Læsetid 3.4857142857143 min.

Grisehjælp

24. januar 1998

Hvorfor interesserer hundevenner sig ikke for politik? Hvorfor ser børnefamilier meget fjernsyn? Og hvorfor er gruppesex afskaffet?

QLUMMEN
Jeg synes, det er strengt det der med Færøerne. Vi skal både betale penge og have dårlig samvittighed," sagde den otteårige, der lavede lektier, mens vi så nyheder i fjernsynet.
Nu må det nemlig frem: Jeg lever i en moderne multimedie-familie, hvor fjernsynet kører parallelt med madlavning, lektier og (gerne) støjende lege.
Jacob på snart seks år er storforbruger af børnefjernsyn, som han bagefter gennemspiller med sig selv, sine tøjdyr og plasticfigurer i hovedrollerne. Han improviserer frit og er ret ligeglad med, om figurerne hører hjemme i samme serie, de bor jo alligevel sammen i hans superhelte-kasse. Og det lyder af noget, når Batman kæmper sit afgørende slag mod Ninja Padderne. "I virkeligheden er de venner. Jeg leger det bare," forklarer Jacob.
Men over for min otteåriges datters klarsyn opgav jeg at forklare, at i Færøsagen handler pengene og den dårlige samvittighed faktisk om én og samme ting. Nemlig at man - den danske regering, Den danske Bank - i en vis udstrækning punger ud netop for at blive fri for den dårlige samvittighed. Eller måske snarere for den moderne version af fænomenet dårlig samvittighed - dårlig presse. For tiden undrer ingen sig tilsyneladende over noget, før der kommer en journalist til stede, og selv da kniber det med noget så retro som ansvarsfølelse.
Endnu har man ikke set Færøsagens involverede grædende slå sig for brystet og rokke frem og tilbage under hikkende fremstamning af: "Det hele var min skyld, min skyld ..." - sådan som man fornylig så folk gøre under de sydøstasiatiske bankkriser.
Personligt har jeg svært ved at se Den danske Banks Peter Straarup for mig som grædende rokker, jvf. Karen Sybergs portræt i tirsdagens Information. Men det kan jo komme.

I denne uge må en del danske og færøske politikere have set misundeligt på ugens sande helte, de britiske grise The Tamworth Two, der består af en ung so og en ung orne. De har nemlig klaret den vanskelige opgave at komme i en ubehagelig knibe, stikke af fra det hele og siden tilmed få en heltemodtagelse ved hjemkomsten. Efter en uge på flugt fra et slagteri i Malmesbury, England blev parret i denne uge fanget og indkvarteret på et hvilehjem for grise, som det fremgik af Bente Bundgaards grynterview med dem i onsdagens Information.
Men alt må være bedre end de moderne dyreslagtefabrikker, som er et skræmmende syn. Bedst som man er ved at stikke en bid sprød og nystegt bornholmsk unghane i gabet, viser fjernsynet det uhyggelige syn af et roterende krogsystem med 1500 nyskoldede, ophængte kyllinger på vej til plasticpose og frysedisk. "Jeg vil ikke være en kylling," sagde min søn. "Det vil jeg heller ikke", sagde jeg.
Derimod ville han gerne være den morsomme lille hvide terrier Chico i Poul Thomsens tv-program Hund og hund imellem tirsdag aften. Chico klarede sig fint i de akrobatiske øvelser, men tabte kostbar tid ved at gø som en rasende ad den malede kat i labyrinten (dumt, ikke). Dens mennesker udviste et omfattende kendskab til hunderacer, men var derimod ude af stand til at komme på navnet på lederen af Det konservative Folkepartis folketingsgruppe. Ikke engang, da holdet fik oplyst, at hans ene fornavn var Per og efternavnet Møller.
Per Stig Møller måtte sunde sig lidt og skjule skuffelsen bag en overstrømmende klapning af sin sorte labrador, som var hans adgangskort til programmet.
Men måske skyldtes hans tavshed bare tænksomhed. Som om han var ved at erkende, at prisen for virkelig at blive folkeligt kendt og elsket er at forvandle sig til en golden retriever, en tapper gris eller Uffe Ellemann-Jensen.

Hvis det her må være tilladt at rømme sig og byde ind på den verserende sædelighedsfejde, som Bjarke Møller begyndte med sin leder Nytårsdag om Kærlighedens år, så tror jeg egentlig, at kærlighedens hovedfjende i disse år slet ikke er utroskab eller slap moral. Kærlighed er jo lykkeligvis mange ting, men taler vi om ægteskabelige forhold, så tror jeg, at kærlighedens hovedfjende for tiden er - arbejdet.
Nutidsforældres faste og lange arbejdstider, arbejdets fascination, det sociale samspil med kollegerne, alt det holder familiemedlemmerne godt adskilt i alle de friske vågentimer og tapper energien. Man tilbringer simpelt hen mere (og ofte bedre) tid sammen med kollegerne end med familien.
Sent om eftermiddagen, når man udmattet sænker indkøbsposerne i entréen og skal i gang med mad, vasketøj og familieliv, kan det faktisk godt strejfe én, hvorfor vi egentlig har indrettet os sådan. Formentlig var der udbrudt kollektivt skrigeri, hvis det en sommerdag i 1965 var blevet dekreteret, at man ifølge en ny 20-årsplan fremover ville anbringe alle mindre børn i institutioner hele dagen, og at folk med børn (mænd som kvinder) skulle udføre størstedelen af det arbejde, der findes i samfundet, både det betalte og det ubetalte.
Sådan et dekret kom bare aldrig. Vi kastede os jo selv ud dér, hvor vi nu er, som myldrende forsøgsdyr i et kollektivt eksperiment med privatlivet.
Selv om alt det med moral, 68'ere og gruppesex er festligt nok at snakke om, skete der nemlig meget andet i 60'erne og 70'erne. Blandt andet førte udviklingen med sig, at nu kun cirka fem procent af danske kvinder i dag kalder sig "hjemmegående husmor". Desværre lykkedes det os ikke at kombinere husmoderens afskaffelse med husarbejdets afskaffelse. I stedet er husarbejdet med årene lige så stille gledet ned ad rangstigen: Fra en fjern fortid som respektabelt fuldtidsjob og værdifuldt bidrag til økonomien i en storhusholdning, med mange på arbejde i hjemmet. Over 50'erhusmoderens ensomme støvsugning og febrilske jagt i omegnen på egnede legekammerater til førskolebørnene. Og endelig frem til nutiden, hvor husarbejdet skal klares med venstre hånd efter arbejdstid.
I din familie, kære læser, skændes I selvfølgelig aldrig om, hvem der skal lægge vasketøjet på plads og afrime køleskabet, men deler opgaverne med sang på læben. Dette høje stade af buddhistisk ro har vi bare aldrig nået hjemme hos os.
I parentes kan nævnes, at det ikke kun er nogle få frustrerede og karrierefikserede møghakker og deres mænd, der er i klemme mellem husarbejde og lønarbejde. Socialforskningsinstituttets sidste store undersøgelse om børnefamiliernes vilkår fra 1993 viste, at det gælder langt de fleste forældre til børn fra 0-14. 78 procent af alle mødre mellem 20 og 49 år har arbejde, 92 procent af fædrene. Langt de fleste arbejdende mødre arbejder fuld tid eller lang deltid (21-36 timer), mændene mindst fuld tid. 11 procent af fædrene endda over 50 timer.
Og bagefter skal der så gøres rent og males vinduer i weekenden.

Alt i alt gavner den megen travlhed næppe kærligheden som kærlighed. Som en morsom mand sagde til mig fornylig: "Det er da uretfærdigt, at arbejdsløse har bedre sex!"
Nu indvender den tænksomme læser, at de fleste større undersøgelser har vist, at institutionsbørn faktisk klarer sig godt, og at børnefamilier trives rimeligt. De virkeligt truede er derimod familier helt uden tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det skal nok være rigtigt. Men det hjælper ikke de travle, at det er endnu værre slet ikke at gå på arbejde. Tværtimod sætter det da samfundsbalancen i ironisk perspektiv.
Hvad det har at gøre med Færøsagen og hundefjernsynet? Jo, i familier som vores er fjernsynet faktisk blevet en slags erstatning for den hele dag, vi ikke har sammen, en god startskammel for diskussioner af dybe og mindre dybe emner.
Så det...

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu