Læsetid: 4 min.

Den forfinede plebejer

24. januar 1998

Lys på en næsten glemt kritiker - C. E. Jensen

NY BOG
Udvalg af litteraturkritiske essays og artikler, enten det nu er opsamlede avisartikler eller sammenarbejdede helheder, er nyttige og tit nødvendige fagbøger, selv om de sjældnere har et større publikum. Det er dokumentarier og undertiden tilmed skrivekunst, der ellers trues af forsvinden sammen med dagens aviser.
I årene efter Anden Verdenskrig gjaldt det for mit vedkommende om at få fat i sådanne samlinger, hvor der stod morsommere ting end i lærebøger og litteraturhistorier, Tom Kristensens Mellem Krigene, Kai Friis Møllers Skribenter og Bøger, Frederik Schybergs Digteren, Elskeren og den af-sindige. De var noget dyre. Til gengæld flød bogkasserne over med de gamle fra tiden rundt om århundredskiftet til 1 krones penge eller to, bl.a. H. S. Vodskovs Spredte Studier, Harald Nielsens kritiske skitser Moderne litteratur, Hans Ahlmanns Det danske Parnas, Chr. Rimestads Fra Stuckenberg til Seedorf samt C. E. Jensens Vore Dages Digtere.
De sidstnævnte var og er mere eller mindre glemt eller ubrugte, men tit fremragende tidssignalementer, sprogligt velsoignerede, blide eller skarptskårne portrætter af bøger og mennesker. Vurderingerne er gerne tidsbundne, men kan række fremad med helt forbavsende gyldighed, bl.a. hos C. E. Jensen, der i sit virke ved Social-Demokraten som kritiker af især bøger og teater i årene 1881-1920 var intet mindre end bladets kulturelle profil, mens det voksede sig til Nordens største avis med et oplag på 56.000 (1910).

Lærling af Brandes
C. E. Jensen er en af dem, som John Chr. Jørgensen har interesseret sig for under sine anmelderhistoriske studier, og nu har han i samarbejde med ambassadør Preben Hansen, førhen journalist ved Social-Demokraten og chef for udenrigsministeriets presse- og kulturafdeling, skrevet en bog om C. E.s liv og værk, omfattende et godt udvalgt af hans litteratur- og teateranmeldelser.
Og de kritikker er gode at læse, med deres sikre og entusiastiske præsentationer af bl.a. Sophus Claussens roman Unge Bander, Herman Bangs Tine, Stuckenbergs Den vilde Jæger, desuden af Ibsen, Strindberg, Wagner og Maeterlinck, for at nævne nogle af dem, han stod nær, personligt eller i valgslægtskab. Overalt med digterindividualiteten, personligheden som afgørende størrelse.
Med fødselsåret 1865 var
C. E. Jensen lærling af den beundrede Georg Brandes, men med en særlig varme for Det moderne Gennembruds 2. generation, Bang, Pontoppidan, og så især 1890'ernes nye lyrikere, hvis såkaldte symbolisme han betragtede som fremadvendt og oprørsk. De var hans jævnaldrende, i hvis kreds han færdedes, f.eks. i Johannes Jørgensens digtertårn på hjørnet af Kastanjevej på Frederiksberg, men han var dog nærmest knyttet til Stuckenberg, som det ses af de få bevarede breve.

Partiløs anmelder
Nogen stor brevskriver var han ikke. Hans hurtige hoved og omfattende læsning forløstes i en skrift rettet mod en bredere offentlighed. Han var en benådet formidler, sprogkyndig, ikke mindst fransk-orienteret, med stilfærdigt sus i vingeslaget. Han fik desuden et kritisk forstående forhold til det ny realistiske forfatterkuld, bl.a. Aakjær, der dog var noget skeptisk ved denne æstetiker, og omfatter således tre digtergenerationer.
Socialt bevidst var C. E. og ét med arbejderbevægelsen, men som anmelder partiløs, en kunstelsker med æstetisk dømmekraft så uafhængig, at han til manges forundring holdt skansen på avisen i så mange år. Hans eftermæle blev indtil i dag noget be-sværet, idet de fleste leksika og litteraturhistorier skrev af efter anmeldelserne af hans Vore Dages Digtere fra 1898 og Rimestads fødseldagsportræt af den 60-årige kritiker, hvor han på en venlig måde opfattedes som noget for tandløs og smagfuld. Den ny biografi yder ham da retfærdighed som netop kritiker.

Smuk udgivelse
Hvem var den mærkelige mand? Preben Hansen har skrevet afsnittene om hans liv og det store kulturhistoriske værk om Socialdemokratiets Aarhundrede, som han skrev hovedparten af. Han var søn af en efterhånden velhavende værtshusholder i Gothersgade, snart moderløs sammen med to døvstumme søstre, kom i Borgerdydsskolen under den myndige og kristent nationale rektor Johannes Helms, der var ophav til sangen "Jeg elsker de grønne Lunde". Der var imidlertid måde med den grønne elskov til denne "kjedelige Plebejer", så Carl Emil blev smidt ud før studentereksamen, fordi han mod strenge forbud allerede da understod sig i at skrive i arbejderavisen.
Det blev han så ved med, indtil han omsider fristedes af jobbet som direktør for et lille teater. Hans arbejde med det lødige kulturskrift Arbejdernes Almanak fortsatte livet ud. Sygdom slog ham omkuld, længe hemmeligholdt som dårlige nerver, nu erkendt som syfilis. Døde patienterne ikke af sygdommen, slog behandlingen dem dengang ihjel som senere Karen Blixen.
På værksiden anføres det, at den flittige skribent står for i alt 1250 signerede artikler i bladet. Vel ikke overvældende for så lang en periode, men med de anonyme og
psudonyme rundes tallet op. Her forelægges i bogen et større detektivarbejde med udredning og litterær sandsynliggørelse af paterniteten til diverse artikler. Når C. E. efter tidens skik brugte vekslende mærker, kunne det skyldes, at ganske få medarbejdere skulle illudere en større flok, eller at dæknavnet gav lejlighed til friere og mere forvoven tale.
Den smukke og omhyggelige udgivelse, der i sig selv er et spændende kulturhistorisk sidelys på perioden, yder kritikeren C. E. Jensen litterær retfærdighed, så han i hvert fald kan indtage en agtværdig og interessant position i kritikhistorien og ikke mindst stå ved sine frisindede kritikker og portrætter af de samtidige.

*Preben Hansen og John Chr. Jørgensen: C. E. Kritikeren C. E. Jensen. Liv og værk. 364 s. ill. indb. 238 kr. Fremad. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her