Læsetid: 5 min.

Om evigt liv til celler

19. januar 1998

Den er god nok: cellerne i en menneskekrop ældes og dør på grund af de såkaldte telomere

Nu skulle den være god nok: Det er telomernes skyld.
Efter mere end ti års debat, offentliggjorde en amerikansk forskningsgruppe i fredagens udgave af det videnskabelige tidsskrift Science et banebrydende resultat, der får cellebiologer verden over til at klappe i hænderne. Amerikanerne har - med det nærmeste man kommer et videnskabeligt bevis indenfor cellebiologien - vist, at når cellerne i en menneskekrop på et tidspunkt holder op med at dele sig og dør, så skyldes det, at telomerene bliver kortere og kortere, hver gang en celledeling finder sted.
Selve beviset er relativt simpelt, men det er den bagvedliggende teori ikke. Så lad os starte med den:
En telomer er en temmelig fantasiløs gentagelse af en bestemt rækkefølge af de nucleinsyrer, som er hovedbestandelen i al DNA: thymin (T), adenin (A) og guanin (G).
I mennesket er telomerne sat sammen i den faste rækkefølge: TTAGGG. Denne sekvens gentages et par tusinde gange og udgør dermed en telomer.
Selvom telomerne sidder i DNA'et - arvematerialet - så koder de ikke for dannelsen af proteiner, ligesom selve generne gør. Telomerne danner istedet en slags prop i begge ender af et kromosom, og forhindrer det dermed i at klistre sammen. Telo-meros er således det græske ord for endestykke.

Længden angiver alder
Man har længe mistænkt telomerne for at have en mere kompliceret funktion, end blot at agere prop på kromosomerne.
Det har nemlig vist sig at telomerer ikke har en fast længde: hos babyer finder man lange telomerer i enden af kromosomerne, mens gamle mennesker har korte telomerer. Samtidig påviste den amerikanske forsker Loenard Hayflick allerede i 50'erne, at man ikke kan dyrke menneskelige celler i laboratoriekulturer ud i det uendelige. Efter 60-80 celledelinger går processerne i stå - hos cellekulturer udtaget fra gamle mennesker tidligere end hos kulturer udtaget fra unge.
Disse resultater antydede, at telomerne spiller en central rolle i udmålingen af cellernes levealder. Princippet syntes at være, at for hver kromosomdeling - og ledsagende celledeling - bliver der klippet et lille stykke af telomererne. Når de bliver tilpas korte stopper festen og cellen dør.
Heldigvis er telomerne betydeligt længere i æg- og sædceller, end i resten af kroppens celler. Dermed sikres det, at et nyfødt barn starter forfra i regnskabet, og ikke skal tælle ned fra den samme 'cellealder', som forældrenes celler har.
Alt dette har dog hidtil været spekulationer - der har ikke eksisteret direkte beviser for den tiltalende teori, der relativ simpelt forklarer en del af alderdommens gåde.
Tilhængerne har kunnet vise korrelation mellem alder og længde af telomerer, men om det blot har været et biprodukt af en anden årsagsammenhæng - som når antallet af solgte is per dag korrelerer med antallet af livreddere på strandene - har ikke været klart.

Telomerasen på spil
Modstanderne har på deres side kunnet fremdrage oplysinger, som at Mus musculus - den almindelige laboratoriemus - har teleomerer, der er tre gange så lange som menneskets, men alligevel lever musenes celler ikke tre gange så lang tid.
I det nye forsøg har de amerikanske cellebiologer benyttet sig af enzymet te-
lomerase. Som navnet antyder danner telomerase nye telomere, som hæftes på kromosomerne. Men enzymet findes naturligt kun i kønscellerne - hvilket forklarer hvorfor telomererne er så lange i disse celler - samt i kræftceller.
Telomerase er derfor også blevet udnævnt til hovedårsagen til at kræftceller kan blive ved at dele sig, og dermed vokse helt ude af kontrol. Hvis telomerne i en kultur af kræftceller ikke hele tiden blev forlænget af telomerase, så ville væksten stoppe - ligesom i normale celler.
I løbet af 1997 har man isoleret det gen (hTRT), som koder for den aktive del af enzymet telomerase - og derfor normalt kun er aktivt i køns- og kræftceller.
De amerikanske forskere splejsede genet ind i en laboratoriekultur af normale menneskeceller, som i forvejen ikke kunne danne telomerase.
Resultatet var overbevisende: De celler, der blev splejset med hTRT, fik forlænget deres telomerer, og fik samtidig forøget deres vækstpotentiale. De fik nyt liv. Da forskerne indsendte deres artikel til Science, havde de splejsede celler delt sig 20 gange, efter at de ikke-splejsede var ophørt med at vokse - og de fortsatte deres vækst.
Mere direkte kan telomer-teorien ikke bevises. Hver gang en celle deler sig bliver telomererne cirka 100 sæt nucleinsyrer kortere, og når flere tusinde nucleinsyrer er røget af, holder cellerne op med at dele sig.

Sikring mod kræft
Det vides ikke præcist, hvordan telomererne påvirker cellen, men nu hersker der ikke tvivl om, at de er den udløsende faktor i både ældning og kræft.
Måske er telomerenes fineste rolle i virkeligheden at holde kræftudvikling under kontrol - og når det går galt og mennesker alligevel udvikler kræft, så skyldes det, at vi bærer anlæggene til telomerase, så enzymet kan dannes i vores æg- og sædceller. Det virker som et biologisk trade-off: vi sikrer slægtens videreførsel, mod at tilføre os selv en sygdom.
Det er dog nok en lidt for simpel fremstilling af sagen. De drilske laboratoriemus har nemlig stadig et ord at skulle have indført. Dels er der det - uløste - problem med deres meget længere telomerer, og dels ser det ikke ud til, at telomererne virker som kræftundertrykkere hos musene.
Det kan der være noget fornuftigt i, skriver cellebiologen Titia de Lange i samme nummer af Science. "Siden den telomere barriere mod forlænget vækst først manifesterer sig efter mange celledelinger, er denne mekanisme nok ikke nyttig for et lille dyr, for hvem en to centimeter stor masse af malplacerede celler er livstruende," mener hun. Hos mennesker vil en sådan tumor normalt ikke påvirke folk.
De nye resultater vækker nok berettiget opsigt, men for de mange firmaer, der forsker i at opfinde nye behandlingsmetoder til kræft, sker der ikke nogen omvæltning. De har længe haft en intensiv jagt kørende på stoffer, som kunne tænkes at hæmme telomerase-enzymets aktivitet. Indtil nu har eftersøgningen ikke givet resultater, og kræftpatienter kan derfor ikke forløbig regne med at modtage telomer-behandling. Desuden kan man, som Titia de Lange skriver, ikke regne med at telomerase er alene om at koble nye telomere på kromosomerne hos kræftpatienter. Måske tager andre systemer over, hvis telomerase bliver hæmmet.
Lige så triste udsigter - og nok langt værre - er der for dem, som tror, det evige liv ligger lige om hjørnet. Foreløbig lover de nye resultater blot, at man engang vil kunne tage celler ud af et menneske, for at give dem nyt liv og modificere dem i den ønskede retning (fjerne en sygdom), og derefter sætte dem ind i kroppen igen.
Og det er vel ikke så ringe endda. phy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu