Grønlands kulturelle kraftcentrum

Tidligere rektor ved Ilinniarfissuaq, levnedsbeskriver sine 1800-tals forgængere
historie

I 1847 blev Grønlands første seminarium i Godthåb/Nuuk, Ilinniarfissuaq, oprettet. Året efter fulgte Ajoqersuivissuaq i Ilulissat/Jakobshavn. Førstnævnte eksisterer endnu. Herfra udgik - og udgår - samfundets lærere, politikere og ideologer.
Jakobshavn havde startproblemer, kom snart efter det, men måtte så lukke i 1875. Der var nemlig ikke nok lærere og danske præster, som ville til Grønland.
Og det var da også en af grundene til, at seminarierne oprettedes: både udfra samtidens folkeoplysningsidealer; men også udfra økonomiske overvejelser ønskede man at uddanne den indfødte arbejdskraft til præstehjælpere, kateketer, indenlands og centralt.
At uddanne grønlændere i Danmark duede ikke. Fik de først "Smag paa de mere cultiverede Folkeslags Levemaade.. vilde (de) forfinede og forkjælede og fulde af Indbildskhed vende tilbage og føle sig ulykkelige i deres Hjemstavn," mente man.
Uden i øvrigt at have nogen erfaring at basere det på
Grønlænderne blev århundredet igennem stort set holdt i de dårligt lønnede, underordnede kateket-jobs. Danske præster sad på de egentlige missionærstillinger, og ifølge Henrik Wilhjelms De store opdragere - GrØnlands seminarier i det 19. århundrede, gik den danske politik ud på at bevare denne status quo.
Selvom man i princippet kunne have ordineret og langsomt ladet grønlandsk-fødte præster overtage kirken, valgte man bevidst at holde de indfødte som kateketer - for ikke at miste kontrol.
Bogen balancerer på en opfattelse af denne overlagte kontrol fra dansk politisk side - den 'gustne' imperialisme - og så tolkningen af den enkelte missionær/seminarieforstander, hvor disse mænd, måske på nær en enkelt, alle fremtræder som idealistiske gudsmennesker, der handler udfra samtidens værdigste motiver.
I forhold til deres bevæggrunde kunne Henrik Wilhjelm med andre ord skrive under på, hvad grønlandshistorikeren Mads Lidegård formulerede "Vi har lavet meget godt og meget skidt på Grønland - måske også mest af det sidste, men det er sjældent gjort med overlæg. Forstanden har ikke stået mål med den gode vilje".
Men nu skal man ikke konkludere på Wilhjelms fremstilling - det er slet ikke hans ærinde at tage stilling til den teoretiske imperialisme-debat om kolonien.
Snarere vil han (be)skrive historien om ledende danskere i landet højt mod nord i en periode, der nok kunne trænge til lidt oplysning.

Hvornår?
De meget omfattende levnedsbeskrivelser, gennemgang af som sprogets fiksering og opremsninger af seminarieuddannelsens indhold, varighed, hvem der underviste hvor meget i hvad, har en tendens til at drukne overordnede temaer.
Bogens styrke, men også dens svaghed, ligger netop i detaljen, hentet ud af det enorme materiale, som forfatteren har haft mellem hænderne. Upublicerede indberetninger m.m., som hermed med et noteapparat på godt 1000 noter, er til at gå til for forskere.
Tidens modsætninger - mellem dansk-kirkelige og herrnhutere, handel og mission, Grundtvigianere og statskirkelige, mellem danskere og grønlændere - træder frem gennem beskrivelserne.
Mest medrivende er de ansatser til portrætter, som Wilhjem også præsterer, specielt det af grønlænderen Rasmus Berthelsen. Han havde været et par år i skole i Danmark. Mere fik han ikke lov til - og det forblev bittert for ham.
Det er et flot stykke arbejde Wilhjelm gør i dette første bind af tre om seminarierne. Men det havde været en større cadeau til seminariets succes, hvis det var en grønlandsk forsker herfra, der gav os et bud på 1800-tallets skikkelser.

*Henrik Wilhjelm: De store opdragere, Grønlands seminarier i det 19. arhundrede. 413 sider. Ill. 190 kr. Det grønlandeke Selskab