Læsetid: 5 min.

Familie fanget i socialt sikkerhedsnet

16. januar 1998

Dødstruet hovedvidne i argentinsk retsopgør er flygtet til Danmark for anden gang. Her sidder han godt fast i det sociale sikkerhedsnet

"Vi forlod Argentina som flygtninge. Da vi landede i Kastrup var vi sociale tilfælde."
Sådan beskriver den danske statsborger Luis Alberto Urquiza sin families situation. På tredje måned bor han med sin hustru og deres to døtre på et center for midlertidige husvilde.
I efteråret flygtede familien fra Argentina med støtte fra den danske ambassade i Buenos Aires, fordi Luis Urquiza blev truet på livet. Nu bor de fire mennesker på to små værelser med i alt to senge. Børnene på syv og otte år har ikke været i skole i over to måneder.
Historien går tilbage til militærdiktaturet i Argentina i 1976-1983, hvor Urquiza blev tortureret på grund af sin politiske overbevisning. Han flygtede til Danmark og fik efter en årrække et dansk statsborgerskab.
For fire år siden rejste han med sin familie tilbage til Argentina. Men fortiden indhentede ham, og mordtruslerne begyndte forfra. Derfor flygtede han for anden gang i slutningen af oktober.
Men Dansk Flygtningehjælp kan ikke hjælpe ham og hans familie til et sted at bo og et stabilt liv, sådan som man normalt hjælper flygtninge. Hans danske statsborgerskab betyder, at han hører under sociallovgivningen.
Urquiza og hans familie er blevet sociale klienter i Københavns kommune. Og her ligger lejlighederne ikke frit på hylderne, siger en kontorchef i boliganvisningen. Derfor må familien væbne sig med tålmodighed og holde ud at bo i de to værelser på cirka otte kvadratmeter, hvor forældrene sover på gulvet.
Det er ikke let, fortæller Urquiza. Selv har han totalt mistet gejsten. Engang havde han sin egen forretning; nu begrænser hans initiativ sig til at lede efter et hjem til familien samt sørge for, at de syv- og otte-årige døtre kommer i skole. Han tager nervemedicin og går til psykolog.

Trætte af at vente
Familiens to små værelser ligger i en barak i et KFUM-center på Amager. I fire store kufferter stablet på gulvet har familien sine ejendele. De andre beboere på centret er boligløse, psykisk syge og narkomaner, siger Urquiza.
Hans familie har boet på centeret siden den 3. januar. Før boede den to måneder på et lignende center i Fakse Ladeplads. Dengang gik børnene ikke i skole. Nu er de lige begyndt på en skole på Amager, hvor de kan være, indtil familien finder et sted at bo. Pigerne taler kun spansk; den yngste forstår end ikke dansk.
Familien er frustreret. De voksne er trætte af at vente. Men som kontorchef Eigil Stephansen fra Københavns boliganvisning siger, så kan man ikke bare trylle en lejlighed frem. Han medgiver dog familien, at forholdene er kummerlige og uværdige.
"Det chokerer mig, at de ikke har en seng hver at sove i," siger han til Information.
Når man spørger KFUM-centrets leder, hvorfor to af familiens medlemmer skal sove på en madras på den beskedne gulvplads, svarer han, at det skal de da heller ikke.
"Alle har senge her. Endda gode senge," siger Clausen.

Tortureret af kolleger
Luis Urquiza er født og opvokset i Argentina. Da militæret i 1976 kuppede landet, arbejdede han som politibetjent. Han var blandt de mange tusinde, som hurtigt blev arresteret.
Urquiza sad i koncentrationslejr, hvor han blev tortureret. Han genkendte stemmerne på sine kolleger i politiet.
I 1979 kom Urquiza for en militærdomstol, og da man ingen beviser havde mod ham, blev han løsladt. Men overvågningen og forfølgelserne hørte ikke op. Derfor flygtede han året efter til Danmark.
Her vidnede han mod sine bødler til en undersøgelseskommission. Hans vidneudsagn blev refereret i en bog om diktaturet, hvilket flere år senere skulle koste ham dyrt.
Efter nogle år i Danmark, hvor Urquiza levede som smykkesælger, blev han dansk statsborger. Han giftede sig med færøske Marjun Dahl, og sammen fik de to døtre.
I 1983 vendte demokratiet tilbage til Argentina, og præsidenten lagde låg på diktaturtidens forbrydelser. Urquiza begyndte at savne sit hjemland, og i 1994 flyttede han tilbage med sin familie.

Indhentet af fortiden
Det gik godt i tre år. Ægteparret havde egen butik, og de var glade for at bo i landet. Men i foråret 1997 blev en massegrav fra diktaturets dage afsløret. Sagen kørte i medierne, og Urquizas navn blev nævnt. Man havde fundet hans 14 år gamle vidneudsagn i en bog, og nu blev han udråbt som den, der kunne vidne mod chefen for efterretningstjenesten, som man mente var ansvarlig for massegraven.
Urquiza blev chokeret over offentliggørelsen af hans navn. Og da anonyme stemmer begyndte at true ham på livet i telefonen, valgte han at stå frem og vidne. Familien mente, at sikkerheden var størst, hvis den befandt sig i mediernes søgelys.
Truslerne og forfølgelserne tog imidlertid til. Den danske ambassade og myndighederne hjalp familien til at få to livvagter. Men situationen var uholdbar. Ingen turde længere at handle i Urquizas butik, og til sidst kollapsede familiens økonomi.
I slutningen af oktober '97 hjalp den danske ambassade familien med at flygte tilbage til Danmark.
En lang flyvetur senere landede familien, økonomisk ruineret, i Danmarks sociale sikkerhedsnet. Det eneste, de bragte med sig, er tøj og en stor privat gæld.
Luis Urquiza fortæller, at han var glad for at bo i Danmark i den første måned, selv om rammerne var et center for hjemløse i Fakse Ladeplads. For første gang i flere måneder kunne han sove igennem om natten. Men nu, næsten tre måneder efter, har han ikke længere plads nok på familiens to små værelser.
Urquizas første sagsbehandler havde glemt at indstille familien til kommunens boligansøgningsudvalg. Det er først sket her i januar. Familiens egne forsøg har endnu ikke givet resultat. Marjun Dahl siger lidt opgivende, at hun har talt med en anden beboer på centret, der nu har ventet i et år.
Hun er sygeplejerske af uddannelse, og chancerne for at få et job i København er gode. På spørgsmålet om, hvorfor hun ikke prøver at komme i arbejde og væk fra barakken, svarer hun, at hun ikke kan finde overskud til at arbejde, som familiens situation er. Hendes mand siger det samme.
Kontorchefen på boliganvisningen i Københavns Kommune fortæller, at det er umuligt at sige, hvornår der bliver en lejlighed ledig til familien. Det er ikke ualmindeligt, at der går flere måneder.
Urquiza har skrevet breve både til folketingsmedlemmer og ministre for at bede om hjælp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her