Læsetid: 4 min.

Den fejlfrie bank

20. januar 1998

"Det er Den Danske Banks opfattelse, at Statsministerens og visse dele af pressens hurtige og meget frie fortolkning af undersøgelseskommissionens beretning uberettiget har gjort Den Danske Bank til den store skurk i Færø-sagen."
Pressemeddelelse fra banken

DEN DANSKE BANK har ikke gjort noget forkert. Banken har ikke afgivet urigtige oplysninger. Og der kan ikke rettes krav mod banken for noget som helst i forbindelse med Færø-sagen. Det er meldningen fra bankens ledelse.
Erklæringen om det totale fravær af egen skyld er samtid brugt som indledning til oplysningen om, at banken frivilligt vil gå med til, at der udmåles en kompensation. Den model, banken foreslår, vil ifølge direktør Peter Straarup kunne give en kompensation på 200 til 250 millioner kr.
Hvorfor forfulgte uskyldigheder skal betale en kvart milliard i erstatning til nogen, der end ikke er blevet snydt, kan forekomme mærkværdigt. Man kan ligefrem kalde det betænkeligt:
Hvis man skal til at betale en kvart milliard, når man er helt fejlfri, hvad kan så selv en mindre fejl ikke løbe op i. For slet ikke at tale om en ordentlig bommert. Den vil nemt kunne stå i mange milliarder.

EN ANDEN mærkværdighed i Den Danske Banks selvforsvar er den stærke vægt, der lægges på, hvor misvisende et korrekt aflagt bankregnskab kan være. Også selvom det stort set lige er ankommet fra bogtrykkeren.
Om få uger er de danske banker klar med deres årsregnskaber. De vil blive offentliggjort med en blank revisionspåtegning og med balancer, der alle opfylder lovens solvenskrav til punkt og prikke. Sådan var det også med 1992-regnskabet for Føroya Banki. Det lignede ikke regnskabet for en bank i meget stor nød. Men det var det.
Kommissionsundersøgelsen vurderer, at banken i marts 1993 rent faktisk var insolvent. Men det er slet ikke det samme som at sige, at 1992-regnskabet var forkert. Siger Den Danske Bank.
Det kan den meget vel have ret i. Sådan helt formelt og regnskabsteknisk. Men skal 1992-regnskabet fra Føroya Banki kaldes korrekt, har Den Danske Bank i praksis udsendt en alvorlig advarsel mod alle bankregnskaber. De er nemlig ikke til at stole på. Siger landets største bank.

TILBUDDET FRA Den Danske Bank må ses som en investering i at få flyttet projektørlyset. Dette forsøg på at lette presset på banken er teknisk udformet ganske fikst. Pointen er, at fokus i beregningen skal være forskellene mellem Føroya Banki og Sjóvinnubankin. Hvis det kan påvises, at de aktier, Den Danske Bank afgav, var mere tabsgivende end dem, man tog i bytte, vil banken kompensere.
Efterkalkulen er ikke helt enkel - og sikrer da ihvertfald en gruppe revisiorer beskæftigelsen i et par uger. Men værre er det, at sagens kerne ikke er, om den ene bank var bedre end den anden.
Aktierne i begge banker var på ombytningstidspunktet i realiteten værdiløse. Den Danske Bank byttede værdiløse aktier i Føroya Banki med værdiløse aktier i Sjóvinnubankin.
Det helt centrale var, at Den Danske Bank dermed kom ud af sin moderselskabs-forpligtelse. Nu havde den ikke længere nogen datterbank, men blot minoritetsposter i to banker.
Og netop fritagelsen fra at hjælpe datteren på fode var selvfølgelig det, Den Danske Banks målrettede forhandlere gik efter. Hvormed de sparede deres moderbank for at skyde omkring en milliard ind i en redningsaktion for Føroya Banki.

PROBLEMET med Den Danske Bank er dog ikke, at de dengang i 1993 førte alle og enhver bag lyset med urigtige oplysninger. Jo vist snød de da slemt på vægten et par gange - og Peter Straarup har utvivlsomt været langt ude i sit forsøg på at berolige Landsstyret med, at der ikke var behov for mere kapital.
Men det, der er galt i relation til banken, er først og fremmest tre andre ting:
For det første fik Den Danske Bank slet ikke et tilstrækkeligt stærkt og kvalificeret modspil dengang i februar og marts 1993. Finansieringsfonden, Finans-tilsynet, Nationalbanken og regeringen kunne i fællesskab have sikret, at Den Danske Bank blev på Færøerne og stod ved sin datterbank.
Eller som minimum at banken betalte langt dyrere for at slippe af "krogen".
For det andet faldt banken så for fristelsen til at udnytte svagheden hos modparten. En forståelig handling måske - men set i bakspejlet en dumhed.
Det tredie - og værste - er imidlertid, at banken er blevet dybt inficeret af det politiske livs tilbøjelighed til at benægte og bortforklare fejl.

DET ER hævet over enhver rimelig tvivl, at banken var for smart i de afgørende måneder i 1993. Det kan måske forklares og undskyldes ved det hårde pres, banken netop dengang var under på grund af milliardtab på hjemmebane.
Men banken har ved flere senere lejligheder haft mange muligheder for at gøre skaden god igen.
Dermed deler banken skæbne med affærens politiske hovedansvarlige - Statsministeren og Finansministeren.
De undveg dengang at konfrontere Den Danske Bank.
De undveg at sætte færingerne ind i situationen. Villige embedsmænd muliggjorde, at en "løsning" kunne lempes igennem bag lukkede døre.
De fadæser, der hermed blev begået, kunne måske undskyldes. Det ubærlige er, at regeringen ikke har brugt de 17 lejligheder, der har været til at rette op på skaderne.
Mon sagens hovedpersoner aldrig bliver trætte af at løbe fra ansvaret.mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her