Læsetid: 4 min.

Familiernes katastrofe

23. januar 1998

Atom Egoyans besættende 'The Sweet Hereafter' er en fortælleteknisk kraftpræstation om tab, sorg, skyld og betændte familierelationer

NY FILM
Hvordan anmelder man en film uden at røbe, hvad den handler om? En praktisk talt umulig opgave, men i tilfældet The Sweet Hereafter - den seneste film af armensk-canadieren Atom Egoyan - er det absolut nødvendigt i det mindste at forsøge at bevare sløret så nogenlunde intakt. De, der har set traileren, ved for så vidt allerede for meget, for alfa og omega er her at møde fuldstændig uforberedt op og lade sig overraske af filmens nøje koreograferede afsløringer.

Narrativ striptease
Da Egoyan i 1994 var i København i forbindelse med premieren på Exotica, sammenlignede han sin måde at fortælle på med striptease, og var Exotica striptease, så er The Sweet Hereafter det endnu mere, selv om der ikke er nogen letpåklædte kvinder, og slet ingen bare mænd. Det er filmen selv, der er én lang striptease. Dengang forklarede Egoyan, at han inspireret af Roland Barthes forsøgte at afsløre historiens centrale elementer gradvist og ganske langsomt, ligesom en stripteasedansers klædningsstykker falder ét efter ét. Egoyan sagde i den forbindelse bl.a, at "Barthes' idé om afsløringen som proces og den kraft, der ligger i selve processen, sammenlignet med det, som faktisk afsløres, er virkelig helt fantastisk. Tekstens karakter af gradvis afsløring er i sig selv mere forførende end den faktisk skjulte genstand."
Derfor skal tilskueren have lov at møde en fuldt påklædt film - og da den udspiller sig om vinteren i det nordlige Canada, er den ganske varmt klædt på, - for til fulde at kunne nyde den på én gang æggende, svimlende og chokerende følelse, der følger med hvert enkelt tøjstykkes fald, hver enkelt ny information, hver enkelt yderligere blot-læggelse af et drama, vi efterhånden aner de grusomme konturer af.

Familierelationer og skyld
Jeg afslører næppe for meget ved kort at referere filmens åbning. Under forteksterne bevæger kameraet sig langsomt langs ru gulvbrædder frem mod den arketypiske gruppe: en kvinde, en mand og et lille barn, der ligger sammen på en madras på gulvet. Derfra klippes til en bil-vask, hvor en mand (Ian Holm) sidder inde i bilen, mens de store koste hvirvler om kap med sæbeboblerne uden for vinduerne. Hans mobiltelefon ringer. Det er datteren Zoe, der, forstår vi, er narkoman, og der klippes til den boks, hun ringer fra, mens der sker en lyssky transaktion i baggrunden. Derfra klippes tillige til en markedsplads, hvor en ung pige synger fra en balustrade, og tilbage igen til manden i vaske-tunnelen. Maskineriet er løbet løbsk, og lemfældigt beskyttet af en paraply må han kæmpe sig ud af vandmasserne.
Derpå følger vi hans ankomst til et motel, hvor han præsenterer sig for ejerne som advokat, og vi forstår gradvis, at ejerparret har mistet deres søn. Også andre af byens beboere har tilsyneladende mistet deres børn, og advokaten forsøger at placere en eller anden skyld. Gradvis, ved sådanne drypvise informationer løftes sløret for den grufulde katastrofe, der har ramt det lille samfund i den canadiske ødemark. Det handler dels om forældre, der på den ene eller den anden måde har mistet deres børn, dels om behovet for at forstå og forklare det uforståelige og uforklarlige, at placere skyld og ansvar for den ulykke og efterfølgende sorg, der måske blot er opstået som følge af en ulykkelig tilfældighed.

Rottefængere?
På overfladen har The Sweet Hereafter ikke meget tilfælles med Egoyans øvrige film. For det første er den en filmatisering - af Russell Banks' roman af samme navn. Og til forskel fra Family Viewing, Speaking Parts, The Adjuster, Calendar og Exotica, der alle var skrevet af Egoyan selv, er der her ingen kobling mellem sex og død, ingen tematisering af berøringsangst og moderne medier eller af forholdet mellem identitet og billeder - ikke umiddelbart i alt fald, men måske nok på et dybereliggende plan.
Skuespillerne agerer mere elastisk og nuanceret, mindre tilmålt end i de andre film. Flere af dem er gengangere fra de tidligere film - det gælder Egoyans kone, Arsinée Khanjian, men også bl.a. Bruce Greenwood, som spillede hovedrollen i Exotica og i øvrigt kendes fra tv-serien Nowhere Man. Ny på holdet er den engelske karakterskuespiller Ian Holm, der yder en fremragende præstation som advokaten, der søger at bearbejde sin egen sorg ved at kanalisere andres ulykke ind i juraens betryggende paragraffer.
Bortset fra svimlende helikopterture ud over det sted, som skal vise sig at være fortællingens 'allerhelligste' - hvilket vi måske gysende aner relativt tidligt, men ikke får vished for før langt senere, er stilen mere prunkløs og upåfaldende, end vi er vant til fra Egoyans side. Til gengæld væver han ubesværet forskellige tidsplaner sammen og giver helheden en nærmest mytisk dimension ved stadige referencer til Robert Brownings digt Rottefængeren fra Hameln.
The Sweet Hereafter, der fik både Juryens Grand Prix, den internationale Kritikerpris og den økumeniske pris ved sidste års Cannes-festival, er en på én gang legende let og uhyre kompleks film, der kan læses på mange niveauer. Bl.a. kan man spørge, hvem filmens rottefænger er. Er det advokaten, der lokker det lille samfunds indbyggere til at anlægge en sag, de ikke havde drømt om overhovedet at se som en sag? Eller er det Egoyan selv, der med denne besættende film lokker tilskueren til en uforglemmelig narrativ striptease-oplevelse? I så fald danser man gladeligt efter hans magiske fløjte, helt ind i smertens mørkeste hule.

*The Sweet Hereafter - Tiden efter. Instruktion: Atom Ego-yan. Manus: Atom Egoyan efter Russell Banks' roman af samme navn. Canadisk. 110 min. (Grand, Palads Teatret/Århus, Café Biografen/-Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu