Læsetid: 5 min.

Vi finder os ikke i det Bill

27. januar 1998

Mike Tyson, Pluto, Saddam Hussein og de andre ofre for den store mands perversioner får selskab af en fornedret dansker

DERUDE
A-kassemedarbejderen studerede oversigtskalenderen, mens han lod kuglepennen cirkle i luften.
"Dér," sagde han og spiddede en sagesløs dag i april. "Det er din falddato."
Jeg var lige ved at tage forskud på begivenheden, men holdt mig dog på stolebenene.
"Du har været arbejdsløs i lidt over 16 år og fire måneder, måske er det ny rekord," sagde den morsomme mand.
"Men hvad så?" spurgte jeg bekymret. "Hvad skal jeg leve af?"
"Tjah, du kan jo forsøge at få dine skolepenge tilbage. Det må der være gode chancer for. Men ellers kan du gøre som alle andre: Find en toppolitiker og læg sag an mod ham for sexchikane."
Da jeg gik, lå han stadig og hulkede af grin hen over strimmelregneren, der spyede meter efter meter af røde tal fra sig.

Kun mænd og dyr
Flyveturen gik godt. Det viste sig, at man havde oprettet et særligt kontor til at registrere nye sexanklager mod den store mand. Jeg tog et skridt frem for at slutte op i køen men et hyl fik mig til at kigge ned. Det var en hund ... en underlig gul én med en tynd sort hale, som forekom mig bekendt.
"Også du?" hviskede jeg, slået af mandens perverse omnipotens.
"Ja," sagde hunden, "han kom snigende ind gennem havelågen en dag, hvor Mickey var taget ned på det lokale casino for at spille blackjack med Sorteper. Jeg lå og sov i mit hundehus, da han pludselig stod foran mig i al sin magt og vælde. Han..." og hundens stemme knækkede over "...forsøgte at tvinge mig til oralsex. Men mit gab er lukket med syv segl, den slags svineri er kun for mennesker. Så han løb videre ned ad Paradisæblevej."
Jeg rystede på hovedet, stum over omfanget af mandens appetit og den alsidighed han lagde for dagen i valget af sexualpartnere.
Lidt længere fremme i køen så jeg noget, som jeg først troede var en fastelavnstønde, men så drejede den sig lidt og jeg erkendte, at det var en nakke. En virkelig sværvægtsnakke.
"Mike!" udbrød jeg.
Han vendte sig om imod mig og nidstirrede mig.
"Det røvhul bed mig," sagde han og blottede tænderne, hvilket fik den gule hund foran mig til at knurre.
Nogen stødte ind i mig bagfra. Som en ren refleks stødte jeg begge albuer bagud og skreg: "Hold så op, Bill" - men det var trods alt ikke ham. Det var en svær mand i en skidengrøn uniform, han havde et kraftigt overskæg.
"Saddam!" udbrød jeg.
"He fucked my country," hviskede han, øjnene gnistrede.
"Næste!" lød det helt fremme i modtagelsen. Jeg så en mand træde frem med en hamster under armen. Manden rystede på hovedet og pegede på dyret. Sekretæren satte kryds i nogle rubrikker på en formular, og manden skrev under, tog sin hamster og gik.
Jeg trådte lidt til side og overskuede køen: Der var kun mænd og dyr. Det bekræftede min mistanke: De kvinder, der offentligt havde anklaget ham for sexchikane, var ikke andet end en afledningsmanøvre, der skulle tjene til at skjule mandens virkelige udskejelser. Rystet forlod jeg kontoret. Måske var der alligevel andre måder at blive rig på i en fart?

Som i gamle dage
Jeg gik ned ad Capitol og mødte en koloni nybyggere. Det er forbavsende, hvad man kan få ud af en snes papkasser og nogle blikplader med lidt fingersnilde og lidt pionerånd.
"Har han også forsøgt sig med nogen af jer?" spurgte jeg og viste med et kast med hovedet, hvem jeg tænkte på.
"Jeg ved ikke, hvad du snakker om, mand. Og jeg er også ligeglad. Jeg er lige kommet fra arbejde, flyt dig, for jeg skal på arbejde," sagde en midaldrende mand og styrtede afsted.
En kvinde stod og rørte i en bulet gryde, der var anbragt på et gasblus, omgivet af en håndfuld unger med snotnæser i forskellige udformninger. Det var lige så smukt som livet på landet i Danmark for hundrede år siden i de store besiddelsesløse daglejerfamilier: Den samme inderlige og samtidig let romantiske knytten an til de primære behov, en dedikation til selve livets grundvilkår, som det moderne overflodsmenneske har mistet. Det kneb mig at få tårer frem, så jeg pudsede min næse.

To mand i cottoncoats
Jeg gik tilbage til hotellet. Det vrimlede med journalister i vestibulen, og i løbet af ingen tid havde jeg lavet en aftale med to herrer i cottoncoats, der sagde at de repræsenterede Post. De kørte mig hen i det gamle fabrikskvarter og førte mig gennem baggårde og over øde parkeringspladser ind i et nedlagt pakhus.
"En million dollars og et nyt liv i Paraguay," sagde den ene og smilede til mig. "Forudsat at din historie er ægte og kan verificeres."
Jeg satte mig på en pakkasse og fortalte:
"Det var, da han var i København sidste år. Jeg var med blandt de forreste i demonstrationen, mit skilt havde en tegning af en wigwam under teksten 'What did you kill, Bungalow Bill?'. Mens han talte til mængden kunne jeg hele tiden mærke hans blik hvile på mig. Det var meget intenst og meget ubehageligt, jeg havde ikke bedt om hans opvartning. Og vores højere bevidstheder kommunikerede, jeg prøvede at standse det, men han var for stærk. Han voldtog mit sind ad telepatisk vej. Bagefter følte jeg en dyb skam og ville ikke leve mere, jeg mistede mit arbejde efter mere end 16 års ansættelse, fordi jeg ikke kunne bære fornedrelsen. Dét tilgiver jeg ham aldrig."
"For god ordens skyld vil vi gerne lige have dig til at identificere manden," sagde journalisten og stak båndoptageren i lommen. "Vi har en videooptagelse af netop den tale, som du refererer til."
Jeg fulgte med. Pludselig blev jeg grebet af stærke arme og løftet op, men kun et øjeblik, så slap de mig igen. Det gav en sær sugende lyd og jeg følte en klam kulde helt op til knæene.
En af journalisterne tændte en cigaret, og jeg så at jeg stod i en træbalje fyldt med våd cement.
"Din nye identitet er i støbeskeen," sagde den ene, "har du et sidste ønske?"
Jeg blev rørt og tænkte på det gamle land, jeg kunne ikke holde tårerne tilbage:
"Send millionen til mine nærmeste. Send den til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring i København."
En lem i gulvet blev åbnet og jeg kunne høre vandet skvulpe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu