Læsetid: 6 min.

Europa ruster sig til kamp mod USA

5. januar 1998

Storbritannien, Tyskland og Frankrig har fusioneret deres civile og militære produktion og oprettet en multinational gigant, der skal tage kampen op mod amerikanske konkurrenter

Paris
Det er måske amerikanerne man kan takke for den beslutning, der fornylig er truffet af regeringerne i Paris, Bonn og London, og som drejer sig om den største industrielle restrukturering, der nogensinde har fundet sted i Europa: Det franske Aerospatiale, British Aeropace og det tyske Dasa fusionerer deres civile og militære produktion og opretter en multinational gigant.
Det er svaret på fusionen i sommeren 1997 mellem de to store amerikanske flyproducenter Boeing og McDonnell Douglas, der kom som et chok i Europa og førte til en åben strid med mellem USA og EU. Fusionen blev anset for et forsøg på at kvæle den eneste konkurrent til amerikanerne på verdensmarkedet, det europæiske konsortium Airbus, og siden har de europæiske regeringer og industriledere talt meget om, at omstruktureringerne i Europa må fremskyndes, hvis fly- og rustningsindustrierne i denne verdensdel skal have en chance for at overleve.
Den militært orienterede del af produktionen må nødvendigvis tages med i den industrielle strategi, da rustningsindustrien altid har virket som et lokomotiv for de avancerede teknologiske industrier - takket være staternes rolle som kunder og som bidragyder til finansieringen af forskning og udvikling i relation til denne industri.
Den beslutning, der nu er truffet, går ud på at omdanne Airbus fra et konsortium til et selskab og samtidig udvide aktiviteterne til foruden den civile flyproduktion også at omfatte den militære - plus missiler og satellitter. Hermed vil man skabe en gruppe med en årsomsætning på mindst 230 mia. kr., muligvis meget mere. Det er en størrelsesorden, der tåler sammenligning med Boeing-McDonnell Douglas (godt 300 mia. kr.).

Vidtrækkende beslutning
Beslutningen blev meddelt den 9. december i en fælles erklæring fra præsident Jacques Chirac, premierminister Tony Blair og forbundskansler Helmut Kohl. En fælles erklæring fra disse tre er i sig selv en sjælden begivenhed. Den er passeret relativt ubemærket, men det er måske den mest vidtrækkende beslutning, der er truffet siden lanceringen af projektet for den fælleseuropæiske valuta, euroen.
Airbus, der er et konsortium af de franske, britiske og tyske flyindustrier, er den hidtil største succes for europæisk industri - nr. 2 på verdensmarkedet for civile fly med en markedsandel på ca. 35 pct.
For at sikre konkurrencedygtigheden har man brug for en en ny struktur som selskab med helt integreret ledelse og strategi.
En sådan omdannelse er blevet diskuteret i årevis, men kompliceres af, at den franske partner, Aerospatiale, er et statsligt selskab. Alliancer og fusioner med statslige selskaber er i bedste fald vanskelige, og nogle hævder, at de er umulige. I hvert fald er der en stærk uvilje og skepsis blandt britiske og tyske industriledere over for nationaliserede foretagender, og det ligger i luften, at det første skridt til europæisk integration på det industrielle plan må være privatiseringer i Frankrig.
Det er da også tendensen i den socialistiske regerings politik, selv om den søges maskeret af ideologiske grunde.

Kompliceret proces
På det juridiske plan vil Aerospatiale indtil videre forblive et statsligt selskab, men alle dets aktiviteter - måske med undtagelse af raketterne til den strategiske atomstyrke - vil glide ind under det nye Airbus, som bliver et privat selskab.
Uden tvivl bliver det en kompliceret proces, og der kan ventes mange tekniske og måske politiske problemer undervejs.
Men for at berolige de tyske og britiske industrifolk, der er allergiske over den statslige rolle i den franske økonomi, har finansminister Dominique Strauss-Kahn forsikret, at det kommende Airbus bliver et privat og børsnoteret selskab.
Samtidig synes Frankrig at overvinde sin traditionelle uvilje mod suverænitetsafgivelse i rustningspolitikken, og hermed opfyldes en anden vigtig forudsætning for det nye samarbejde.
Det er ikke bare Frankrig, der har forsinket integrationen af den europæiske fly- og rustningsindustri. Fra britisk side har man hidtil tænkt meget i amerikanske baner og satset på samarbejde med USA - i et vist omfang med britisk afhængighed af USA til følge.
Beslutningen om det nye Airbus-projekt indebærer, at briterne omsider har valgt Europa.

Dø eller reorganisere
Det står fast, at det nye selskab ikke vil blive underkastet bureaukratiske direktiver efter fransk mønster. De britiske og tyske deltagere er private selskaber, der ikke ville acceptere noget sådant. "Det tilkommer i første række industrien selv at definere den struktur, man har brug for", hed det i erklæringen fra de tre regeringschefer. Det er ofte blevet sagt, at det haster med de europæiske omstruktureringer over for den amerikanske konkurrence, og de tre regeringer ønsker at have en køreplan for det nye projekt klar inden den 31. marts 1998. Målet er at oprette det nye selskab pr. 1. januar 1999.
Det er en udvikling, der har været undervejs længe, fremtvunget af de hastigt fremadskridende amerikanske omstruktureringer.
I USA er hele fly- og rustningsindustrien nu grupperet omkring de tre giganter Boeing-MDD, Lockheed-Martin og Hughes, der hver er af størrelsesordenen 30 - 40 mia. dollars, mens Airbus ligger på under 10 mia. dollars.
Det er grupper med både civil og militær produktion, hvilket sætter dem i stand til at fordele deres risici og overføre nye teknologier fra den ene sektor til den anden.
Der er kun eet muligt svar fra europæisk side, som det er blevet påpeget af den britiske forsvarsminister, George Robertson: "Vi må reorganisere os eller dø!".

Flere deltagere på vej
Foruden industrierne i Frankrig, England og Tyskland deltager Spanien i Airbus med fem pct., og man indbyder nu de tilsvarende industrier i Italien (Alenia) og Sverige (Saab) til at deltage i det nye projekt. De seks landes forsvarsbudgetter beløber sig sammenlagt kun til halvt så meget som USA's, og industrierne opererer på et opsplittet marked uden fælles rustningspolitik.
På denne baggrund er det blevet betegnet som et mirakel, at Europa er blevet nr. 1 på verdensmarkedet for raketter til civilt brug (satellitopsendelse) og nr. 2 med civile fly.
Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det de internationale regrupperinger i skikkelse af Arianespace og Airbus Industrie.
Nu drejer det sig om at regruppere de forskellige landes produktion af missiler, satellitter, helikoptere og kampfly på tilsvarende måde.
På det sidstnævnte område har udviklingen hidtil peget i modsat retning.
Der er tre konkurrerende kampfly under udvikling, nemlig den britisk-tysk-italiensk-spanske Eurofighter, den franske Rafale og den svenske Gripen.
Eksperterne er stort set enige om, at det er to for meget i betragtning af omkostningerne og det antal eksemplarer, der produceres.
Men Frankrig fastholder sit eget projekt samtidig med, at Eurofighter har fået det store skub fremad fornylig med en ordre fra Tyskland på 180 stk. til en samlet pris af 90 mia.kr. (500 mio. kr. pr stk.!). Det er det tyske Forbundsværns hidtil største rustningsprojekt.

Arbejdspladser dør
Dette er et synligt udtryk for, at rustningssamarbejdet halter: Eurofighter udvikles af to af hovedkomponenterne i Airbus, nemlig British Aerospace og Dasa (Daimler-Benz Aerospace) plus den mindre partner Casa (Spanien) og en af de fremtidige, Alenia (Italien) - mens Frankrig er fraværende.
Den franske konkurrent Rafale produceres ikke af Airbus-partneren Aerospatiale, men af det private firma Dassault. En plan om fusionering af Aerospatiale og Dassault blev iøvrigt lanceret af præsident Chirac i 1996, men den støder på store vanskeligheder.
I det nye samarbejde bidrager Frankrig med store teknologiske og industrielle aktiver, mens de tyske og britiske selskaber udmærker sig ved at være finansielt mere solidt funderede.
Da formålet med restruktureringen bl. a er at undgå overlapning, ved man med sikkerhed, at den vil medføre lukning af fabrikker og tab af arbejdspladser, måske i massivt omfang.
Tyskland har allerede gennemført en stærk koncentration, men den britiske industri fører med hensyn til produktivitet og effektivitet. Mest udsat for indskrænkninger er de franske industrier, men det er problemer, man længe har forberedt sig på.
Prisen for at overleve i den internationale konkurrence er paradoksalt nok, at arbejdspladserne dør i massevis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu