Læsetid: 6 min.

Fænomenet banden og den hovedløse kvinde

10. januar 1998

Det startede nytårsaften i et fremmed soveværelse sammen med en anden...

QLUMMEN
Jeg har mistet hovedet. Iksådan, at det er kappet af, men hjernekapaciteten er nulstillet. Det har imidlertid i sagens natur (jeg kunne jo ikke tænke) været uklart for mig, hvad der var på færde, indtil jeg hørte om Den lille Havfrue. Så kom jeg på sporet.
Det må alt sammen være begyndt for så længe siden, at jeg på grund af hjernetabet ikke kan huske det. Lad mig i stedet fortælle om f.eks. Nytårsaften. Det meste af denne betydningsfulde årsskiftefejring tilbragte jeg i soveværelset i en fremmed lejlighed - sammen med en anden. Mens min mand sad derhjemme i selvvalgt ensomhed og øvede sig i at spille Nintendo, så han kunne slå drengene når de vendte hjem fra fest, var der ikke gået mange minutter af selvsamme fest, før Felix og jeg fik øje på hinanden. Kort efter lykkedes det ham, på sin særlige insisterende facon, at få mig med ind i det bagerste rum. Han lyste mærkbart op ved synet af dobbeltsengen, der gik fra væg til væg.
"Hvad skal vi her?" spurgte jeg mistænksomt. "Lege!" lød svaret, ledsaget af et skævt smil og et løftet øjenbryn.
Det gjorde vi så.
I de korte pauser, hvor jeg måtte ud og styrke mig ved middagsbordet, sludrede jeg med min svenske venindes mand. Han var i feststemning og greb straks sin yndlingsjulegave for at hælde cognac i min suppe. Allerede i november havde hans to sønner på 7 og 10 indkøbt gaven, og med stor selvopholdelsesdrift holdt den hemmelig hele december: En plasticstatue i miniformat af Manneken Pis - den lille nøgne dreng, der står og pisser. Forskellen var, at der i stedet for vand kom cognac ud af blikpikken.
Måske var det dén, der gjorde det. Måske var det Felix i soveværelset. I hvert fald kom vi hele tiden til at tale om parforhold og ægteskab - andres, det er klart, og naturligvis på et helt teoretisk plan. Han begyndte med at fortælle en vits om forplantningens gåde. En lille sædcelle skal for første gang fyres af og lede efter et æg at forene sig med. "Hvad skal jeg gøre?" spørger den lille sædcelle en større mere erfaren sædcelle. "Når du kommer forbi sådan en rund tingest, så skal du bare bore dig ind i den med det samme," lyder svaret. "Jamen hvordan kan jeg kende den, når jeg ser den," klager den lille sædcelle. "Du skal bare spørge: Er du et æg? Og når den siger ja, så slår du til." Tiden kommer, hvor kanonen skal fyres af og den lille sædcelle basker afsted, det bedste, den har lært. Og der går da heller ikke længe, før den kommer forbi nogle runde tingester. "Er I æg?" spørger den begejstret. "Næh," lyder det undrende svar, "vi er Karius og Baktus."

Han så afventende på mig. Jeg lo forsigtigt, men da jeg spurgte, hvordan Karius og Baktus var kommet så galt på afveje, rystede han opgivende på hovedet og skiftede emne.
Han havde godt lagt mærke til mine længselsfulde øjekast efter Felix.
"Har du lyst?" spurgte han.
Jeg bekræftede.
"Og din mand gider ikke?"
"Nej. Han har fået nok," svarede jeg.
Vi sad lidt i tavshed. Felix kom slentrende og rykkede i mit ærme. Han pegede mod soveværelset.
"Hvorfor gør du det ikke bare?" spurgte min svenske venindes mand.
"Det kan jeg da ikke," svarede jeg, rystet.
Så fortalte han om en ham nærtstående kvinde, hvis mand heller ikke gad mere.
"Og da hun altså insisterede, måtte det blive en selvhenter. Det kan du da også bare gøre," opfordrede han.
"Dodo?" fremturede Felix ud for mit øre. I samme øjeblik kom hans far: "Har du lavet lort, Felix?" "Brrmmm," svarede ungen, og pegede på den lyserøde Barbiebil, han havde medbragt.
De forsvandt ud på badeværelset.
"Hvad er en selvhenter?" spurgte jeg.
Det er, forklarede min venindes mand pædagogisk, når kvinden vil have et barn (til) og manden ikke vil, så kan man gøre som i det pågældende tilfælde: Hvis du selv vil tage dig af ungen på alle måder, så kan jeg godt levere råmaterialet, havde manden erklæret. Men, hvad der måske er vigtigere, han havde fastholdt denne position helt indtil nu, hvor barnet er blevet en lang og køn teen-ager.
"Det er ikke noget for mig. Tænk på alt det arbejde jeg får ud af det," erklærede jeg, og vi tømte i stedet resten af cognac-statuen.

Et par dage efter Nytårsfesten sad jeg ved computeren og forsøgte at koncentrere mig om at være klog. De 80 kvadratmeter var spækket med drenge. Den niårige og hans nære ven på 12 fra naboopgangen. Den seksårige, hans ligeledes seksårige ven fra opgangen og en femårig ven fra den gamle børnehave, der var kommet på besøg med sin 40 cm høje lysblinkende og metalskinnende robot. Og så min mand, selvfølgelig, der var ved at møblere et fredeligt kontor-refugium i behagelig afstand af den fireværelsers.
Mens manden i fast rutefart fløjtende bar planter, lysestager, lænestole og lamper ud af døren og hen på 'kontoret', bevægede lejligheden sig gennem stadier af sovesal, lejrskole, spillehal, diskotek, biograf og laboratorium. Da jeg på et tidspunkt trampede bjæffende rundt i scenarierne med computeren i den ene hånd, på udkik efter et frit hjørne, og støvsugeren i den anden, mens jeg forsøgte at fjerne den blanding af grannåle, slikpapir og nytårssnask, der havde bredt sig over alt, greb de store unger et par tiloversblevne truthorn fra Nytårsaften, sprang op på et bord og blæste mig et stykke.
Siden har jeg haft en prop i det ene øre. Faktisk var det den, der så småt gjorde mig opmærksom på, at noget var helt forkert. At der var lidt tomt derinde bag øreproppen - som om kun en knirkende uldbunke lå tilbage dér hvor jeg plejer at mene noget om verden omkring mig.
Men så hørte jeg i radioen, at hovedet var blevet kappet af Den lille Havfrue. Med ét begyndte noget at røre på sig igen, og det første, jeg kom til at tænke på, var selvhenteren.
Når min mand forklarer andre, hvorfor han ikke vil have flere børn, plejer han at sige, at han er blevet for gammel, og at han har et ansvar over for de to drenge, han allerede er far til - den ældste er delebarn og bor i dag mest hos sin mor og hendes nye familie.
Og så er der jo det, slutter han af, at det er drenge. De fylder og vil have deres far på en anden måde, end piger vil, siger han, køber du forresten ind, skat? Hvad siger du? Nej, jeg kan altså ikke køre nogen i skole nu, jeg har en meget vigtig aftale inde på arbejdet.
Herefter plejer jeg, inden jeg kører nogen i skole, at tørre gulvet omkring toilettet, hvor der er blevet tisset over kors, og samle alle boldene, computerspillene og de brugte piberensere op, inden jeg småbrokkende giver nogen noget tøj på og til sidst maser afsted med røde pletter på kinderne. På vej hjem står jeg i kø i Netto for at købe ind.
Det er ikke særlig klogt gjort. Jeg mener - hvis ikke min hjerne var i dvaletilstand, ville jeg nok finde på noget bedre at foretage mig.

I radioen hørte jeg den nye københavnske borgmester for parkeringspladser - og havfruer - Søren Pind kommentere Havfrue-affæren. Han var oprørt. "Nu vil jeg først og fremmest få det her rod i orden," erklærede han kampberedt.
I samme øjeblik dæmrede løsningen på borgmesterens mystiske havfruerod for mig - og du må gerne hugge den, Søren: Det er feromon-banden, der har været på spil. I årevis har de på den mest charmerende måde ladet deres inciterende mande- og drenge-dufthormoner smyge sig om tilfældige kvinder, mig for eksempel, og resultatet har været åndelige hjernedrab. Når de nu finder det nødvendigt at gå til håndgribeligheder, har det tydeligvis stor symbolværdi: De ønsker at blive afsløret. Se blot på det geniale dæknavn, de valgte sig, da de faxede deres tilståelse til pressen - Radikal Feministisk Fraktion.
Raffineret.
De er trætte af at finde på platte vittigheder, tisse over kors, spille bold i stuen, smide med brugte piberensere, gå til vigtige møder og glemme at købe ind for at få vores opmærksomhed. De vil bare elskes som dem, de er.
Det er sgu i orden med mig, drenge.
Måske skulle jeg alligevel overveje en selvhenter.
Det kunne jo være, at det blev en dreng til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her