle Storbritannien, hvilket fik den tidligere minister, Norman Tebbit, til som en anden drage at krybe fnysende frem fra sin hule og stande vagt om det gamle Storbritannien - det vil sige et, hvor alle de fremmede underkaster sig den angelsaksiske kultur.
For ellers ville landet bare blive et nyt Jugoslavien, spåede han.
Det fik William Hague til at kalde Tebbit for 'en dinosaur'. De er som bekendt uddøde, og efter Hagues mening er det åbenbart på tide, at Tebbit og hans lige gør det samme.

Højre er umoderne
Men uanset hvordan William Hague formår at positionere sig selv og partiet i det politiske landskab, kan det også ganske enkelt være, at tidsånden er skiftet. Højre er yt.
Det mener kommentatoren ved Financial Times, Philip Stephens.
"Højre har problemer i næsten alle de store, vestlige demokratier. De succesrige politikere er dem fra den hårde centrum-venstrefløj, som lover at føje en menneskelig dimension til tidens fri-markeds ortodoksi," skrev han for nylig.
I Frankrig er premierminister Lionel Jospin næsten lige så populær, som Tony Blair er i Storbritannien. I USA fjumrer republikanerne rundt uden et ordentligt fælles program og en samlende figur. Og New Labours sejr i Storbritannien over Toryerne er efter hans mening det endegyldige bevis for påstanden om det hårde højres vakkelvorne status.
"Markeder får lov til at beholde deres frihed, men staten er til for at sikre imod de hårdeste konsevenser," skrev Philip Stephens. Det sælger billetter i senhalvfemserne.
Passer det, kan Hague enten sætte sig hen og vente på, at tidsånden skifter en gang til. Eller han kan søge tilbage mod midten. Men næsten uanset hvad han gør, risikerer han, at resultatet bliver et splittet parti.

Storbritannien i Europa - Læserbrev

12 fremtrædende konservative støttede New Labours Europapolitik i et læserbrev mandag
i The Independent

For 25 år siden i denne måned tilsluttede Storbritannien sig Det Europæiske Fællesskab. Efter at have nægtet at deltage i opbygningen af det nye Europa i 1950'erne, og efter to gange at være blevet vraget af de Gaulle i 1960'erne, indtog vi endelig i 1973 vor rette plads som en fuldgyldig og ligeværdig medspiller i det europæiske forehavende.
I det kvarte århundrede, Storbritannien har været medlem, har vi som land opnået meget af Europa, og vi har udrettet meget i Europa. Den Europæiske Union i dag - med dens betoning af det indre marked, penge- og finanspolitisk disciplin, landbrugsreform, udvidelse og stadig friere handel - står lige så meget i gæld til en decideret britisk dagsorden som til noget andet lands.
Vi har været med til at skabe den største integrerede markedsplads i verden, og vi er med til at sikre, at EU's reelle økonomiske og politiske magt bruges til at fremme liberalisme og multilateralisme overalt på kloden.
Trods disse resultater har det britiske medlemskab været skæmmet af mangel på ambition og selvtillid. Alt for ofte er Europa ikke blevet opfattet som en mulighed, men som en trussel. Vi har ikke fuldt ud forstået den chance, Storbritannien har for at spille en virkelig ledende rolle i Europa og for via Europa at øge vor indflydelse i verden. En positiv europæisk vision er afgørende for nationens fremtidige succes.
Denne måned er også indledningen på Storbritanniens femte periode som formand for Den Europæiske Union. En ny regering med et stort flertal bag sig, som stræber efter at gå foran i Europa, har nu chancen for at omsætte sine positive udtalelser i handling.
Konservative, som holder fast ved tanken om Storbritannien i hjertet af Europa, vil støtte Tony Blair og hans kolleger, så de kan træffe de rigtige beslutninger om de vanskelige udfordringer, der ligger forude - de næste seks måneder og derefter.
Det område, hvor de sværeste valg skal træffes, og hvor behovet for støtte er størst, er Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Hvis Storbritannien ikke skal blive marginaliseret i Europa, må vi først og fremmest sikre vor ret til at træde ind i møntunionen på et hvilket som helst tidspunkt og sørge for, at vi kommer til at lide så lidt som muligt under, at vi (endnu engang) har valgt ikke at deltage fra starten. Vi mener, det er vigtigt, at ØMU'en bliver en succes, og at Storbritannien bør forberede sig på at deltage i en vellykket møntunion, når det britiske folk af egen fri vilje stemmer for det. Det er den rette politik for vort land, og den vil vi blive ved med at anbefale med overbevisningens styrke, både over for Det Konservative Parti og over for hele nationen.

Geoffrey Howe (Lord Howe of Aberavon)
Sir Leon Brittan
Peter Carrington (Lord Carrington)
Kenneth Clarke MP
David Curry MP
John Gummer MP
Sir Edward Heath MP
Michael Heseltine MP
Chris Patten
Ian Taylor MP
Christopher Tugendhat (Lord Tugendhat)
George Younger (Lord Younger of Prestwick)

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu