Læsetid: 5 min.

Frem og tilbage er lige langt

3. januar 1998

Traditionel og selvmodsigende bog om psykiatri, der ikke viser nogen interesse for dialog med de sindslidende

NY BOG
"Desværre overså Kierkegaard naturvidenskabernes frigørende potentiale", skriver Raben Rosenberg (professor i biologisk psykiatri og psykofarmakologi ved Aarhus Universitet og for tiden formand for Dansk Psykiatrisk Selskab) i FADL's debatbog nr. 12 om prioritering af psykiatrisk behandling. Man må sige, at han til gengæld selv giver lægevidenskaben, hvad der tilkommer den og ikke så lidt til.
Psykiatri skal omdøbes til neuropsykiatri for at fastslå, at det er et lægevidenskabeligt fag med fokus på hjernens funktion. Han vil tilbage til de tider, hvor det stod fast at sindssygdom slet og ret er sygdom. For tiden 'berømmer' faget den bio-psykosociale sygdomsmodel omend heldigvis med hovedvægt på det biologiske, men han foretrækker nu at tale om den neuropsykiatriske sygdomsmodel. Ifølge den er de psykiske sygdomme resultatet af et uhensigtsmæssigt samspil mellem arvelige og miljømæssige faktorer og "symptomerne er fundamentalt set udtryk for en forstyrret funktion af biologiske processer i vor hjerne." En truisme som ingen kan protestere imod, men Rosenberg maser den frem som bemærkelsesværdig naturvidenskab.

Forvredne kendsgerninger
Kendsgerninger og begreber vrides og vendes for at dokumentere videnskabeligheden. F.eks. får kausal ikke længere lov til at betyde årsagsbestemt, idet vi belæres om at kausal behandling er "rettet mod de grundlæggende forstyrrelser og ikke som det ofte hedder årsager. Årsagsbegrebet er alt for enkelt til at være praktisk brugbar. Det der kendetegner lægelig betragtning (behandling?, jw) er derimod at man griber ind i sygdomsprocesser, som man har afklaret gennem den systematiske forskning. Neuro-leptika og antidepressiva er derfor ikke symptomdæmpende medicin, men lægemidler der gavner syge gennem en indgriben i sygelige processer."
Det er uforståeligt og må højlydt undre at Rosenberg docerer at der "ved psykoser er en meget skarp grænse mellem det normale og det sygelige." Det er i strid med den udbredte almindelige opfattelse og med den internationale diagnoseliste ICD-10 som arbejder med sygdomsspektre med glidende overgange. ICD-10 bruges af alle - også af ham selv endda i bogen her. Ens undren stiger, når han i samme bog uden kommentarer nævner de "grænsepsykotiske tilstande".
Det fremhæves, at moderne lægevidenskab i bund og grund har et humanistisk grundsyn, som også er forfatterens eget: "Det er godt gjort af en person der forsvarer tvangsbehandling og psyko-farmakologi, og som mener at skizofreni primært er en genetisk sygdom!"
Han ønsker at hospitalspsykiatrien skal nyde fremme med flere senge og ordentligt store afdelinger af hensyn til forskningsmiljø og rekruttering af dygtigt personale ikke mindst læger. Med samme begrundelse skal de distriktspsykiatriske enheder lægges sammen til større enheder. Den besungne nær-hed i behandlingen kommer af sig selv med Danmarks geografi.
Psykiatriens fremtid tegner sig lys for ham, hvis blot folk og især politikerne vil vise respekt for ekspertviden og professionalisme efter hans hoved. Han mister helt besindelsen ved tanken på Beyerholm - en længst afdød kollega, der har skrevet om psykiatriens historie. Han mener, at moderne psykiatri ville hensætte Beyerholm i "en maniform eksaltationstilstand" og "over for de kommende års fremskridt ville han måske være gået over i et akut delirium." Her overmander den videnskabelige optimisme forfatteren, så han pludselig afslører en alternativ tro på, at den blotte forestilling kan være årsag til alvorlig sindssygdom.

Ingen dialog
I bogen vises ingen interesse for dialog med de sindslidende. Ingen forståelse for Galebevægelsen og intet om at de lidende er de vidende. Tvang mod sindslidende anses for velvalgt og er indiskutabelt til deres eget bedste. Det er uden for Rosenbergs horisont at forstå de mange sindssyge, der ikke tør nærme sig psykiatrisk ekspertise af frygt for tvangsbehandling med ledsagende medikamentelle bivirkninger. Derfor har han, som andre etablerede psykiatere, totalt afvist de af Retsudvalget foreslåede medicinfrie afdelinger. Han overser, at det væsentlige ikke er en debat om faren ved at gennemleve sin psykose, men den kendsgerning at en hel del sindssyge ikke får nogen som helst hjælp på de eksisterende afdelinger, og i deres angst for dem går for lud og koldt vand. Derfor er det en god og menneskevenlig ide at forsøge at hjælpe med de nye afdelinger, men folk med Rosenbergs indstilling kan selvfølgelig ikke indrette og tjene dem.

Videnskab for alle pengene
I tilbagevendende faser af psykiatriens historie har videnskaben været i højsædet, men alligevel har de sindssyge dengang som nu haft store lidelser i deres dagligdag.
Fra statshospitalernes fælleskasse lykkedes det professor Erik Strömgren i sine mange år på Risskov at hente betydelige midler til forskningen på hans egne afdelinger, mens patienterne både der og rundt omkring i landet lå på afskyelige sovesale, og i Middelfart endda måtte leve med kakkelovne årtier efter, at andre havde fået centralvarme. Rosenberg råber på flere penge og bedre forhold til sin videnskab og klager uden blu-sel over manglende Nobelpriser til psykiaterne. Med en lille ydmyg tanke til historiens gang kunne han ikke undgå at se de mange skræmmende spor. Der blev faktisk givet en Nobelpris til den invaliderende behandling med lobotomi!

Et gys
Bogen er skrevet i et ubearbejdet og ofte hjælpeløst sprog med trættende og distraherende mange sjuskefejl. Det er så galt at næppe en side går fri, og det almindelige er adskillige fejl på hver side. Mange sætninger må læses om for at gætte meningen, f.eks.: behandlingen undgår - i stedet for undergår; forstille mig - i stedet for forestille mig; skæmmes ved - i stedet for skræmmes ved: Mundvad - i stedet for Munkvad; ligger med næsten opad - i stedet for næsen opad.
Fejlene er typiske for den, der helt slår hjernen fra og lader computerens stavekontrol stå alene med korrekturlæsningen. Hvad har redaktionskomiteen og forlaget tænkt. Eller har de overhovedet tænkt?
Den læser der slæber sig igennem bogen, undgår ikke et ubehageligt gys. For tænk hvis Rosenbergs lægelige og videnskabelige arbejde rummer blot en brøkdel af den overfladiskhed og det sjuskeri, der skal til for at lade en tekst som denne trykke som bog! Han har gjort videnskaben, sig selv og kollegerne en stor bjørnetjeneste.

*Raben Rosenberg: Prioritering af psykiatrisk behandling. Fra psykiatri til neuro-psykiatri. Foreningen af danske lægestuderendes forlag. 156 s., 112,50 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her