Læsetid: 7 min.

Farbror Peters jul

3. januar 1998

En gammel mand kom på besøg og fortalte historier fra gamle dage. De rigtige gamle dage, vel at mærke, ikke de gode

QLUMMEN
Min mors farbror Peter på 85, synes åbenbart, han bør tage sig af min mor og hendes tre døtre, efter at min far døde i foråret. Så han inviterede sig selv til jul og sad for bordenden i den brogede flok af enlige kvinder og enlige mødre, som min mor, mine to søstre, tre kusiner og jeg udgør.
Farbror Peter viste sig at være en guldgrube af historier. Han er født på det husmandssted, jeg har et gulnet fotografi af: Foran et stråtækt, hvidkalket hus står Jacob Friis Andreasen med Karen Marie, de første fire af deres 11 børn og farbror Peter i den runde mave. Gården lå i udkanten af Vorbasse i Sydjylland, ude på de sandede jorder, der ikke kunne brødføde familien.
Da Peter blev ti år kom han ud at tjene som jorddreng på en nærliggende gård - hvilket hans ældre søskende syntes var pylret sent; de kom ud at tjene, så snart de kunne gøre nytte. Derfor er Peter indædt modstander af børnearbejde, "det skal være forbudt at rende med aviser før man er fyldt 14 år", sagde han med en indignation, der klang af for sent i seng efter dagens arbejde, for tidligt op klokken fire og hjælpe med malkningen, og falden i søvn på skolebænken.
"Al min forstand fik jeg, da jeg kom på Børkop Højskole", understregede han med stolthed.

For den anden ende af julebordet sad min mor som en anden levende erindring om, hvor rædselsfulde de gode gamle dage har været. Hun fik sit første del-gebis som 14-årig, efter at hendes far i arrigskab slog hendes fortænder ud - det var før børnebankning blev en ugleset del af dansk kulturarv - og kom i ulykke da hun var 17. Ved bordets langside sad det heldige resultat af ulykken: min storesøster. Hendes og de to af kusinernes sønner rendte rundt i lejligheden som glade beviser på, at skylden og skamfuldheden ved at være enlig mor er forsvundet siden 50'erne. Forsvundet sammen med den økonomiske fattigdom, farbror Peter kun lige har stukket snuden over i sit liv som arbejdsmand, og som også min søster på 49 kender fra sin barndom hos mormor og morfar - den tids almindelige børnepasningsløsning for enlige mødre. De havde lokum i gården, og fik først radio i 1960 da hun var 12.
En fattigdom, jeg selv husker resterne af på Nørrebro, hvor familien på to voksne og tre børn boede de første seks år af mit liv i en halvandenværelses med køjesenge i kammeret, sovesofa i stuen, et isskab i køkkenet, der blev holdt køligt af de store klare isblokke, med smukke krystaller i midten, vi hentede nede hos ismejeriet. Og vi var en helt almindelig arbejderfamilie. Alle de andre familier boede i den slags lejligheder, som studerende nu bebor alene.
Man kan mene meget ondt om fagbevægelsen i anledning af LO's 100 års jubilæum, men ved julebordet sendte jeg nu en stille tak til det forgangne århundredes frontkæmpere: Tak for badeværelserne, for det dobbelte antal kvadratmeter, hver dansker har fået til rådighed siden 50'erne, for køleskabene, støvsugerne og vaskemaskinerne, fjernsynene og velfærdsstaten med alle dens skrøbeligheder, fejl og mangler.

Velfærdssamfundet har nu ikke jaget det levede livs fattigdom ud af farbror Peters rygrad. Han spurgte interesseret til vores liv.
"Hvordan kan det være, at sådan en køn pige som dig ikke er gift", forhørte han pigerne, som han kalder os - upåvirket af vores modne kvindealdre mellem tredive og halvtreds. Efter en dags tid gik det op for mig, hvad det egentlig var han spurgte efter: Kan vi klare os selv, når vi ikke har en mand til at forsørge os?
Jeg blev helt fortjust i den gamle mand. Uden at have andet at øse af end gode råd, repræsenterer han de smukke og fine sider af et smuldret patriarkat: Omsorgsfuldheden over for kvinder og børn, der jo i det system er helt afhængige af mænds pligt- og ansvarsfølelse.
Men kvindeflokken omkring bordet forsørger sig selv - i trange tider har staten gjort det - hvilket beroligede ham. Og lunt bemærkede han på andendagen af vores bekendtskab:
"Når du ikke har en mand, er det vist fordi du er så selvstændig, at du er svær at få ind under vingen."
"Ind under vingen"! Peter ved slet ikke, hvor præcist han i den sætning på en gang rammer min kvindelige omgangskreds yndlingsforklaring på, at kvinders enlighedsprocent stiger nogenlunde i takt med længden af deres uddannelse, og sætter ord på samme kvinders indre trygheds-lyst-trang-behov og længslen efter en mand med stort vingefang.

En anden udgave af faderlig bekymring mødte jeg hos en ven, der har to døtre. Den ældste på 12 har fået Piger 1998 fra Carlsens forlag i julegave - ifølge faderens beskrivelse en farverig tryksag, om kærlighed, horoskoper, make-up og en fremtid som sygeplejerske eller skuespillerinde. Min ven vil selvfølgelig gerne give sine piger en opdragelse, der gør dem i stand til at klare sig selv - han er nemlig vokset op i den tid, hvor patriarkatet er smuldret, og ved at tøserne bliver nødt til at tage langt sydpå for at finde en mand, der vil forsørge dem - og han lød faktisk helt ked af, at hans datter med så stor fornøjelse slugte den slags smudslitteratur om udseende og traditionelle kvindesysler.
Det lød også for galt i mine ører, så jeg spadserede kampberedt til ideologikritisk analyse hen til nærmeste boghandel og købte Piger 1998. Denne mellemting mellem et magasin og en bog indeholder blandt andet masser af kloge ord om venskaber, pennevenner, kærlighed, forelskelse, håndtering af eksamensskræk, kropsbevidsthed, omgang med vanskelige forældre, foruden madopskrifter, reglerne for Canasta, en lille novelle, interviews med børn, der har foretaget en spændende rejse eller haft en hovedrolle i et teaterstykke, samt en lille personlighedstest, der kan give et fingerpeg om hvilket job, man egner sig til (jeg prøvede den og den viste, at journalistik lå lige for!). Og så altså horoskoperne.
Med andre ord er Piger 1998 en pædagogisk pige-udgave af de dameblad, der ryger over disken i hundredetusindevis hver uge. Nu foretrækker jeg selv at tilbringe en aften i selskab med Economist fremfor Alt for Damerne, men det rokker ikke ved, at pigebogens og damebladenes temaer altid præger dagsordenen ved mine venindesammenkomster.
Og så var det jeg blev i tvivl om min ven overhovedet har gjort sig klart, hvad det er, der gør piger til de kvinder, han sætter stor pris på. Mig bekendt har han intet mod udkommet af vores anstrengelser foran spejlet, eller den kvindekloghed, der er resultatet af mange års øvelse i at analysere og verbalisere intime menneskelige relationer. For nu ikke at tale om den vej til mandens hjerte, der går gennem køkkenet.
Med fare for at bevæge mig ud på det lommefilosofiske overdrev tolker jeg hans reaktion på sin datters julegave, som uformuleret ubehag ved at opdage, at kvindelighed ikke er ren natur. Denne frække påstand kræver en forklarende omvej: For år tilbage boede jeg i et stort kollektiv blandt andet sammen med en ti-årig pige. Det var rent ud sagt pinagtigt at se hende og veninderne gebærde sig, især når en anden af husets beboere, en dreng på 14, var hjemme med sine kammerater. Pigerne vimsede, svansede, finkede, kvidrede. Og det pinlige lå i, hvor nemt det var at se, hvor de hentede deres forbilleder: Pigerne øvede sig såmænd bare ihærdigt på at opføre sig som husets voksne kvinder. De havde bare ikke lært rollen endnu, men over- eller underdrev, så man fik samme fornemmelse af at se sit eget groteske spejlbillede, som når man kigger ind i de bølgede spejle i Tivolis spejlglassal.

En helt tredje udgave af faderlighed kunne man se på tv torsdag aften kl. 19.15 da statsministeren holdt nytårstale. En fremragende præstation, som skuespil betragtet: Det har kostet mange timer hos en talepædagog at få indlært rytmen, artikulationen, intonationerne, håndbevægelserne, de små velplacerede nik. Kun nogle undertrykte smil i mundvigene, gav i splittede øjeblikke fornemmelse af, at nu stod
Poul uden for sig selv og morede sig over, hvor dygtig han var blevet til at spille sin rolle som statsmandsminister.
Talens afsnit om børnefamiliernes stressede hverdag, om de små søvndrukne børn alt for tidligt på vej til institutionen bag på mors cykel, om at give børnefamilierne mere tid, uden at det gik ud over deres arbejdsliv, nærmede sig det gribende. Hvis det altså ikke lige havde været et skuespil.
For måske mener Poul eller Nyrup eller Rasmussen, hvad denne statsfarmandsminister sagde, men hans ord står i dirrende modsætning til den Budgetredegørelse, som regeringens finansminister præsenterede sidste forår: Her er et samfund med mere fritid stillet op som skrækvision over for arbejdssamfundets øgede velstand. Ligesom ordene hænger dårligt sammen med at regeringen har nedsat ydelsen til folk, der går på forældreorlov.
For mine vens døtres skyld håber jeg, at statsfarmandsministeren ord bliver til praktiske politik. Det er nemlig helt afgørende for, hvordan min vens døtre klarer deres fremtidige balancegang mellem et spændende selvstændigt arbejdsliv og lysten til at krybe ind under en vinge og få børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her