Læsetid: 11 min.

Født af fjeldet

24. januar 1998

'Når der er begravelser og grind, så lukker vi'. Og sådan ser min bekendt gerne, at det forbliver i al fremtid på Færøerne

FRA VERDENS NAVLE
Hvad er dog det? Lettere beruset af vin, frisk luft og en særegen færøsk blanding af egensindighed og imødekommenhed, som må være født af fjeldet, af havet og himlens skift fra blåsort, sartgrøn, vildtgrøn til hvid og grå og farver, som ikke har navn, men som de bedste malere tar på penslen og tørrer af på lærredet - og på en måde også beruset af at tale med og være sammen med mennesker, der sætter fødderne på jorden, som om de ejer den, stopper et sært syn på Niels Finsens Gøta mig på vej hjem fra det Tórshavnske natteliv til Hotel Hafnia.
Ovenpå nogle butikker af gråt beton beklædt med skidthvide kakler, troner to store gamle træhuse, et blåt og et rødt. Især det røde er kønt. Med sit hvide træværk ligner det et hus i Bulderby.
Bemærk: De to gamle huse står ovenpå noget, der helt tydeligt er yngre. Måske er det gamle huse, flyttet hertil andetsteds fra. Måske er de bygget ovenpå 70'er-betonen i gammel stil og siden blevet så dårligt vedligeholdt, at patinaen ligner ægte alderdom - jeg går hele vejen rundt om det besynderlige arrangement og beruser mig i denne nats gåde om det traditionelles og det modernes sammenstød: Svaret er aldrig det enkle, at moderniteten bygger ovenpå på det traditionelle. Nej, traditionen har lange fangarme ind i det moderne og former det globale moderne dansk, japansk, tysk, tyrkisk eller færøsk.

I Tórshavns store indkøbscenter SMS frister asiatiske madvarer på hylderne, mens eksportstøttet lam fra New Zeeland underbyder sig til i fryseren ved siden af det meget dyrere færøske lam, der er født af fjeldet lige uden for døren.
I charcuteri-afdelingen udfordrer italienske og tyske pålægsvarer lokale delikatesser som vindtørret får og grind.
Uanset, hvor dårligt internationalt ry de kollektive grindehvalsdrab har givet færingene, fortsætter de.
"Sådan set er der kun to ting, der kan få butikkerne til at lukke," forklarer en ny bekendt mig, den onsdag, hvor jeg ikke kan få Socialurin, Socialdemokraternes avis. Denne dag udkommer avisen nemlig ikke, fordi direktøren skal begraves. Af samme grund er flere butikker lukkede. Ejerne er til begravelse.
"Når der er begravelser og grind, så lukker vi," siger min bekendt, og sådan ser han gerne, at det forbliver i al fremtid.
De gamle hvalspyd, som blev brugt til at dræbe hvalerne til havs, er blevet forbudt. Nu skal grinden jages op på stranden, hvor de aflives med et knivstød i nakken. Min bekendts beskrivelse lyder mere som en scene fra et slagteri, end de voldsomme billeder af grindefangst, jeg har set på kunstmuseet. På Samuel Joensen Mikines' lærreder farver grindens blod vand og både og mennesker og jord livsens rødt - i skær modsætning til hans øvrige billeder af rugende fattigdom udlevet på de kanter, hvor naturen er i overtal, og hver sejlads kan ende i dødsrigets mørke.
Fisk og grind hænger til tørre under mange altaner, opdager jeg på min vej fra torvet op ad fjeldet til forfatteren Hanus Andreassens hus i udkanten af Tórshavn. Kødet rådner ikke, fordi luften er så salt, forklarer han og byder på en smagsprøve. Grinden skal spises sammen med hvalspæk, som står i en bøtte med salt på altanen. Hanus skærer kød og spæk i tynde skiver. Første møde falder helt uden for kategorierne: 'smager godt' eller 'smager dårligt'. Munden bliver simpelthen overrasket. Grinden smager som en havn lugter, af tang og tjære og salt; spækket smager fedt og trannet.
"Vi holder meget af det, også børnene. Men vi kan ikke længere spise det hver dag, fordi kviksølvforureningen af havet ophobes i spækket. Hvalen er jo sidste led i fødekæden," fortæller Hanus Andreassen.
Sådan er Verdens Navle midt i Atlanterhavets bug også forbundet med det moderne.

På bordet og gulvet i sit arbejdsværelset har Hanus Andreassen arrangeret en lille udstilling af færøske bogudgivelser: Leksika, romaner, bibliografier, fagbøger og tegneserier. Som barn læste han Anders And på dansk, hans egne drenge begyndte også at læse tegneserier på dansk, men nu findes både familien And, Tintin og Valhalla på færøsk.
Noget meget behageligt ved færinge er, at de taler så blændende dansk. Bliver det anderledes for de næste generationer? Er det en bevægelse væk fra Danmark, at børnene ikke længere får dansk ind med tegneserierne? En bevægelse, der forstærkes af engelsk og amerikansk satelit-tv?
Det tror Hanus Andreassen ikke:
"Børnene lærer dansk i skolen og ser danske tv-udsendelser. Forbindelserne er så stærke. De næste generationer kommer bare til at tale flere sprog, engelsk og tysk foruden dansk".
Det får han sandsynligvis ret i, erfarer jeg et par dage senere i dagligstuen hos Lydia Didriksen. Hun har taget orlov fra sit job som skolelærer for at skrive sin næste bog, denne gang en børnebog. Ved siden af os sidder hendes ni-årige søn foran computeren, dybt optaget af sin nye cd-rom med et leksikon - på svensk, som han læser foruden dansk, som han lærer i skolen, norsk som han har lært af en onkel og engelsk, som han lærer af fjernsynet og computeren.
I den henseende er han ikke et usædvanligt færøsk barn, understreger Lydia Didriksen.
Færøsk forsvandt som skriftsprog allerede før reformationen, og fra det øjeblik selvstændighedsbevægelsens blev født var dens første programpunkt "At få det færøske sprog til ære".
I 1936 tillod Danmark færingerne at tale deres eget sprog i skolerne. To år senere lærte Vorherre pludselig forstå de lokale tunger, og sproget blev tilladt i kirkerne.
Det tager tid at skabe et sprog. Først i løbet af de sidste par år, er matematik-, biologi- og historiebøger blevet oversat til færøsk helt op til 10. klasses niveau - hvilket også har stor indflydelse på det talte sprog:
"Der er forskel på mit færøske og min søns. Mit sprog er langt mere danskpræget. Og min søster, som nu bor i Århus, bliver altid forbavset over de mange nye ord, når hun kommer hertil", fortæller Lydia Didriksen.
Sprogets forvandling går ikke stille af, der er en løbende konflikt, om færøsk skal formes i retning af det gamle vestnordiske, som ligger tæt på islandsk og norsk eller det østnordiske, hvor dansk og svensk hører til.
Nogle er enige med det færøske sprognævn, som opfinder nye ord: Computer hedder for eksempel telda, som udspringer af ordet 'tal'. En cowboy hedder netytadrongur, hvilket direkte oversat betyder ... kodreng. Det er langt ude, mener Lydia Didriksen:
"Vi har aldrig haft kodrenge, det var kvinderne, som tog ud og passede og malkede køerne."
Hun henter eksemplerne i den dansk-færøske ordbog, som udkom i 1995:
"Den vakte en hektisk og følelsesladet debat. Mange vil simpelthen ikke købe den, fordi de er uenige i redaktørens sprogpolitik."
"De forskellige opfattelser betyder, at man skal passe på, hvilken korrekturlæser man får. Lærernes forlag, som udgiver 90 procent af de færøske bøger har ansat forskellige 'sprogkyndige', til at rette forfatternes sprog - nogle af dem, kan jeg slet ikke arbejde sammen med, fordi de står for en sprogstil, jeg er helt uenig i. En højstemt stil, fyldt af gamle ord og tunge sætningskonstruktioner, som ikke lever i det talte sprog," siger Lydia Didriksen.
Hendes søster kommer forbi sammen med sin datter, som går i gymnasiet, men kan ikke komme i skole, fordi lærerne strejker på tredje uge. Den ny skoledirektør indledte sin ansættelse med at lægge to gymnasieklasser med 14 elever i hver, sammen til en klasse. Hvilket var stik imod en aftale med gymnasielærerforeningen om, at klassekvotienten ikke må overstige 24 elever.
Kirsten Andreassen, Hanus' kone, er en af de strejkende lærere. Hun har fortalt mig om den nye administration, som en embedsmand fra det danske finansministerium har designet. I toppen af administrationens fem afdelinger sidder fem nye direktører med budgetansvar - og de næste uger vil vise, om skoledirektøren får held med sine spareplaner. Han får kamp til stregen:
"Alle er modstandere af det. Både eleverne, lærerne og forældrene," siger Lydia Didriksen.

Meget, som danskere tager for givet i et moderne samfund, er først kommet til Færøerne de seneste år. Med Landskassens dunderunderskud i 1990'erne kom momsen - et moderne skatteopkrævertrick. Nogenlunde samtidigt kom arbejdsløsheden - og loven om arbejdsløshedsunderstøttelsen.
Fjernsynet kom i 1980. Det nævner Hanus Andreasen sammen med en ny alkohollov og kulturcentret Nordens Hus, som pludselig gav plads til at opføre både udenlandske og indenlandske teaterstykker og koncerter som de største ændringer i det sociale liv:
"Før fjernsynet gik man på besøg hos hinanden uanmeldt. Det kaldes 'at støkka inn a gólvid', at falde ind på gulvet. Efter fjernsynet kommer man ikke så meget sammen mere."
Lydia Didriksen er også vokset op uden fjernsyn:
"Der var altid mennesker i huset. Man kunne sidde hele dagen og høre historier. De var tit uhyggelige. Sømændene fortalte om syn og varsler, de havde fået på havet om skibe, der gik ned og mennesker som forsvandt. Varslerne passede altid."
Hanus Andreassen var selv skeptisk overfor at få fjernsyn til øerne, men nu er det her, og "man kan bruge det godt eller skidt."
Hverken han eller Lydia Didriksen mener, at færingernes familiesammenhold adskiller sig synderligt fra danskernes. De har begge boet mange år i Danmark.
Andre betoner, at sammenholdet viste sin styrke, da fisken forsvandt og krisen, arbejdsløsheden og tvangsauktionerne holdt sit indtog.
"Mange af os nød pludselig godt af nogle værdier, vi ikke havde skattet så højt i de gode år: At folk hjælper uden at betragte det som hjælp," siger min bekendt.
Og da jeg i boghandlen på torvet finder en telefonbog over færinger, der opholder sig i udlandet, bliver jeg sikker på, at de har et usædvanligt socialt netværk.

Gamle former for samvær forsvinder, mens nye kommer til: For fem-seks år siden blev alkoholloven ændret, så det blev tilladt at sælge øl og spiritus i Rusen, det færøske systembolag, og på restauranter og værtshuse. I et af de gamle hus på havnen er der nu en hyggelig cafe Natur, hvor unge tjenere i fransk-inspireret bartender-outfit serverer færøsk og dansk øl, vin og cappucino i skæret fra femarmede sølv(plet)kandelabre.
"Det har skabt et nyt socialt liv og et langt mere afslappet forhold til alkohol, at man kan mødes på cafeen, tale og høre musik. At man kan gå ud og spise og drikke vin til maden," siger Hanus Andreasen.
Fremskridtets bagside er alkoholikerne.
Solborg Dúlavik har aldrig smagt spiritus. Og siden hun i 1984 blev leder af Blå Kors afvænningshjem for alkoholikere har hun heller ikke rørt vin eller øl.
"Det nytter jo ikke, at jeg fortæller en alkoholiker, at han eller hun kan få et dejligt og morsomt liv uden alkohol, hvis jeg ikke viser det," siger denne rødhårede 63-årig vulkan og ler smittende.
I det mørkeblå træhus, hvor vi sidder på Solborg Dúlaviks kontor, er der plads til fem personer i afrusningsafdelingen, ti i behandlingen, og ude i byen er der pladst til 14 personer i de boligfællesskaber, den drukfri alkoholiker kan bo i, hvis han eller hun ikke har et hjem at vende tilbage til.
Blå Kors' psykolog stikker hovedet ind på Solborg Dúlaviks kontor, skuer gennem vinduet ud over havet og erklærer, at vejret ser ud til at blive fint, han har mest lyst til at tage på fjeldet i morgen og skyde fugle. Der er altså noget særligt ved færøske mænd ... også akademikerne ser ud til at kunne drage til havs eller til fjelds med øjebliks varsel for at skaffe føden om nødvendigt.
Solborg Dúlavik er afholdskvinde, men ikke fanatisk:
"Mange af mine venner kan administrere deres forbrug. De nyder at drikke vin og øl. Det er først, når flasken bestemmer, at problemerne kommer. Og lige nu oplever jeg omkostningerne ved, at alkohol er kommet inden for daglig rækkevidde. For de, der har en svaghed for flasken er det en forfærdelig tid."
"Drikkemønstret har ændret sig. Flertallet er ikke længere afholdende, heller ikke blandt kvinder! Før i tiden skulle vin og spiritus bestilles i Danmark, i kasser, og så blev der drukket til kassen var tom. En slags kvartalsdrankeri, der dog havde den fordel, at både alkoholikeren og familien havde ro ind i mellem."

Lagtinget har ikke tænkt sig, at lade den spirituøse hygge gå over gevind. Byen har kun ti spiritus-bevillinger. De tre er optaget af såkaldte øl-klubber - en overlevering fra forbudstiden, hvor det kun var tilladt at drikke i private hjem og private klubber - andre tre til hotellerne, en af Café Natur. Og derfor har Tórshavns 15.000 indbyggere, og de turister, som finder vej hertil, kun ganske få restauranter at vælge mellem. Her i blandt mærkeligt nok ingen fiskerestaurant!
På Rio Bravo spiser jeg bøf med salat og pommes frites og drikker vin lige som alle de andre gæster på første sal og går derefter på natklub i stueetagen. Ejeren er fra Tunis, en forhenværende sømand som ad snoede sejlrender havnede på trawler i Atlanten, og gik i land i Verdens Navle, hvor han nu driver byens mest hotte sted.
Natklubbens mørke, det retlinede globaldesign og diskorytmerne dunker enhver fornemmelse af at befinde sig på Færøerne ud af kroppen, og mig ud i natten, hvor jeg finder to gamle træhuse på toppen af moderne butiksfacader.
Jeg får aldrig løsningen på deres gåde.
Men de smukke træhuses moderne tronsæde bliver et sindbillede på en af fremskridtets bagsider: Det er ofte hæsligt, slår det mig, da min chauffør næste formiddag udpeger Tórshavns nye betonhospital, der ligger over for det gamle hospitals træbygninger.
Alligevel går menneskestrømmen her på øerne, lige som alle andre steder i verden, fra landet og de små byer ind mod de store byer.
Etnologen Eydun Andreassen voksede op på en lille ø:
"I 1950'erne boede vi 250 mennsker dér. Da alle mine brødre var flyttet til byen, fulgte resten af familien med. Mange andre tog samme vej og i 1970 var der kun 90 mennesker tilbage; 30 af dem var ugifte mænd, uden udsigt til at blive gift og stifte familie. De levede syv-otte måneder af året sammen med andre mænd på et skib ved New Foundlands kyst. "
"Det liv er ikke attraktivt for unge i dag. Og arbejde i landbruget giver ikke en tilstrækkelig stor indkomst til at få et moderne livs bekvemmeligheder. Derfor kan nok så mange veje, tunneller og havne ikke holde liv i de små øer."
Og derfor bliver Verdens Navle, som forfatteren William Heinesen kaldte sin by Tórshavn, ved med at vokse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her