Fundamentalismen har for alvor stukket sit grimme fjæs frem i Tyrkiet og truer i dag de grundlæggende demokratiske rettigheder. Det er ikke de islamistiske bevægelser og partier, men de såkaldt vestligt orienterede og sekulære politiske kræfter, der - af frygt for netop islamismen - er blevet intoleranet overfor anderledes tænkende.
Den konklusion er nærliggende efter, at den tyrkiske forfatningsdomstol i fredags forbød det islamiske Velfærdsparti (Refah), fordi man betragter partiet som en trussel mod den sekulære tyrkiske republiks forfatning. Syv ledende Refah-medlemmer, herunder tidligere ministerpræsident Necmettin Erbakan, udelukkes samtidig fra al politisk aktivitet i fem år. Man påstår, at der er "beviser" for, at Refah-partiet har forsøgt at undergrave den sekulære forfatning, som blev grundlagt af Kemal Atatürk i 1923.
To gange tidligere har Tyrkiets egentlige magthavere i og omkring militæret grebet ind overfor Erbakan og hans islamistiske partidannelser - det skete ved militære kup i 1971 og 1980. Men NATO-landet Tyrkiet kan, efter den kolde krigs ophør, ikke på legitim vis lave et åbenlyst militært kup, og derfor er det sikkert velkomment for de militære magthavere, at forfatningsdomstolen med sin dom i fredags gør det beskidte arbejde.
Ja, men uanset om man bruger rå voldsmagt eller retssystemets mere subtile form for tvang, så bliver det dog ikke mere legitimt at udelukke en af landets største politiske bevægelser fra de lovformelige demokratiske forsamlinger. Man mangler tværtimod ordentlige beviser for, at Erbakans politiske bevægelse på nogen måde har truet fundamentet for den sekulære stat.
Refah-partiet vandt det seneste parlamentsvalg den 24. december i 1995 med 21 procent af stemmerne, og det var i høj grad en folkelig proteststemme imod de etablerede partiers korruption, magtmisbrug og manglende evne til at løse landets økonomiske og sociale problemer. Erbakan førte en relativ pragmatisk politik, og reformerne, der bl.a. udvidede Koran-undervisningen i landets skoler og tillod offentligt ansatte kvinder at bære slør, kan kun ud fra en strængt fundamentalistisk sekularisme anses for at være truende. Erbakan havde hele tiden militærets kolde ånde i nakken, og i slutningen af juni måned sidste år blev han så tvunget til at træde tilbage efter en længere politisk kampagne fra militærets side. Kampagnen banede i første omgang banede vej for en koalitionsregering under ledelse af Moderlandspartiets Mesut Yilmaz, og i fredags kulminerede den med forfatningsdomstolens afgørelse.
En kold bølge af fordømmelser er strømmet ind over Tyrkiet fra omverdenen. De vestlige demokratier - fra EU-landene til USA - har i skarpe vendinger kritiseret dommen for at være et overgreb på den politiske pluralisme og ytringsfriheden. Og fra en anden kant, nemlig fra Irans statskontrollerede radio, har tonerne ikke været mindre fordømmende. Dommen er "udemokratisk", kommenterede talerøret i Teheran, der ikke undlod sarkastisk at henvise til, at den sekulære tyrkiske stat ellers normalt forsvarer partipluralismen og det repræsentative demokrati.
Nogle iagttagere har draget paralleller til Algeriet, hvor de militære magthavere i 1992 forbød den islamiske befrielsesfront, FIS, der ellers havde vundet det demokratiske valg - og som i Tyrkiet argumenterede man med, at islamismen udgjorde en trussel mod den sekulære stat. I Algeriet fik beslutningen fatale konsekvenser, skabte en radikalisering af de islamistiske bevægelser og førte ultimativt til en langvarig, blodig og brutal borgerkrig.
Rammerne i de to lande er dog præget af vigtige institutionelle, politiske og historiske forskelle, der gør det usandsynligt, at tyrkerne vil opleve algierske tilstande. Tyrkiet har i modsætning til Algeriet f.eks. en veludviklet infrastruktur, en økonomi, der er tæt integreret i den internationale arbejdsdeling, og medlemsskabet af den vestlige forsvarsalliance NATO skaber bindinger, der om ikke andet hindrer generalerne i mere ekstreme former for magtmisbrug.
Alligevel er den hellige sekulære grav ikke helt velforvaret. I dag oplever Tyrkiets islamister åben politisk repression fra magthaverne - f.eks. er en række religiøse islamiske skoler blevet lukket. Magtmæssig repression avler ofte et modtryk, og de islamiske aktivister har fået en god anledning til at spørge, om den hidtidige parlamentariske strategi bør erstattes af mere radikale midler. Indtil nu har Tyrkiets islamister heldigvis valgt en anden strategi end de undertrykte
i Algeriet, og ledende kræfter i det nu forbudte Refah-parti arbejder på at kanalisere kræfterne ind i et nyt islamistisk orienteret parti, Dydernes parti.
Når dydstilhængerne ved det næste parlamentsvalg stiller op, så kan de meget vel få lige så mange, eller flere mandater end Refah-partiet. Det afhænger i sidste ende af, omYilmaz' siddende koalitionsregering viser sig lige så ineffektiv som Tansu Çillers tidligere regering til at løse Tyrkiets økonomiske og sociale problemer og når det gælder om at gøre op med magtelitens korrumption.
Magteliten har ikke bedre internationale handle-
muligheder efter forfatningsdomstolens forbudsdom i fredags. Tværtimod betyder dommen, at Tyrkiet rykker længere væk fra Europas demokratiske kultur og traditionerne.
Den er et tilbageslag for tyrkernes drøm om at blive optaget i Den Europæiske Union, og den rejser - for at parafrasere ministerpræsident Mesut Yilmaz ord for en måned siden til EU-lederne - en "ny kulturel Berlin-mur" mellem Tyrkiet og de vestlige demokratier.bjm
