Læsetid: 3 min.

Grafiana for fagfolk

30. januar 1998

Nyindstiftet årbog fra vor egen verden

Presse
Det er ikke for meget sagt, at Danmarks Grafiske Museum og Dansk Pressemuseum med deres nyudsendte årbog, Grafiana, på kærkommen vis udfylder et tomrum. Danmark har ikke været forvænt med pressehistoriske, regelmæssigt tilbagevendende publikationer.
Men her er så nyskabelsen, pæn og nydelig, pompejansk rødt og sort på hvidt kvalitetsbind, med fine illustrationer til teksterne indeni.
Grafiana har ophavsfolkene kaldt årbogen med et knap så indlysende navn, som man måske kunne ønske.
Redaktør er Henrik Harnow i samarbejde med en redaktionsgruppe af velkendte branchefolk: Erik Lund, kendt af dette blads læsere som Informations hushistoriker, lejlighedsvis skribent fra det nordiske og i øvrigt alsidig presseforsker, journalisten Carl Otto Brix, grafikeren Austin Grandjean, som også har tilrettelagt den nye publikation, pressehistorikeren professor Niels Thomsen, m.fl.

Katastrofe og krise
Redaktionen har i Grafiana nr. 1 delt sol og vind nogenlunde lige mellem det grafiske og det journalistiske. Erik Lund lægger ud med et emne, der i de senere år har haft hans bevågenhed, og som lyttere af radioens Orientering vil genkende: Krise- og katastrofejournalistik. Erik Lunds interesse er dog ikke, som man måske kunne tro af underrubrikken - fra Titanic til Estonia, udelukkende koncentreret om det dramatiske og begivenhedsmættede, hvor færger forliser, og Tjernobyl truer med nedsmeltning.
Også det beredskabsmæssige og pressens rolle forbundet hermed har Lund gjort til sin forskningsmark i nogen grad med hegnspælene sat omkring det nordiske. Således får Estonia igen plads i faglig journalistisk efterkritik.
Den dækning, pressen i Norden leverede, er ved en efterfølgende vurdering ikke noget at prale af. Sensationsdyrkelsen gik forud for omhu og anstændighed. For at skaffe billeder til tv-stationerne pressede nyhedsfolkene redningsmandskabet til at 'udlevere' de få reddede søfolk, hvis tilstand af forståelige grunde var miserabel. Men kameraerne ventede jo. Erik Lund må med en vis resignation konstatere, at pressens civilisering ikke har bevæget sig mod et højere, mere etisk niveau siden Titanics triste dage:
"Forskellen i mediedækningen ved århundredets begyndelse og århundredets slutning er (...) næsten ikke til at få øje på."
Erik Lund anviser nye veje og opfordrer til en faseinddeling af journalistisk katastrofe- og beredskabsdækning - samt bedre uddannelse af her-og-nu journalisterne. Det lyder ikke så tosset.

Et koryfæ
Det andet journalistiske hovedafsnit i Grafiana er helliget et sandt koryfæ i dansk presse, den snart hundredeårige og stadig aktive redaktør, Erik Finnemann Bruun, der altså var 14, da aviser første gang beskrev Titanics tragedie. Denne anmelder mødte i sin pure ungdom på Radioavisen Finnemann Bruun, da denne var ved at gå på sin første pension. Nu skuer Finnemann Bruun tilbage over et begivenhedsrigt liv i pressen, med centrum i Christiansborgs presseloge.
Kollega Carl Otto Brix har sammenfattet et interview med den gamle konservative pressemand og får fint fat i det karakteristiske ved presseforholdene i før- og mellemkrigstid. Nok var der mange aviser dengang, men beklagelsen over deres undergang dæmpes i nogen grad af det indblik, man får i deres beherskede kvalitet. Redaktøren var som regel altmuligmand på skansen og måtte derfor lade læserne nøjes med færdigvarer, fællesstof, fra diverse pressecentraler. Sentimental behøver man ihvertfald ikke være, og dét er Finnemann Bruun heller ikke.
Man kunne nok have ønsket sig nogle uddybninger i Brix/Finnemann Bruun-samtalen. Det ville have været morsomt at læse, hvad Finnemann Bruun mener om de mange, nu historiske personer, som han undervejs satte stævne: Ole Bjørn Kraft, Christmas Møller, Stauning, etc. Og hvordan vurderer Finnemann Bruun - runden af den konservative partipresse fra før, verden gik af lave, og omnibusaviserne afskaffede øvelsen at dele sig efter anskuelse - partier og presse i dag?

Nyt debatforum?
De grafiske afsnit i Grafiana koncentrerer sig om Litografiens udvikling i Danmark fra 1811-43 - brugskunst, må man sige - fortalt i en glimrende tekst af Ervin Nielsen.
Endelig tager redaktøren selv sig af J.G.A. Eichoffs legendariske maskinfabrik, der specialiserede sig i produktionen af grafiske maskiner til nationens bogtrykkere og presse. Henrik Harnows instruktive artikel drejer sig om Eichoffs storhedstid i årene op til første verdenskrig, skønt fabrikken faktisk klarede sig frem til 1966, da udenlandsk konkurrence omsider slog den ud. En spændende historie om en typisk dansk industrivirksomhed - et rent familieforetagende - som motiv fra Matador.
17 sider spaltetrykte anmeldelser præger Grafiana's anden del. Det kan undre, at redaktionen ikke har fået hele Dansk Mediehistorie med, men må nøjes med første bind. Hvornår var deadline?
Sluttelig må man udtrykke håb om, at Grafiana med tiden får mere fylde og som et sandt historisk tidsskrift giver plads for en grundig faglig forskerdebat. Om vor egen verden.

*Grafiana. Årbog for Danmarks Grafiske Museum/ Dansk Pressemuseum. red. Henrik Harnow. Odense 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu