Læsetid: 1 min.

FOLK

12. januar 1998

Jacques Chirac
*Den franske præsident Jacques Chirac åbner i dag i Paris et møde i Europarådet, hvor der ventes underskrevet en protokol om forbud mod kloning af mennesker.

Claus W. Silfverberg
*På Ritzaus dagsliste ser vi, at Claus W. Silfverberg fylder 50 år og fejres med en reception på Skovriderkroen i Charlottenlund. Silfverberg er formand for Dansk Aktionærforening. I sandhed - dette er foreningernes land.

Ludere
*Denne mandag udløber høringsfristen vedrørende et lovforslag, som skal afkriminalisere prostituerede og kriminalisere køb af sex hos ludere under 18 år.

Fodboldspiller
*I dag afsløres det, hvem det internationale forboldforbund FIFA har valgt som Årets Fodboldspiller i verden.

Else Marie Mortensen
*Folketingsmedlem Else Marie Mortensen (S) står bag en ny slankekur, som i dag præsenteres ved et informationsmøde i Odense, hvor hun også er valgt.

Jerry Seinfeld
*Komikeren Jerry Seinfeld (se vor bagside fra i fredags) skal optræde i en reklamefilm for American Express sammen med en animeret version af Superman, skriver International Herald Tribune.

Robert Carlyle
*Skuespilleren Robert Carlyle, som har en hovedrolle i den meget roste film Det er bare mænd, udtaler, at hans nyvundne berømmelse er blevet en så stor belastning for hans privatliv, at han overvejer at forlade Glasgow og hjemlandet Skotland.

Kaj Munk
*Dagen før digterpræstens 100-årsdag tirsdag er der festaften for ham i Nakskov. "Han ville martyriet og spillede rollen helt ud", skriver Ejgil Søholm i sin Litteraturkalender.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her