Læsetid: 4 min.

Frankrig skærper kursen over for Algeriet

6. januar 1998

Frankrig kritiserer for første gang åbent den algeriske regerings politik - og støttet EU-initiativ, der skal standse massakrer i Algeriet

Paris
Frankrig tilslutter sig det tyske forslag om et EU-initiativ over for Algeriet med henblik på at få standset massakrerne i det nordafrikanske land, tilkendegav det franske udenrigsministeriums talsmand mandag.
Der er tale om en fransk kursændring, idet Frankrig hidtil har ført en meget forsigtig politik, der først og fremmest lagde vægt på "ikke-indblanding".
Samtidig har Frankrig for første gang åbent kritiseret den algeriske regerings interne politik og krævet en mere effektiv indsats for at hindre massakrer og for at indføre demokratiske tilstande.
"Det er enhver regerings pligt at udrydde vold og således sørge for, at borgerne kan leve i fred og sikkerhed", sagde udenrigsministeriets talsmand.
"De franske myndigheder opfordrer den algeriske regering til konsekvent at fortsætte den reformproces, der er blevet lovet af præsident Zeroual siden 1995".
Den lave profil, Frankrig hidtil har holdt i relation til den algeriske krise, hænger sammen med den franske rolle som tidligere kolonimagt. Algeriet er meget følsomt over for enhver fransk indblanding, der kan fortolkes som manglende respekt for landets uafhængighed, opnået i 1962 efter en blodig, fem år lang befrielseskrig.
Mere umiddelbart skyldes den franske forsigtighed frygten for terroraktioner i Frankrig fra algeriske islamisters side.
Man oplevede i 1995 en bølge af bombeterror af algerisk oprindelse, og næsten enhver form for aktiv fransk Algeriet-politik frygtes at kunne få blodige følger.

Voksende offentligt pres
Det nye er, at Tyskland har taget initiativet, således at Frankrig ikke er fremme i forreste linje. Men når Frankrig nu går så vidt som at kritisere den algeriske regering og tilslutte sig tanken om et Algieriet-initiativ inden for EU's rammer, betegner det en ny politik, og den skyldes uden tvivl voksende pres fra offentligheden og fra dele af det socialistiske regeringsparti under indtryk af de mere og mere gruopvækkende massakrer.
Den tyske udenrigsminister Klaus Klinkels forslag, der omgående fik støtte af hans danske kollega, Niels Helveg Petersen, blev i går også støttet af den italienske statsminister, Romano Prodi. Først nogle timer senere fulgte den franske reaktion.
I det franske udenrigsministerium oplyser man over for Information, at det tyske forslag ikke har været genstand for rådslagninger med Frankrig på forhånd. Det drejer sig ikke om et fransk-tysk forslag, men et tysk forslag, som Frankrig har budt velkommen, siger man.
Forslaget går ud på at sende en EU-delegation til Algeriet for at tilbyde hjælp til bekæmpelse af terroren og hjælp til ofrene.
Delegationen skulle bestå af den såkaldte Trojka, d.v.s. udenrigsministrene fra det nuværende, det foregående og det kommende formandsland, altså Storbritannien, Luxembourg og Østrig.
Udenrigsminister Kinkel meddelte, at han allerede havde henvendt sig til det britiske formandskab og bedt om, at spørgsmålet drøftes på et hastemøde af cheferne for udenrigsministeriernes politiske afdelinger og på det næste EU-udenrigsministermøde.
Det franske udenrigsministeriums talsmand roste det tyske forslag og sagde, at Frankrig "fortsat opmuntrer ethvert initiativ, der demonstrerer det internationale samfunds solidaritet med det algeriske folk".

Frankrig dybt indigneret
Den franske regering ønskede også at fremme alle forholdsregler til at hjælpe terrorismens ofre og til at finde en fredelig løsning på den krise, der har hjemsøgt Algeriet i de sidste seks år.
Talsmanden sagde, at Frankrig var "dybt indigneret og bestyrtet" over de nye massakrer, som han betegnede som "terroristiske forbrydelser".
Det er første gang i to år, at Frankrig har taget til orde for at kommentere udviklingen i Algeriet, der normalt respekteres som "indre anliggender".
I mellemtiden har begivenhederne i Algeriet optaget den franske offentlighed stærkt, og de franske regeringer er ofte blevet kritiseret for - bag den formelle neutralitet og ikke-indblanding - stitiende at støtte Zeroual-styret.
Denne kritik støtter sig bl.a. på det forhold, at Frankrig - tildels som følge af de bånd, der reelt knytter Frankrig til Algeriet som tidligere kolonimagt - har intime økonomiske forbindelser med Algeriet og til enhver tid støtter landet med kreditter.
Dette har ført til krav i den franske debat om, at regeringen skal bruge sin indflydelse til at lægge pres på Zeroual-regimet, og det kritiseres, at dette styre år efter år viser sig fuldstændig ineffektivt i kampen mod den islamistiske terror.

Zeroual må forklare
Samtidig betragtes situationen som totalt uigennemskuelig på grund af censuren i Algeriet, og der er vedholdende forlydender om, at en del af terroren i virkeligheden er modterror, organiseret af regeringen.
Der lyder nu tiltagende krav i Frankrig om, at regeringen skal "kræve en forklaring" af Zeroual. Det påpeges også, at en vis fransk afstandtagen fra Zeroual ikke ligefrem indebærer den mest indlysende risiko for at udløse islamistisk terror i Frankrig. Men det synes hidtil at have været den officielle indstilling, at enhver form for indblanding ville være farlig for Frankrig.
Finansminister Dominique Strauss-Kahn sagde i et tv-interview søndag aften, at udenlandsk intervention i Algeriet var utænkelig uden, at den offentlige mening forinden lagde pres på regeringerne i den retning.
Han henviste til, at interventionen i Bosnien var kommet i stand på den måde, og sagde, at offentligheden måtte mobilisere sig, hvis der skulle ske noget.
"I øjeblikket har de udenlandske regeringer meget lidt handlefrihed," tilføjede han.

Algerisk blodbad
I sidste uge blev 412 civile dræbt. I weekenden 35. Massakrerne mod uskyldige civile fortsætter i den algeriske borgerkrig, og nu kritiserer den franske regering for første gang åbent Algeriets regering og bakker op om et tysk forslag om, at EU skal lægge pres på Algeriet.
Samtidig ser flere algeriere en sammenhæng mellem Massakrerne og et kontroversielt lovforslag om at privatisere landets mest frugtbare jord.
Information sætter på den side fokus på Algeriet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her