Læsetid: 6 min.

Franske jobløse i oprør

10. januar 1998

Frankrigs premierminister Jospin smed arbejdsløsheden ud af døren. Men nu er den krøbet ind ad vinduet

PARIS
En fransk talemåde går ud på, at hvis man smider et problem ud ad døren, risikerer man, at det kryber ind gennem vinduet. Det er noget i den retning, der er sket for premierminister Lionel Jospin.
Han tog systematisk fat på at mindske arbejdsløsheden med lancering af 35 timers ugen og en stor jobskabelsesplan for de unge - og det så ud, som om arbejdsløshedsproblemet dermed var under kontrol, politisk set, omend langtfra løst. Men før de første resultater overhovedet nåede at vise sig, har de arbejdsløse pludselig stjålet billedet med en række protestaktioner, der har udviklet sig til den hidtil alvorligste prøve for regeringen og fremkaldt de første revner i Jospins image.
Situationen opsummeres morsomt af en af Le Mondes tegnere, der lader Jospin sige: "Jeg vidste godt, at vi ville få problemer med arbejdsløsheden... men ikke med de arbejdsløse".
Endnu et ironisk træk ved situationen er, at mens regeringen i første omgang koncentrede sig om ungdomsarbejdsløsheden - den er et særlig stort problem i Frankrig - og bekendtgjorde en ambitiøs plan om 700.000 nye job for de unge, så var det de langtidsledige - så at sige "de gamle" - der stod og ventede om hjørnet, parat til at udløse en social krise.

Stort ekko
Den kampagne, der de sidste uger har henledt opmærksomheden på de langtidslediges utålelige situation, og som nu har tvunget Jospin til at rykke ud med en nødplan og nogle højtidelige forsikringer, består i, at små grupper af arbejdsløse har besat arbejdsløshedskassernes kontorer i en række byer.
Ekkoet af disse aktioner har været enormt i forhold til deres omfang. Alt i alt har nogle få hundrede, i bedste fald måske et par tusinde aktivister deltaget i aktionerne, og næppe mere end 20 af landets 636 arbejdsløshedskontorer er blevet besat.
En demonstation i Paris den 7. januar, der var ment som et højdepunkt i kampagnen, fik en meget beskeden tilslutning. Men aktionerne har haft en overvældende succes i medierne og synes at have mødt stor sympati i offentligheden - der jo også tæller 3,5 millioner arbejdsløse...
Proportionalt hermed har aktionerne fremkaldt nervøsitet i regeringen, endog modstridende kommentarer og tegn på splittelse. Det er næppe for meget sagt, at regeringen er blevet rystet, og den er blevet tvunget til at reagere. Forinden har Jospin set sig nødsaget til at kalde sine egne ministre til orden for at holde sammen på regeringskoalitionen af socialister, kommunister, grønne, venstresocialister og venstreradikale.
Det er karakteristisk for denne kampagne, at kravet ikke drejer sig om arbejdspladser - det er naturligvis underforstået, men opfattes efterhånden som urealistisk i forhold til de arbejdsløses antal - men om flere penge til de langtidsledige og først og fremmest til det store og stigende antal, der har været arbejdsløse så længe, at deres ret til understøttelse fra a-kasserne er udløbet.

Krævede julehjælp
Som nødhjælp har de arbejdsløse krævet et éngangsbeløb på 3.500 kr. - en slags "julegratiale", idet kravet blev fremført lige før jul og tildels motiveret netop af julen - og desuden en forhøjelse på 1.700 kr. pr.måned af "det sociale minimum", d.v.s. den solidaritetsydelse eller bistand, som man er henvist til at leve af, når man har mistet retten til understøttelse fra a-kasserne.
Solidaritetsydelsen for arbejdsløse, der betales af staten, varierer fra 2.000 kr. til 4.500 kr. pr. måned. Bistandsydelsen, som alle ubemidlede har ret til, og som over en million franskmænd lever af, beløber sig til 2.800 kr. for en enlig og 4.200 kr. for et par.
Den reelle baggrund for krisen er, at næsten halvdelen af de arbejdsløse i Frankrig ikke modtager understøttelse - de lever på et eksistensminimum og under fattigdomsgrænsen.
Antallet af langtidsledige vokser støt, selv i de måneder, hvor man registrerer en stabilisering eller et marginalt fald i den samlede ledighed. I slutningen af 1997 var der 1,1 million arbejdsløse, som havde været det i over et år. Deres antal voksede med 7,8 pct. i løbet af 1997.
Statistikkerne viser, at 80 procent af samtlige arbejdsløse har mindre end 5.700 kr. om måneden, og at 37 procent - det vil sige langt over en million - har mindre end 3.500 kr. om måneden.

Halvhjertede forsøg
Forud for de forholdsregler, Jospin bekendtgjorde fredag efter en række møder med repræsentanter for fagbevægelsen og de foreninger, der har organiseret protestaktionerne, havde regeringen forsøgt sig med nogle halvhjertede forsøg på forsoning, ledsaget af modstridende kommentarer, snart strenge formaninger, snart venlige ord.
Arbejdsminister Martine Aubry har været i skudlinjen og har fået nogle skrammer undervejs. Først gjorde hun sig bemærket ved simpelthen at fordømme aktionerne som ulovlige, og efter at hun var rykket ud med et beløb på 570 mio. kr. som tilskud til lediges omskoling og visse minimale nødhjælpsforanstaltninger, erklærede hun, at sagen måtte betragtes som ude af verden, og aktionerne omgående bringes til ophør. Hendes autoritære og teknokratiske tone fik flere kommentatorer til at sammenligne hende med den foregående konservative premierminister, Alain Juppé!
Det var et alvorligt faresignal for premierminister Jospin, hvis hidtidige popularitet netop har beroet på hans evne til dialog, på en tone og en metode, der er diametralt forskellig fra Juppés.
Bedre blev det ikke, da det blev afsløret, at de millioner, Martine Aubry talte om, allerede var blevet bevilget i oktober 1997 - og faktisk var brugt.
Det var på tide, at Jospin greb ind - så meget mere, som det også var nødvendigt at få lidt samling på regeringen, hvis medlemmer fremsatte modstridende udtalelser.
Mens arbejdsminister Aubry optrådte som den strenge skolefrøken, udtalte flere andre ministre deres sympati med de aktionerende arbejdsløse, således den grønne miljøminister Dominique Voynet og den kommunistiske ungdoms- og sportsminister Marie-Georges Buffet, men også finansminister Dominique Strauss-Kahn og undervisningsminister Claude Allègre - sidstnævnte en nær ven af Jospin..
Udgangen blev, at Aubry lovede at tale med de aktionerende arbejdsløse, mens hendes ministerkolleger forklarede, at de var solidariske med arbejdsministeren, og at regeringen stod samlet som aldrig før.

Giftig polemik
Der opstod også en giftig polemik, hvor regeringskredse og dele af fagbevægelsen beskyldte de aktionerende foreninger for at være "manipulerede".
Beskyldningerne gik ud på, at den kommunistisk orienterede landsorganisation CGT (den ene af Frankrigs tre konkurrerende LO'er) og visse trotskistiske og venstreekstremistiske grupper stod bag aktionerne, og at det i virkeligheden drejede sig om et forsøg på at destabilisere, ja sprænge regeringen.
Det er rigtigt, at CGT har spillet en fremtrædende rolle i forbindelse med kampagnen, og at CGT står de kredse af Kommunistpartiet nær, der er i opposition til partilederen, Robert Hue, og imod den kommunistiske deltagelse i regeringen.
Mens disse kredse støttede aktionerne og kritiserede regeringen, bekræftede Hue sin solidaritet med denne, men efter Jospins pressekonference fredag slog han om og beklagede, at regeringen ikke ville forhøje de sociale minimumsydelser.
De skiftende reaktioner viser, at regeringen var uforberedt på en sådan revolte og nærmest havde glemt, at de arbejdsløse ikke blot er statistiske kurver, der eventuelt kan antage mere positive former i løbet af nogle år, men mennesker, der kan miste tålmodigheden. Men det kaotiske forløb skyldes sikkert også, at regeringen dybest set ikke ved sine levende råd.

Penge til de rige
At planlægge en langsiget strategi mod arbejdsløsheden er ikke nogen umulig opgave, forudsat at der ikke kræves hurtige resultater.
Men finde penge til at afhjælpe den nød og fattigdom, arbejdsløsheden har medført - det er simpelt hen umuligt med den budgetmæssige disciplin, regeringen har pålagt sig under den forcerede march frem mod den europæiske enhedsvaluta.
Det blev omgående regnet ud, at den lille julegave på 3.000 francs, som de arbejdsløse havde skrevet på deres ønskeseddel, ville koste ni mia. francs.
En af de aktionerende foreninger har dog påpeget, at de foregående højreregeringer gav de rigeste to millioner franskmænd skattelettelser på 30 mia. francs, som den socialistiske regering har opretholdt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her