Læsetid: 5 min.

Frankrigs potentielle jobløse støtter oprør

21. januar 1998

Mens Frankrigs socialistiske regering de facto er vendt tilbage til forgængernes økonomiske politik, vokser presset fra både de reelt udstødte og dem, der frygter at blive det

PARIS
Når ministerpræsident Lionel Jospin onsdag aften udtaler sig til nationen i et tv-interview, sker det på baggrund af en social og politisk krise af en ny og uventet art - de arbejdsløses oprør, der har vist sig mere omfattende og langvarigt end først antaget.
Denne protestbølge har rystet regeringen, fordi den har sat spørgsmålstegn ved hele den nuværende prioritering og udløst en fundamental debat om fransk socialpolitik - spørgsmål, der simpelthen ikke var "på dagsordenen", før de arbejdsløses aktioner begyndte for halvanden måned siden.
Selv om demonstrationerne ikke har massivt omfang, er de udbredte og vedholdende - og følges med sympati af det store flertal af befolkningen, hvilket bekræftes af flere meningsmålinger med næsten identiske resultater.
I weekenden var der demonstrationer i Paris og provinsen med tilsammen ca. 25.000 deltagere. Endnu i begyndelsen af ugen var en snes a-kasser og andre offentlige kontorer besat af arbejdsløse.

Besætter restauranter
I løbet af protestbølgen er mange af disse aktioner blevet bragt til ophør af politikommandoer - for det meste uden voldelige episoder, men under bitre verbale protester. Regeringen har forsvaret politiaktionerne med, at man ikke kan tillade besættelser, der hindrer arbejdsløshedskasserne i at fungere.
På det sidste er kampagnen blevet udvidet til at omfatte kortvarige besættelser af kendte steder i Paris, der symboliserer det sorgløse og velbjergede liv - et luksushotel som Lutétia, den berømte restaurant La Coupole etc.
Endelig har demonstranterne besat en af de mest prestigefyldte højere læreanstalter, Ecole normale supérieure - en af udklækningsanstalterne for den franske elite - hvor et halvt hundrede studenter har sluttet sig til de aktionerende arbejdsløse i solidaritet. Hermed er en social konflikt endnu engang rykket ind i hjertet af Latinerkvarteret, og man fornemmer et svagt ekko af tidligere store omvæltninger som maj 1968.
Samtidig har titusinder af franskmænd bestormet prefekturerne med ansøgninger om nødhjælp, efter at de første 350 mio. kr. af den nødfond på godt en milliard, som Jospin gav meddelelse om i sidste uge, er blevet stillet til rådighed.

Regeringsparti i protest
På det politiske plan er der sket det pinlige for regeringen, at kommunistpartiet - der deltager i regeringskoalitionen - har sluttet sig til protestkampagnen.
I weekenden marcherede partiformanden, Robert Hue, smilende og med den største selvfølgelighed sammen med de demonstrerende arbejdsløse, hvis krav er adresseret til regeringen og det parlamentariske flertal. Det mest kontante af disse krav går ud på en forhøjelse af de sociale minimumsydelser med 1.700 kr. om måneden.
Pressen har bragt et omfattende statistisk materiale, der viser, at de arbejdsløse er henvist til at leve under fattigdomsgrænsen, når deres ret til arbejdsløshedsunderstøttelse er udløbet. Det påpeges - omtrent for første gang - at den franske sociallovgivning lader millioner af borgere i stikken med ydelser under eksistensniveau. De sociale minimumsydelser - bistand (først oprettet i 1989), solidaritetsydelse for langtidsledige, folkepensionens grundbeløb, invalidepension, hjælp til enlige forældre, enkepension m.m. - har været fastfrosset siden 1983. I bedste fald er de blevet pristalsreguleret - med stagnerende købekraft - mens nogle ydelser simpelthen udviser faldende købekraft.
Det er allerede blevet konstateret i en rapport fra den statslige planstyrelse, at arbejdsløsheden direkte eller indirekte rammer syv millioner franskmænd.

Syv mio. arbejdsløse
Der er 2,8 mio. fattige arbejdere med lønninger på mindre end 5.700 kr. pr. måned.
3,3 mio. husstande, dvs. ca. seks millioner individer, har hverken arbejds- eller anden form for indtægter og lever af sociale minimumsydelser. Flertallet af dem lever under fattigdomstærskelen, der er fastsat til ca. 3.800 kr. pr. måned pr. person.
Mens det gennemsnitlige leveniveau i befolkningen er steget med 15 procent mellem 1982 og 1995, er de sociale minimumsydelser faldet relativt og ligger nu på 20-40 procent af befolkningens gennemsnitlige indtægtsniveau.
Samtidig påpeges det, at Frankrig i de sidste 15 år kun har ofret en procent af sit bruttonationalprodukt på de sociale minimumsydelser. Mellem 1970 og 1995 er værdien af den samlede produktion vokset med 85 procent, men over den samme perode er antallet af personer, der er henvist til at leve af sociale minimumsydelser, fordoblet.
En generel forhøjelse på 1.700 kr. af disse ydelser - som krævet af de aktionerende arbejdsløse - er blevet regnet ud til at ville koste ca. 30 miliarder kr.

Hensyn til ØMU'en
På den baggrund syner Jospins milliard ikke af ret meget, og det forlyder, at han leder med lys og lygte efter endnu tre-fire millarder til at dæmpe oprøret.
Men en stor og bekostelig socialreform er udelukket. Regeringen har forpligtet sig til en stram budgetpolitik, bl. a. af hensyn til kriterierne for den europæiske møntunion, ØMU'en.
Jospin og hans ministre har på det sidste ved flere lejligheder antydet, at regeringen er vendt tilbage til den samme finansielle ortodoksi som sine forgængere - den politik, som Jospin kritiserede under kampagnen forud for valgsejren den 1. juni 1997.
Der advares også mod uberegnelige følger af en drastisk forhøjelse af de sociale minimumsydelser.
Et af problemerne er, at også lønningerne er lave i Frankrig, således at forhøjede sociale ydelser ikke alene kommer til at "konkurrere" med minimumslønnen, men risikerer at smitte af på hele arbejdsmarkedet med en bølge af lønkrav.
"Hvor meget kan man forhøje de sociale minimumsydelser i et samfund, hvor minimumslønnen kun beløber sig til lidt over 5.700 kr. og middellønnen til ca. 10.000 kr.?" spørger økonomiprofessoren Daniel Cohen i en analyse i Libération.
Under debatten er der blevet peget på, at arbejdsløsheden mere og mere fornemmes som en latent fare for det store flertal af befolkningen, ikke blot et problem for de officielt 3,1 million arbejdsløse.
Dette forklarer, at protestkampagnen har sendt chokbølger ud i hele samfundet på trods af, at de arbejdsløse ingen pressionsmidler har - til forskel fra strejkende arbejdere, der kan ramme produktion, tjenester, transport og distribution.
I et debatindlæg i Le Monde skriver de tre sociologer Pierre Bourdieu, Frédéric Lebaron et Gérard Mauger, at de arbejdsløses kampagne især har rettet opmærksomheden mod det forhold, "at en lønmodtager er en virtuel arbejdsløs, og at den udbredte marginalisering og den organiserede sociale usikkerhed hos alle dem, der lever under truslen om en afskedigelsesplan i en virksomhed, gør hver eneste lønmodtager til en potentiel arbejdsløs".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her