Læsetid: 4 min.

FILM

22. januar 1998

*Michael Caine topper en ganske imponerende rolleliste i denne engelske krigs-kriminalfilm om en gruppe nazi-agenters ihærdige forsøg på at snigmyrde premierminister Winston Churcheill. Det sker i 1943 i en afsides beliggende landsby i det østlige England, hvor Churchill formodes at tilbringe en weekend. Michael Caine er falskærmsofficeren Kurt Steiner, der leder operationen, Donald Sutherland en irer, som slutter sig til operationen, og Robert Duvall en tysk efterretningsofficer, som trækker voldsomt i trådene. Desuden medvirker Jenny Agutter, Donald Pleasance, Sven-Bertil Taube, Judy Geeson og minsandten også vores allesammens J. R., Larry Hagman. Så der er nok af kendte ansigter her i John Sturges' solide instruktion.
The Eagle Has Landed/ Ørnen er landet. TV2, fredag kl. 22.40-00.50

*Robert Mulligan lavede i sin tid det velmenende glansnummer Dræb ikke en sangfugl og kan være lidt klæg i kanterne. Men denne film om to teenagesøstre i 1950'ernes Sydstats-sommer er måske hans bedste. En kønt afrundet og meget sikkert fortalt historie om to drømmeriske provinspigers første møde med afgørende livsrealiteter: forelskelsen, skinsygen og sorgen. Dani på 14 misunder storesøsteren Maureen hendes 'faste ven', indtil hun forelsker sig i den 17-årige nabofyr Court og oplever en hel klynge af nye kildrende følelser. Også jalousien, da Court begynder at interessere sig for søster Maureen. - Det kan måske lyde lidt teenagetrivielt, men Mulligan og hans manuskriptforfatter Jenny Wingfield (der har brugt egne erindringer) lader de finere følelseskrusninger styre et neddæmpet, smukt kontrolleret forløb. Og Reese Witherspoon og Emily Warfield er troværdige søskende helt ud i deres ret ens bløde, ufærdige ansigtstræk og skikkelser. Som forældrene ses Sam Waterston og Tess Harper. Her er en fin modvægt til strømliniede amerikanske serier om teenagekærlighed, her er den ægte vare præsenteret med indsigt og kærlighed til personerne.
The Man in the Moon/ Til manden i månen. DR 1, lørdag kl. 12.55-14.30

*David Zucker prøver i denne parodifarce at være morsom ca. hvert tyvende sekund, og det lykkes faktisk ofte. Ikke mindst på grund af Leslie Nielsen, den kedelige birolleskuespiller, der i disse ustyrlige Pistolsføringsfilm fik et spektakulært come-back som en selvhøjtidelig klovn af en politimand. Her er gags, slapstick, parodi og vitser for alle pengene, simple sjoferter, hurtige hib og bastante brandere, tilmed tilsat lidt politisk satire på bekostning af daværende præsident Bush. Det er overdådigt veloplagt, en fuldtræffer i Spøg & Skæmt-genren.
The Naked Gun 2 1/2 - The Smell of Fear/ Høj pistol-føring 2 1/2. TV2, lørdag 20.10-21.40

*Joel Schumacher er en lidt gådefuld instruktør, der svinger vildt mellem oppustede Batman-film og en kompromisløst dyster Michael Douglas-film som Falling Down. I The Client fra 1994 instruerer han en dreven
John Grisham-historie om en 11-årig dreng, der bliver vidne til en mafia-mord og ender som lusen mellem politiets og gangsternes negle. Og så kan det ikke gå helt galt for den usikre Schumacher, der her har sammensat et stykke effektivt spændingsunderholdning, stærkt hjulpet af topkræfter som Susan Sarandon (som en listig advokat) og Tommy Lee Jones (som en skrap anklager).
The Client/ Klienten. DR 1, lørdag kl. 21.20-23.15

*Shirley MacLaine kan ses i ung og opdullet udgave i Billy Wilders luderkomedie Irma La Douce fra 1963, hvor det er samspillet med Jack Lemmons forelskede politimand, der holder spillet gående. Det foregår i Paris, og udover som politimand ses Lemmon blandt andet i forklædning som alfons. Han er såre besværligt blevet voldsomt varm på Irma, som ganske vist er en luder med guldhjerte, men også en professionel udøver af faget. Det er ikke en af Wilder store film, men ganske underholdende, omend noget for lang.
Irma la Douce. TV2, lørdag kl. 22.30-00.55

*Christopher Walken er en sælsomt fascinerende
skuespiller, der dyrkes nærmest kultisk i visse kredse. Fuldt forståeligt, for Walken er en af disse magnetiske personligheder, som ikke behøver at spille med aktørmusklerne for at fremsugge-rere æggende dybder af moralsk forfald. Som gentle-man-skurk er han uovertruffen, hvilket kan ses i amerikaneren Paul Schraders drama om et ungt engelsk par, der under et besøg i Venedig tages under en mystisk aristokrats vinge. Det er selvfølgelig Walken, som tryllebinder parret - og tilskueren med, indtil nogle melodramatiske drejninger i plottet mod slutningen ikke helt lever op til de vakte forventninger. Paul Schraders instruktion er dog udsøgt stilfuld og udnytter til fulde det venetianske miljø, og ingen mindre end Harold Pinter har skrevet dialogen efter en roman af Ian McEwan. - Natasha Richardson og Rupert Everett spiller det unge par, og Helen Mirren er Walkens hårdt prøvede hustru.
The Comfort of Strangers/ Se Venedig og dø. TvDANMARK, lørdag kl. 01.00-02.50

*Mike Nichols er normalt en instruktør med bedre smag og større stilfornemmelse end de fleste af sine Hollywood-kolleger, men her er manuskriptet så forløjet, at intet instruktionsmirakel kan forvandle ildesmagende vand til vin. Harrison Ford spiller en fortravlet yuppie-sagfører, der udsættes for et væbnet overfald, hjerneskades alvorligt, mister hukommelsen og derefter genfødes som et nyt og bedre menneske. Han bliver først og fremmest en god familiefar, og som bevis køber han en sød hundehvalp til sin forsømte datter. Så ved vi alle, hvad klokken har slået - den mand er blevet en sand helgen, og man kan kun ønske flere 1980'er-yuppier samme skæbne.
Regarding Harry. TV2, søndag 20.00-21.55

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu