Læsetid: 13 min.

Folkedrabet - og den kolde jura

23. januar 1998

Over en million mennesker blev flænset, hakket, voldtaget til døde i Rwanda. Men der var slet intet folkedrab, siger forsvarerne ved FN's tribunal. Og om få dage står det hidtil mest sprængfarlige vidne, FN-generalen Romeo Dallaire, klar bag vidneskrankens skudsikre glas

Arusha
Borgmester Jean-Paul Akaeysu kan høre kvindernes skrig gennem døren ind til sit kontor på rådhuset, le bureau communal, i den lille by Taba. Hans kalender viser april 1994: Det er i gang. Byens unge militia-mænd kommer med mellemrum ind på rådhusets område og vælger og vrager mellem kvinderne, inden de river dem med udenfor i budskadset. Her voldtager de dem på stribe. Ikke for den rå fornøjelse, ikke i fuldskab: Kvinderne skal skæmmes, besudles og udryddes. Som serberne i Bosnien systematisk voldtager muslimernes kvinder for at forurene et folk, sådan kaster nu Tabas Hutu-milits sig over de kvinder, der i falsk håb om beskyttelse har søgt ly ved Akayesus rådhus.
De 300 flygtninge her er alle af Tutsi-folket; Akayesus folk kalder dem Inyenzi - kakkerlakker. Adskillige af dem - piger ned til 14 år - voldtages mange gange gennem adskillige dage og nætter, og de skriger af smerte. Efter voldtægterne bliver flere af dem dræbt inde på rådhusets område med tunge køller eller macheter. Andre føres bort, kastes i floden eller i massegraven nede bag budskadset.
Akayesu, der også er chef for det lokale politi, overværer en del af rædslerne og gør intet for at stoppe dem. På et tidspunkt opsøger en gruppe af kvinderne ham med en desperat bøn. De spørger, hvornår de kan blive skudt, så de kan få fred - men han har kun et afvisende svar:
"Der er ikke flere patroner", siger han ifølge øjenvidnerne. Verdenshistorie. I dag - knap fire år senere - sidder Jean Paul Akaeysu i et lille fængsel her i Arusha, en godt mudret provinsby i det nordlige Tanzania, sammen med 22 andre mistænkte fra folkedrabet. Anklagerne mod Akayesu lyder på adskillige drab, opildning til drab og tortur. Selv i anklageskriftets kølige jura er det en grusom beretning. Alligevel er den 43-årige tidligere borgmester kun en lille fisk.
Under de første måneder af folkedrabet i Rwanda i 1994 blev op mod en million mennesker massakreret, og det er et tilfælde, at netop Akayesu fire år efter som den første indskrives i det hidtil vigtigste efterskrift til rædslerne. Jean Paul Akayesus sag bliver efter alt at dømme den første, der afgøres ved FN's internationale tribunal her i Arusha, og hans navn vil dermed gå over i historien.

Dommen over Akayesu vil blive læst, studeret og dissekeret kloden over, i Haag, i New York, i London, i Beijing, af jurister ved domstole, universiteter og i regeringspalæer. Siden krigsforbrydertribunalet i Nürnberg efter Anden Verdenskrig og dets pendant i Tokyo har kun FN's Tribunal i Haag for forbryderne fra det tidligere Jugoslavien truffet enkelte afgørelser af denne art. Folkeretten står her overfor en afgørende prøve, og dommen over Akayesu kan blive banebrydende.
Nazisterne blev efter Anden Verdenskrig dømt på et retsgrundlag, der var strikket sammen til lejligheden af sejrherrerne, men forbryderne fra Rwanda vil derimod blive dømt på grundlag af anderkendt, international lov, af dommere udpeget af FN. Afgørelserne her fra Arusha vil omgående danne præcedens for tilsvarende sager i fremtiden - og juristerne sidder på nåle: Arusha-dommene vil spille direkte ind i en høj-aktuelt diplomatisk slagsmål om etablering af klodens første, permanente Verdensdomstol. En sådan domstol, der af egen drift skal kunne forfølge krigsforbrydere, var aktuel allerede kort efter Anden Verdenskrig, men den druknede i Den kolde Krig og er først nu for alvor ved at blive sat på dagsordenen igen. En FN-konference i Rom skal i juni i år træffe den endelige afgørelse om etableringen af en verdensdomstol.
"Vi skriver verdenshistorie: Vi skaber simpelthen den internationale lov lige her midt i Arusha," som en af top-juristerne i Arusha siger til Information. Andre har fødderne lidt tættere ved jorden: "Vi har altså en gruppe mennesker siddende ude i vores fængsel. De er varetægtsarrestanter, og har krav på en afgørelse. Det er først og fremmest dem, der er vores kunder lige nu - også selvom de måske har gjort meget grimme ting," som Lars Munk Plum udtrykker det.
Han er tidligere vicestatsadvokat fra Bagmandspolitiet i København. Han er fra i år udlånt til Arusha-tribunalet via det danske udenrigsministerium. Plums forgænger i jobbet, juristen Frederik Harhoff fra Københavns Universitet, understreger hvilken betydning FN-tribunalet kan få for for helings-processen i selve Rwanda:
"Vi sørger for, at ofrenes stemmer bliver hørt. Blot det, at vi flyver alle vidner ud af Rwanda, sætter dem foran et kompetent dommerpanel, og flyver dem hjem igen, har en enorm symbolsk betydning inde i selve Rwanda. Det er uhyre vigtigt. Folk i Rwanda har lidt ufatteligt - og nu får de endelig bevis for, at omverdenen hører på dem," siger han til Information.
"Samtidig flytter vi grænser i den internationale opinions opfattelse af krigsforbrydelsers karakter. Jeg er helt sikker på, at det her påvirker statsledere og andre ledere ude omkring. Det har været utroligt frustrerende hidtil, at krigsforbrydere ikke er blevet forfulgt," siger Frederik Harhoff.
Mere pedantiske iagttagere - herunder den internationale presse - har været mere optaget af Tribunalets talrige fadæser. Tribunalet har siden dets etablering i 1994 været udsat for forsinkelser i næsten desperat grad, skabt af uduelige administratorer og alment FN-koks.
Så sent som i 1996 klagede personalet i Arusha over mangel på selv papir og blyanter. Men først i februar 1997 indrømmede FN's eget revisionkontor endelig, at "ikke et eneste administrativt område i Aruhsa fungerer effektivt". Og så faldt hammeren: FN's nye generalsekretær, Kofi Annan fyrede både viceanklageren og Tribunalets øverste chef, Andronico Adede - og selvom den nuværende leder, nigerianeren Agwu Okali, ligesom Adede totalt mangler relevant erfaring, hersker der nu en mere optimistisk ånd på de trange gange i Arusha.
De seks dommeres juridiske assistenter har nu alle computere. Et lille fag-bibliotek er under opbygning, et retslokale nr. 2 er for nylig taget i brug - og tribunalets første sag - Akayesus - ser nu endelig ud til at nærme sig sin afslutning.

Jean Paul Akayesu blev anholdt i Zambia syd for Rwanda i oktober 1995. De zambiske myndigheder var samarbejdsvillige og i juni 1996 blev Akayesu overført til tribunalets eget lille fængsel, bygget for FN-penge inde i Arushas lokale fængsel cirka 10 km fra byen. Akayesu får mad tre gange om dagen, han har fri adgang til telefon, han kan skrive breve, læse aviser og få besøg.
Akayesu, der er tidligere lærer, taler selv ulasteligt fransk, og han har rig lejlighed til at holde sig både fysisk og åndeligt i form. Fra sin rummelige ene-celle kan han deltage i rekreative aktiviteter, og selvom pressefolk ikke kan få adgang til fængslet, så er det velkendt, at Akayesu fungerer godt med medfanger og vogtere, spiser sin mad med fornøjelse og i det hele taget virker velfungerende.
Under retsmøderne i det snævre, lavloftede retslokale i Arusha International Conference Centre optræder han i uplettet, mørkt jakkesæt og slips i tilbagelænede kulører. Han er cirka 190 cm høj, beleven og tiltaler altid dommerne korrekt: Han tager udførlige noter og bryder ofte ind, hvis han føler, at oversættelsen fra vidnernes kinyarwanda ikke er korrekt. Akayesu har tre gange skiftet sine advokater ud med Tribunalets velsignelse: Hans første forsvarer, belgieren Johan Scheers, blev i oktober 1996 afløst af den mere flamboyante og ultra-amerikanske advokat Michael Karnevas, som omgående skabte furore i Arusha. Karnevas, der som flere andre jurister uopfordret var rejst til Arusha i jagten på the history in the making, kastede sig over Akayesus sag med hele sin nations ildhu:
"Det var som at vandre direkte ind i L. A. Law," som hans assistent på det tidspunkt, den danske jurist Emilie Wiinblad, udtrykker det. Karnevas holdt i 14 dage, så var Akayesu blevet usikker: Han bad om at få Scheers igen - men fik i stedet et dobbelt-forsvar: Denne gang de fransk-talende advokater fra hhv. Central-Afrika og Cameroun, N. Tiangaye og Patrice Monthè.
Advokaterne, deres rejser, hoteller, telefoner, salærer og assistenter betales altsammen af tribunalet, og dommerne tildeler dem omhyggeligt rigelig forberedelsestid, også selvom det koster måneders forsinkelser i retten. Amerikanske dollar ruller lystigt: Ingen skal efterfølgende kunne sige, at de anklagede ikke fik en fair retssag.
De nye ledere i Rwanda har været vedholdende og indædte kritikere af tribunalet store pengeforbrug. Mens de p.t. 23 mistænkte krigsforbrydere i Arusha-tribunalets fængsel efter omstændighederne klarer sig ganske overdådigt, så sidder der inde selve Rwanda over 100.000 mistænkte efter folkedrabet, og de er fængslet under så rædselsfulde forhold, at adskillige omkommer hver måned af simpel kvælning og iltmangel.
FN's observatører i Rwanda kan rapportere om fængsler, hvor fangerne sidder fem pr. kvadratmeter. Der er ringe eller intet lægetilsyn - og der kommer hele tiden flere og flere fanger.
Rwandas eget retsvæsen har ingen chance for at følge med: Uofficelle udregninger fra FN viser, at Rwandas retsvæsen, der blev lemlæstet under folkedrabet, med det nuværende tempo vil være 372 år om at føre sager mod de, der i dag sidder fængslet.
Situationen er desperat, og Rwandas egne ledere anser FN's prioritering for afsinding: Hvorfor dog brænde så mange dollar af på en lille gruppe luksus-fanger i Arusha, når tusinder og atter tusinder af forbrydere venter på dom i Rwanda?
(FN's budget for Arusha-tribunalet for 1997 lød på 46,4 millioner dollar. Hertil skal lægges klækkelige ekstra-gaver og personel fra bl.a. USA, Danmark, Holland, Belgien og Frankrig).
Mange i Rwanda er også rasende over, at tribunalet i Arusha ikke kan idømme dødsstraf. I Rwanda ville størsteparten af de anklagede i Arusha hurtigt blive dømt til døden. I Arusha risikerer de højest fængsel på livstid - da dødsstraf er udelukket i FN-regi - og dernæst afsoning i relativt magelige fængsler udenfor Rwanda: Danmark hører til de lande, der har indvilget i at stille celler til rådighed.
Heller ikke Rwandas kritik af FN's galopperende forbrug i Arusha vinder genklang: "Vi er alle dybt berørt af konflikten med lederne i Rwanda. Men man er nødt til at huske på, at de mennesker, vi nu har i vores varetægt, formentlig aldrig var blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser, hvis ikke tribunalet havde eksisteret," siger en af de ledende jurister til Information.
En anden af tribunalets jurister lægger til: "Det kan godt være, at Rwandas regering gerne ville dømme de mennesker, vi nu har i varetægt. Men folkedrab er en international forbrydelse, og det er helt afgørende, at de dømmes af en international domstol," siger denne jurist, der selv er af afrikansk afstamning.
"En dom her fra tribunalet vil sende en langt klarere besked fra det internationale samfund til alle de militære ledere: Hvis I dræber uskyldige mennesker på den her måde, så kommer vi efter jer," siger juristen. "Forestil dig, hvis det internationale samfund havde grebet retsopgøret mere effektivt an efter Anden Verdenskrig. Så havde vi hverken haft et Bosnien eller et Rwanda i dag."

Samtlige de, der i dag sidder i Tribunalets varetægt, flygtede fra Rwanda i 1994 og er først endt i Arusha efter langvarige diplomatiske mellemspil, hvor skeptiske, afrikanske statsledere ofte har spillet hovedrollen.
Kenyas præsident Daniel Arap Moi truede fra starten i 1994 med at arrestere tribunalets medarbejdere, hvis de kom til Kenya, og han gav gladeligt ly til forbryderne (især de velhavende af dem). Men i juli sidste år gik der hul på bylden i Kenya. I en nøje tilrettelagt operation sammen med tribunalets anklagere arrestede præsident Mois politistyrker bl.a.:
*Jean Kambanda, den tidligere premierminister i Rwanda,
*Aloys Ntabakuze, tidl. bataljonsleder i Rwandas væbnede styrker
*Pauline Nyiramashuhuko, tidl. medlem af Rwandas regering
*Hassan Ngeze, tidl. chefredaktør ved avisen Kangura, anklaget for at have opildnet til folkedrabet
*Georges Ruggiu, tidl. journalist ved propaganda-radioen RTLM, anklaget for at have opildnet til folkedrab. Han er hvid, belgisk statsborger og eneste ikke-rwander hidtil anklaget af Tribunalet.
Og under andre raids, bl.a. i Zambia er Jean Paul Aakayesu og Georges Rutaganda, tidl. leder af Hutu-militsen Interahamwe, blevet anholdt.
Det er tunge drenge, og deres fortsatte indflydelse i det blodigt splittede Rwanda er betragtelig. I januar 1997 stod tribunalet f.eks klar til at flyve et øjenvidne ud af Rwanda, så hun kunne vidne for tribunalet i Akayesu-sagen. Men fem dage før, hun skulle flyve til Arusha, blev hun selv, hendes mand og deres fire børn brutalt myrdet af ukendte gerningsmænd.
De fleste her i Arusha afviser tanken om, at Akayesu selv kan have iværksat drabene. Men det er almindeligt antaget, at Hutu-militsen i Rwanda følger retssagerne minutiøst, og at de gør, hvad de kan, for at forhindre tribunalets efterforskning.
Den 23. december 1996 dræbte en gruppe uniformerede mænd f.eks. 11 personer i en butik i Taba, Akayesu's hjemby. Hovedmålet for angrebet var tilsyneladende butikkens indehaver, Emanuel Rudasingwa, der netop skulle til at vidne ved tribunalet om møder i Taba.
Akayesus folk menes at have deltaget i denne lokale forlængelse af folkedrabet. Men Rudasingwas enke mener, at tribunalets folk - paradoksalt nok - har et medansvar: Dets efterforskere besøgte Rudasingwa i hans butik flere gange, før han blev myrdet: Hver gang i store biler tydeligt mærket med FN's logo.
Vidne-beskyttelsen er sidenhen øget: Tætte gardiner er sat op bag det skudsikre glas rundt om vidneboksene i retssalene, og vidnerne afskærmes fra publikum. Tribunalets efterforskere i Rwanda besøger ikke længere potentielle vidner i store biler med logo, og alle dokumenter i arkivet anonymiseres.

Akayesus forsvarere har hidkaldt tribunalets hidtil mest kontroversielle vidne, den militære chef for FN's styrker i Rwanda under folkedrabet, general Romeo Dallaire fra Canada.
FN's generalsekretær Kofi Annan gav den 15. januar sin tilladelse til, at Dallaire kan vidne, men generalens mundkurv blev kun delvist løsnet. Dallaire har tidligere været stærkt kritisk overfor FN's mislykkede indsats i Rwanda både før og under folkedrabet, og Annan frygter tydeligvis, at han nu under ed i retten for alvor skal svine FN til.
"Dette (Dallaires vidnesbyrd, red.) bliver ingen fisketur eller en retssag mod hele den fredsbevarende mission eller mod alle andre lande og regeringer, der deltog," tordnede Annan i New York.
Dallaries ytringsfrihed er nøje begrænset til de forhold, der har direkte relevans for Akayesus sag, og der bliver ingen udlevering af fortrolige dokumenter fra New York, lød generalsekretærens melding. I Arusha er det endnu uklart, hvad Akayesus forsvarer håber at få ud af Dallaires udsagn.
"Jeg forstår det simpelthen ikke," siger en af tribunalets jurister bag en lukket dør. "Dallaire har aldrig mødt Akayesu, og han har ingen særlig viden om, hvad der foregik i Taba. Jeg kan ikke se, hvordan han skal kunne hjælpe Akuyesus forsvar," siger kilden. Men andre her regner med, at Akayesus forsvar opererer efter en omhyggelig strategi, udtænkt af langt stærkere hoveder end Akayesus. De håber nu sandsynligvis på, at Dallaire vil fremstille rædslerne i Rwanda 1994 som et sammenstød mellem to væbnede styrker - og ikke som et folkedrab gennemført af en velkoordineret styrke mod sagesløse civile. Det er en udlægning, den belgiske forsvarer Temmerman allerede fremførte i marts 1997 ved åbningen af tribunalets sag mod Georges Rutaganda, en af de tidligere topfolk i Hutu-militsen Interahamwe.
"Der var intet folkedrab. Det var en massedrabs-situation i et land i krig, hvor alle dræbte deres fjender," sagde Temmerman.
Skulle dommerne ved Arusha-tribunalet acceptere en sådan udlægning, falder hele grundlaget for tribunalets talrige anklager for folkedrab - herunder de alvorligste anklager mod Akayesu - til jorden med et brag.
Arusha-tribunalets sag mod Jean Paul Akayesu genoptages i Arusha den 9. februar. De 12 anklager mod ham bygger på hele tribunalets arsenal af juridisk skyts:
*Nogle af anklagerne hviler på FN's Folkedrabs-konventionen fra 1948
*andre på FN's definition af "forbrydelser mod menneskeheden"
*og resten på Artikel 3 i Geneve-konventionen til beskyttelse af krigsofre fra 1949.
Det er især denne sidste Artikel 3, der får juristernes ører til at stritte. Artikel 3 i Geneve-konventionen er aldrig tidligere brugt som retsgrundlag i en domstol. Den siger intet om folkemord eller om 'forbrydelser mod menneskeheden'. Den handler alene om en række langt mindre forbrydelser begået i væbnede konflikter.
Dømmes Akayesu efter de anklager, der bygger på Artikel 3 - og hvis en permanent 'Verdensdomstol' dernæst overtager tribunalets juridiske grundlag - så vil en hvilken som helst politimester et hvilket som helst sted på kloden kunne slæbes for denne Verdensdomstol. Det eneste, der så vil kræves, er mistanke om, at politimesteren i forbindelse med en væbnet konflikt har begået seriøse tilfælde af kollektiv afstraffelse, mord, voldtægt, tortur eller 'umenneskelig behandling' af mistænkte.
Frederik Harhoff fra Københavns Universitet kalder tribunalet "et spring i det folkeretlige univers. Vi har nu et grundlag for, at individer kan dømmes efter folkeretten. Godt nok stadig kun for krigsforbrydelser, men om ikke særlig mange år gælder det måske også krænkelser af menneskerettighederne - eller miljøforbrydere. Perspektiverne er utroligt vidtrækkende," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu