Læsetid: 4 min.

Færørapport: En Ikea-stol der ikke er samlet

19. januar 1998

Vi overlades hver især til at lægge et puslespil, mener ministeransvarseksperten,
dr. jur. Jens Peter Christensen

Den særlige undersøgelsesform betyder, at resultatet af Færøbank-undersøgelsen bliver sværere anvendeligt end resultater af tidligere undersøgelser, som dommere og andre jurister har stået for. Og formentlig bliver kommende undersøgelser også lettere at anvende end Færø-rapporten, når der skal placeres et ansvar.
Det vurderer lektor, dr. jur. Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet. Han forsvarede i sommeren 1997 sin doktordisputats "Ministeransvar" om netop de senere års mange undersøgelser af "sager".
"Færøbank-undersøgelsen er rent faktuel. Vi overlades hver især til at lægge et puslespil. For at få retlige konklusioner ud af det, skal man lægge brikkerne rigtigt sammen. Hvis undersøgelseskommissionen havde foretaget retlige vurderinger, var der givet en brugsanvisning på, hvordan vi får brikkerne til at passe sammen," siger Jens Peter Christensen, der sammenligner rapporten med "en Ikea-stol, der ikke er samlet".

Undersøge og klarlægge
Loven om undersøgelse af den færøske banksag fra sommeren 1995 fastslår i paragraf 2, at undersøgelseskommissionen skal "undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb".
I stk. 2 hedder det, at "Undersøgelsen skal kunne give grundlag for, at det efterfølgende kan vurderes, om der kan gøres et retligt ansvar gældende over for involverede myndigheder, virksomheder og personer."
Dermed er loven altså formuleret væsentligt blødere end eksempelvis kommissoriet for højesteretsdommer Mogens Hornslets undersøgelse af tamilsagen. Han fik til opgave at undersøge, "om nogen i offentlig tjeneste eller hverv under sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført".
"Færøundersøgelsen er den første siden 1980, som har været rent faktuel, og som eksplicit ikke har måttet foretage en juridisk vurdering. Den er kommet lige efter den ophidsede debat oven på Pontoppidans brev" siger Jens Peter Christensen.
I 1993 satte højesteretspræsident Niels Pontoppidan i et brev til Folketinget spørgsmålstegn ved højesteretsdommeres medvirken ved dommerundersøgelser.

Retssikkerheden
I kølvandet på tamilundersøgelsen viste der sig en udbredt bekymring for involverede embedsmænds retssikkerhed og for, at selve resultatet af en undersøgelse kunne få karakter af en egentlig dom.
"Selvfølgelig skal vi ikke have en dom. Men når rapporten skal være rent faktuel, får vi en situation, hvor de, der kender faktum bedst - nemlig undersøgelseskommissionens medlemmer - har forbud mod at udtale sig om det juridiske," siger Jens Peter Christensen, der betegner paragraf 2 i loven om Færøbank-undersøgelsen som "et hus i splid med sig selv" og "det bedste man kunne lave, hvis man på én gang vil blæse og have mel i munden".

Nørrebro
Undersøgerne af urolighederne på Nørrebro i København den 18.-19. maj 1993 har derimod - i et kommissorium lavet efter Færøbank-undersøgelsens - fået til opgave at foretage egentlige juridiske vurderinger.
Jens Peter Christensen var medlem af det såkaldte Nordskov Nielsen-udvalg, hvis arbejde mundede ud i et forslag til lov om undersøgelseskommissioner, som Folketinget førstebehandlede i onsdags.
I lovforslagets paragraf 4, stk. 4 står, at en undersøgelseskommission kan "få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge embedsmænd draget til ansvar".
"Man kan godt undgå, at undersøgelsens resultat bliver en dom, hvis undersøgerne undgår at formulere sig mere bastant, end der er grundlag for," siger Jens
Peter Christensen.

Dommere
Ifølge lovforslaget kan dommere medvirke i fremtidige undersøgelser, men det fremgår af bemærkningerne, at "det forudsættes i så fald, at den pågældende er byretsdommer eller eventuelt landsdommer". Højesteretsdommere skal altså ikke være med i undersøgelser fremover.
Jens Peter Christensen mener imidlertid ikke, at hensynet til at undgå den frygtede "domsvirkning" er altafgørende. Han peger på, at meget i visse sager kunne tale for en højesteretsdommer som den rette undersøger:
"I en ny tamilsag kunne man diskutere, om det ville være tilfredsstillende at sætte en landsdommer til at undersøge den. Problemet opstår, hvis nogen kan sætte spørgsmålstegn ved, om landsdommeren har været bange for, hvad han kunne skrive. En landsdommer, der er så dygtig, at han udpeges som undersøger, kunne godt tænkes at overveje, om han kan blive højesteretsdommer," siger Jens Peter Christensen, der gerne havde set, at den kommende lov holdt muligheden åben for, at højesteretsdommere indgik i undersøgelser.

På listefødder
Hvis lovforslaget vedtages, vil det danske demokrati "have noget, som et meget langt stykke svarer til det, man har haft": "Men der ligger nogle besværgelser i lovforslagets bemærkninger og i udvalgets betænkning om, at man skal iagttage, at der ikke er tale om nogen dømmende myndighed," siger Jens Peter Christensen, der som noget positivt fremhæver, at implicerede embedsmænds retsstilling er klargjort og forbedret.
"Det betyder, at hvis en undersøger mener, at der er tale om en retlig forseelse - som Hornslet, der mente, at udlændingeloven klart var brudt - skal han selvfølgelig skrive det. Men hvis man er i tvivl, skal man ikke være for skråsikker," siger Jens Peter Christensen, der også mener, at debatten oven på tamilrapporten vil give fremtidige undersøgere en "tilbøjelighed til at gå mere på listefødder".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her