Michael Strauss fra Kræftens Bekæmpelse går i Tyskland under navnet genprofessoren. Han har kureret mus for kræft, og vil til at lave forsøg med mennesker. Om 10 år regner han med at teknikken kan tages i brug på sygehusene
GENTERAPI
For bare to år siden blev genterapi i USA udråbt som den næste store milepæl indenfor moderne medicin. En behandling, hvor et defekt eller fraværende gen kunne blive erstattet af et nyt raskt gen, og derved elimineres den egentlige årsag til sygdommen. Men allerede få måneder efter udkom en yderst kritisk rapport fra The National Institutes of Health, den offentlige hovedsponsor af genterapiforskningen i USA. Rapporten fortalte, at fem års forsøg med genterapi ikke havde kureret en eneste patient.
Den kritiserede forskere og investorer for at fremskynde behandlinger på mennesker uden at tage hensyn til behandlingens bivirkninger og uden at gøre omhyggelig brug af forsøgsdyr.
Til dags dato har over 2000 patienter modtaget genterapi. Af disse har kun få patienter (mindre end fem) med særlige tilstande draget fordel af behandlingen. Fra dette synes status at være den samme som for to år siden: Indtil videre virker genterapien ikke.
Dette har fået os til at tage en mental flyvetur fra USA, hvor størstedelen af behandlingerne (over 1700) har fundet sted, til Europa for at tage temperaturen på et europæisk genterapi-projekt. Turen ender på et kontor på Kræftens Bekæmpelse i København, hvor vi møder Michael Strauss, som i Tyskland er kendt under navnet 'genprofessoren' for hans talrige populærvidenskabelige artikler i tyske aviser og tidsskrifter. Hans titel som 'genprofessor' blev yderligere understreget, da han i dette efterår sammen med fem andre naturvidenskabsmænd blev indstillet til den nyindstiftede tyske fremtidspris for sin forskning i genterapi mod kræft.
Den perfekte basis
Professor Michael Strauss er leder af et dansk-tysk samarbejde bestående af forskere fra Kræftens Bekæmpelse i København og Humboldt Universitetet i Berlin, som sidste forår lancerede et epokegørende resultat, der knytter forhåbning til, at kræft en dag kan kureres. Ved hjælp af genterapi er det lykkedes at få kræftsvulster i mus til at forsvinde totalt i løbet af 10 til 12 dage, mens det omkringliggende væv bestående af normale celler ikke bliver påvirket af behandlingen.
Deres strategi bygger på den kendsgerning, at de to gener p16 og p53 er defekte i hovedparten af alle kræfttilfælde. Det ene gen, p16, er i stand til at hæmme en celles vækst, mens p53 er i stand til at få cellen til at begå selvmord, hvis cellen har lidt uoprettelige skader på sin arvemasse.
I en kræftcelle, hvor p16 og p53 er defekte, vil cellen kunne dele sig uhæmmet, og være ude af stand til at begå selvmord. Det resulterer i en ophobning af uønskede celler, og en svulst dannes. Sygdommen bliver en realitet, når disse celler er i stand til at bevæge sig fra den oprindelige svulst til kroppens vitale organer (cellerne metastaserer), og dermed ødelægge organernes funktion. Men ved at indsætte normale udgaver af både p16 og p53 generhverver kræftcellerne evnen til at begå selvmord, hvorved kræftsvulsten forsvinder.
Gruppen har forsøgt sig med den samme genterapi- strategi på højerestående dyr, såsom kaniner og hunde, og er kommet til det samme resultat: Kræftcellerne dør, mens de normale celler forbliver normale. Disse opløftende resultater er, som Strauss stolt udtaler det, "den perfekte basis for at prøve genterapien af på kræftsyge mennesker".
Selvom resultaterne er opløftende, fastslår Strauss, at det vil tage omkring 10 år, før genterapien kan bruges som rutinemæssig behandling på sygehusene, og at behandlingen i første omgang kun vil dreje sig om særligt udvalgte kræftsygdomme.
Han understreger dette perspektiv, da forårets offentliggørelse af de succesfulde genterapiforsøg i mus, skabte falske forventninger hos kræftpatienter om, at behandlingen også fungerede i mennesker. Dagligt modtager han breve fra folk, som gerne vil deltage i forsøgene, og hver gang må han give dem det samme nedslående svar. Behandlingen er endnu ikke klar til mennesker.
Menneskeforsøg
Grunden til, at genterapi har så lange udsigter, er, at behandlingen, som andre nye behandlingsformer, skal igennem tre kliniske faser, før den kan blive godkendt. Og i første omgang skal Strauss og hans lægehold have grønt lys fra de tyske autoriteter for at kunne indlede de første forsøg på mennesker.
Man forventer at kunne indlede den første kliniske fase allerede til sommer. I den første kliniske fase vil de gøre brug af terminal patienter, dvs. patienter som ikke levnes nogen chance for at overleve mere end tre måneder, og hvor andre behandlingstilbud såsom strålebehandling og kemoterapi ikke har virket. I den første fase er det vigtigst at vise, at behandlingen ingen bivirkninger har. Optimeringen af behandlingens effektivitet kommer i anden række, hvilket tydeligvis irriterer Strauss, men som han siger: "Det skal jo gøres".
Et af de meget kritiske punkter i genterapi er selve leveringen af generne til de syge celler. I Strauss' gruppe gør de brug af en virus, den såkaldte adenovirus, der normalt er årsag til en influenza-lignende tilstand hos mennesker. Gruppen udnytter virus' evne til at overføre sine gener til bestemte celler i mennesket. Men før de gør brug af virusen, fjerner de gener fra virusen, som er ansvarlige for at virusen kan mangfoldiggøre sig og sprede sig i kroppen (virusen stækkes). Disse gener erstattes med terapeutiske gener, som i dette tilfælde er p16 og p53.
I deres første behandlinger af mennesker vil gruppen fokusere på kræft, som enten er opstået direkte i leveren eller på kræftceller, som har spredt sig fra kræft i tyktarmen til leveren. Selve behandlingen vil foregå ved at sprøjte virus direkte ind i leveren - adskillige gange - fra forskellige vinkler. Det ideelle ville være at kunne 'mætte' hele leveren med virus, så ingen kræftceller ville gå ramt forbi.
I optimeringsforsøg på mus, kaniner og hunde har det været muligt via direkte indsprøjtninger i kræftsvulster at opnå næsten 100 pct. effektivitet, og kræftsvulsterne er forsvundet.
En stækket virus
En umiddelbar og oplagt frygt ved at bruge en virus til genterapi er, at virusen kan sprede sig til kønscellerne, og derved tilføre arvemassen i kønscellerne nogle ekstra gener, som vil kunne blive ført videre til kommende generationer.
Michael Strauss afviser dog denne risiko i hans system: Kønsceller kan ikke inficeres med adenovirus. Samtidig mener han, at virusen ikke ville kunne overleve den lange vej via blodet fra leveren til kønscellerne. Han ser derfor ingen grund til at forbyde patienter at få børn efter en genterapi-behandling. Spørgsmålet om at få børn, mener han, vil heller ikke være aktuelt i den første lange tid, hvor behandlingen optimeres, fordi terminal-patienterne, som behandles i den fase, ikke har nogen stor chance for at overleve.
Et problem, som faktisk eksisterede indtil for nylig i Strauss' gruppe, var, at den 'stækkede' virus i få tilfælde kunne generhverve sig evnen til at mangfoldiggøre og sprede sig. Rent hypotetisk ville det gøre virusen i stand til at sprede sig fra person til person. Det ville ifølge Strauss ikke være farligt, men det ville være ukontrollabelt. Derfor har de lavet en ændret udgave af virusen, således at en generhvervelse af evnen til at mangfoldiggøre sig og sprede sig er usandsynlig.
Genterapiens vel nok største modstander er kroppens eget immunforsvar. En af immunforsvarets primære opgaver er at bekæmpe indtrængne vira, og det vil derfor gøre alt for at gøre det af med den virus, som bliver brugt i genterapien. Det vil sige, at en syg celle, som har modtaget et rask gen fra en virus, før eller siden vil blive dræbt som en naturlig del af kroppens forsvar.
Et sådant angreb er specielt fatalt i en situation, hvor genterapien er til for at gøre den syge celle rask, og hvor den kurerede celle følgende spiller en vigtig rolle for kroppens velbefindende. F.eks. vil det være nytteløst at tilføre lungeceller i cystisk fibrose-patienter det raske gen, som sørger for at lungerne igen kan producere slim, hvis de kurerede lungeceller efterfølgende bliver dræbt af kroppens immunforsvar.
Men Strauss ser anderledes positivt på problemet i hans kræftstrategi. Modsat andre genterapi-strategier vil man i kræft gerne af med de behandlede celler, og mener derfor, at immunforsvaret faktisk kan gøre deres behandling endnu mere effektiv.
Mus er ikke mennesker
Fundamentet for at indlede forsøg på mennesker i Strauss' strategi er klar: Genterapi i mus, kaniner og hunde har vist, at kræftsvulsterne forsvinder, mens de normale celler tilsyneladende forbliver normale. Genterapiens centrale redskab, adenovirusen, er i stand til effektivt at overføre de terapeutiske gener til kræftsvulsterne, og vil ikke kunne sprede sig hverken til kroppens kønsceller eller fra menneske til menneske.
Samtidig synes strategien at kunne omvende genterapiens værste modstander, immunforsvaret, til en allieret. Vægten af disse resultater blev understreget under uddelingen af den tyske fremtidspris, hvor Tysklands forbundspræsident betegnede Michael Strauss' forskning som en fremragende indsats af betydning for hele verden.
Men selv med dette i baghovedet er det stadig meget usikkert at forudsige resultatet af behandlingen i mennesker. Selvom dyreforsøg ofte er værdifulde, er det ikke altid muligt at overføre resultater direkte fra dyr til mennesker. Det skyldes, at sygdomsbilledet i dyr ikke altid ligner det, man finder i mennesker. For eksempel lider en mus, der har den samme gendefekt, som man finder i cystisk fibrose-patienter, ikke af lungeproblemer, men tværtimod af en slem maveforstoppelse.
Derfor er menneskelige studier nødvendige for at kunne bedømme effektiviteten og potentialet i Strauss' genterapi.
Lasse Foghsgaard og Morten Busch er ph.d.-studerende i biokemi. Sidste mandag bragtes deres første artikel om genterapi, og på næste mandag behandler de de etiske problemer, som den nye teknologi skaber.
