Læsetid: 4 min.

Fødselsdagsfest i Rockland

5. januar 1998

Det københavnske spillested Vega fejrede sin et års fødselsdag med manér - og masser
af god musik fra blandt andre Sort Sol, Nikolaj Nørlund og C.V. Jørgensen

KONCERT
Fra Sort Sol lidt over midnat satte i med en hæsblæsende fortolkning af David Bowies "Suffragette City", stod det klart, at gruppen ikke var kommet for at spille ludo.
I stedet blev koncerten en flot kulmination på en aften, som alt andet lige var en fødselsdagsfest for Københavns nyeste og bedste spillested, nemlig Vega på Enghavevej. Under overskriften "Sonic Raids" præsenteredes tre solide rocknavne og fire mindre navne fra den frodige crossover-scene.
Selv om Vega allerede i efteråret døjede med økonomiske problemer, kan man kun håbe og bede til at de kommunale guder - og videre op - vil vise stedet al mulig velvilje i den vanskelige etableringsfase, thi det er svært at komme i tanke om noget sted i dansk rockhistorie, der ejer samme potentiale. Først og fremmest er selve bygningen og dens arkitektur et imposant monument over Arbejderbevægelsens storhedstid - for de fleste taxachauffører er det stadig Folkets Hus på Enghavevej, og sådan ser der også stadig ud.
Og så er der de to koncertsale - Store Vega, som især giver plads til store danske navne og udenlandske navne på vej, eller større fænomener indenfor den moderne rytmiske musiks mange nicher, mens Lille Vega er stedet hvor mindre inden- som udenlandske navne kan prøve kræfter med publikum.
Og endelig Ideal Bar, hvor diverse DJ's hver måned giver prøver på deres kunnen. Læg dertil et personale, som forsøger at præsentere andet end det allermest indlysende - der har været plads til både fotoudstilling, børnearrangementer og showcases - sammenholdt med en positiv og velvillig indstilling, og man har opskriften på et moderne og velfungerende spillested af topklasse.

Et væld af tilbud
Fødselsdagen skulle have været afholdt allerede i efteråret, men da engelske Primal Scream aflyste deres besøg blev begivenheden udsat til det nye år. Og det kunne man være godt tilfreds med, især hvis man holder af danske rock- og technokunstnere. De to genrer var fordelt således at techno og crossover-fænomener frit kunne udfolde sig i Lille Vega, hvor der fra klokken otte var mulighed for at opleve det nyeste håb på scenen, drum'n'bass-ensemblet Lois, den flamencoinspirerede trip hop-trio Deepfried Toguma, technoduoen Puddu Varano - som tidligere på aftenen modtog "Sonic Raids"-prisen på 25.000 - samt Danmarks nok mest ferme techno-outfit, Future 3. Men uvist af hvilken grund startede de respektive rocknavne i Store Vega på samme tidspunkt som de mere eksperimenterende i Lille Vega, så et valg måtte tages - og det blev i Store Vega. man kunne finde Informations udsendte.

Langt i spyttet
Nikolaj Nørlund og hans trofaste backingggruppe Rhonda Harris - som i dagens anledning var udvidet til en kvintet - åbnede ballet på slaget otte med et sæt, der primært trak på denne unge komets seneste album, Nye Optagelser. Såvel kapelmesteren som hans band var i bedste form, samspillet upåklageligt og som sædvanlig fik Nørlunds sange på scenen lige det ekstra spark, man ind i mellem savner på hans plader. Og så var det en udsøgt fornøjelse at høre Kasper Tranberg på trompet og flygelhorn.
Noget er sket med C.V Jørgensen - siden han i 94 indspillede Sjælland med Kasper Winding som producer, har han trukket sin musik i retning af det "jazzede". Anførselstegnene skyldes, at det mest af alt minder om den simili-jazz, der var populær på Musikcafeen i slutningen af 70'erne.
Ikke at der musikalsk er noget at udsætte på den toptunede sekstet, den gamle mester medbragte, men der imod kan det diskuteres hvorvidt Jørgensens stramme og effektive sangskrivning har brug for den overflod af solistiske excesser, den p.t. udsættes for.
Undertegnede var i hvert fald ikke ved at dåne af begejstring, selv om den uopslidelige "Elisabeth" blev serveret med den taktfulde indfølthed, der bekommer dette indiskutable karrierehøjdepunkt. Men alt i alt var det hele lidt langt i spyttet...

Tændte og motiverede
Så var der unægteligt mere at hente hos Sort Sol, der med en nyfunden tændthed og motivation leverede én af sine bedste koncerter i årevis.
Suppleret med det tidligere Gasolin'-medlem Willi Jönsson på bas i stedet for den fraværende Knud Odde samt guitarist Martin Lind og keyboardspiller Troels Bech leverede Lars Top-Galia, Tomas Ortved og Steen Jørgensen et flot tværsnit af gruppens 90'er-repertoire, med vægten lagt på det rockede.
For første gang savnede man ikke gruppens oprindelige guitarist Peter Peter, idet samspillet mellem Lind og Top-Galia slog gnister, mens Jönsson og Ortved pumpede foretagendet afsted med punket energi, det hele indhyllet i Bechs raffinerede keyboards-arabesker. Aftenens strålende stjerne var sanger Steen Jørgensen, som sang med en styrke og en overbevisning, der løftede i forvejen strålende sange som "Kiss The Streets", "Tall Ships", "Midnight Train To Summer", "Erlkönig" og "Let Your Fingers Do The Walking".
Klimaks blev gruppens hårrejsende smukke fortolkning af Moody Blues-balladen "Nights In White Satin", hvor Jørgensen nåede samme højder som en Scott Walker i dennes storhedstid. Og så blev ekstra-ekstranummeret til et mindeværdigt øjeblik, da C.V. Jørgensen kom ind fra kulissen og sang fornem duet med Steen Jørgensen på sin egen "Indian Summer".
En uforglemmelig kulmination på en mættet aften.

*Sonic Raids, Vega, fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu