Læsetid: 6 min.

Gryet

9. januar 1998

Pelle Erobreren som tilbagetogets helt

FRIE ORD
Kære Andersen Nexø, skrev Thomas Mann i et festskrift, der i 1949 blev udgivet i anledning af den danske digters 80 års fødselsdag, "hjertelig tillykke med dagen. En mand, der har skabt skikkelser som Pelle, Ditte og Lassefar, er verdens største folkelige forfatter."
Store ord. Men ikke større end, at Martin Andersen Nexø for en snes år siden nok var oversat til alverdens sprog i endnu større omfang end selv H. C. Andersen.
Alligevel er Pelle Erobreren "i hele sin firebinds udstrækning en på det nærmeste ulæselig klassiker. Skal historien fortælles til nye hoveder skal Andersen Nexø bearbejdes," skrev Erik Thygesen forleden her i bladet.
"Og første bind af Pelle (kaldet Barndom) blev jo - renset for politiske paroler - til Bille Augusts måske bedste film." Nu har Folketeatret i forbindelse med LO's 100 års jubilæum givet en bearbejdet udgave af tredje bind Den store kamp, stadig under fællestitlen Pelle Erobreren. I hvilken anledning Thygesen gjorde sig sine her refererede betragtninger.
Tiden må være inde til en fremstilling af værkets fjerde og sidste bind Gryet.
Det indeholder passager, som i kunstnerisk udtrykskraft og sublim indsigt er blandt Nexøs skønneste og mærkeligste og aktuelle som aldrig før. Man fristes til at sige, at de endnu har fremtiden for sig, hvor så meget andet kan synes mere eller mindre forældet og derfor desværre forekommer ulæseligt for nye hoveder. Folketeatrets (og LO's!) opførelse af Den store kamp skriger på en måde på fortsættelsen:
Helt i overensstemmelse med romanen selv slutter den store kamp på teatret (og i LO!) med en smertelig tvetydighed, spændt ud mellem ydre sejr og indre nederlag.
Pelle vinder sin arbejderkamp og mister sin sjæl. Opslugt af magtkampen driver han sin kone, Ellen, ud i prostitution for at sikre forsørgelsen af deres fælles barn, og da det går op for fremskridtets helt, slår han i selvretfærdighedens åndshovmod hånden af hende. Men da fængelsesopholdet venter ham selv personligt, bliver pludselig en anden kvindes ømhed for ham og længe nærede kærlighed til ham udløsende for den erotiske kærlighed, der også kræver sin seksuelle forening. Uden at det forener ham med intimmassøsen Ellen, skønt tanken strejfer ham.
Om det til fulde lykkes Folketeatret at forløse det uforløste, som Nexø så usentimentalt ømt lader den vundne magtkamp munde ud i, overlader jeg til anmeldernes og tilskuernes skøn. Selv kunne jeg under festforestillingen i lørdags, da LO fejrede sin 100 års dag, bevæges stærkt - ved tanken om fortsættelsen, Gryet, i fængslet.

LAD "verdens største folkelige forfatter" selv få ordet (i korte uddrag):
"I begyndelsen kom der nu og da breve til ham - rimeligvis fra gamle kampfæller, måske også fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede at tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var den stærkeste, hadede i afmægtig trods alt og alle. Hverken hun eller nogen anden skulle have den tilfredsstillelse at være ham til trøst... I forlængelse af dette fik han anfald af raseri, gik blindt løs på murene og skreg, at han ville ud. Til beroligelse blev han lagt i spændetrøje og puttet ned i et bælgmørkt hul. (...) Men en nat han lå og våndede sig efter en afstraffelse, så han Guds vrede ansigt i mørket og blev pludselig stille. "Er du et menneske?" sagde det - "og kan ikke engang tåle at lide lidt!" Pelle studsede, han vidste ikke af, at der var noget særlig menneskeligt ved at lide. Men fra den nat færdedes han stille, med et lyttende udtryk som hørte han noget tværs gennem murene. "Nu er han faldet til ro," sagde slutteren som holdt øje med ham gennem kighullet. "Han er ved at blive idiot!" Men Pelle var blot dukket ud på den anden side, han gik og stirrede tappert ind i mørket for at se Guds ansigt, men formildet. Det første han fik øje på var Ellen igen, hun sad der skøn og retfærdiggjort, bygget op af alle hans anklager. Så stort og skæbnesvangert alt det små gik igen her! Hvad hjalp det at værge sig, hun var hans skæbne, og han måtte overgive sig på nåde og unåde. Han begreb hende fremdeles ikke, men han anede større love for livet, love som løftede hende og gjorde ham liden. Hun gik nok ren igennem med sit, dér hvor han var blev stikkende i overfladens snavs!"
Den senere ubøjelige kommunist og fortaler for Sovjetunionen taler ubesmykket (som i også de bedste passager af Ditte Menneskebarn og i sine erindringer Et lille kræ, Under aaben Himmel, For Lud og koldt Vand og Vejs Ende) om "hendes usvigelige moderfølelse som var en levende puls, der ragede frem af det usynlige og viste tilbage til skjulte mystiske kræfter - den kendelige rytme fra et mægtigt hjærte, der bankede dulgt bag alting. Der var i hendes omsorg en mindelse om Gud Fader selv; hun var livets kilder nærmere end han. Livets kilder - ved hende blev udtrykket for første gang levende for ham."
"Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en søndag under fangegudstjenesten Grundtvigs salme: Udrundne er de gamle dage. Sangen samlede alt det han selv tåget havde tænkt, og tog ham stærkt, versene kom ind over ham i hans trange bås som bølger fra et mægtigt ocean, der rullede tidsaldre mod stranden i monoton vælde. Han følte pludseligt og stærkt slægternes gang over Jorden, og dristede sig til at fastslå hvad han til nu kun dulgt havde anet: sin egen sammenhæng med alt det øvrige, dem der levede i dag, og alle de mange der var gået forud."
En begrundelse for den store socialistiske og kommunistiske Internationale, der har overlevet både Berlinmurens fald og den vestlige verdens liberalistiske totredjedelssamfunds selvgodhed.
"Nu forstod han, hvor skæbnesvangert det var at handle hensynsløst - bryde og gå sin vej. Man gik overhovedet ikke fra noget; selv det mindste man snød sig fra, sad og ventede en ved næste vejsten som stor skæbne. Og hvem mægtede vel at overse en handling? Man måtte være overbærende bestandig, og så ville det til slut vise sig, at man havde båret over med sig selv."

HER KLIPPES brutalt i Nexøs ånd til Kurt Strands Profilen i DR TV 1 og DR 2 i denne uge. LO's næstformand Tine Brøndum blev konfronteret med det uddrag fra den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale, der handlede om børnefamiliernes stressede og pressede tilværelse. Det lykkedes den altid venlige og uhyre præcise Kurt Strand at opvise et mesterværk af den grusomme tvetydighed - som Gryet ved dette århundredes begyndelse forjættede en ærlig erkendelse af. Jeg vil ikke sige, at Tine Brøndum slet ikke opbød nogen ærlig erkendelse. Hun indrømmede faktisk, at det var værd at tænke over, hvorfor kravet om større hensyntagen til børnefamilierne ikke stilles af LO's medlemmer med nogen synderlig styrke. Hun indrømmede også, at det overhovedet ikke hænger sammen, at sammen Nyrups regering ikke mindre end to gange har skåret ned på ydelserne til forældre, der går på børnepasningsorlov.
Men vi har endnu den åbne erkendelse til gode, at det er selve efterstræbelsen af stadig mere magt over naturens goder, der strider mod kærligheden til børnene. Det sidste opfattes stadig temmelig sentimentalt. Men Martin Andersen Nexø er ikke sentimental.
Sidste klip er til SiD's (Specialarbejderforbundet i Danmarks) konference om globaliseringen og Danmark i dag. Det skulle ikke undre mig, om SiD's formand Poul Erik Skov Christensen tager bladet fra munden og nu kræver en erklæret offensiv imod den form, som den ellers så berømmede globalisering er ved tage.
Ganske simpelt fordi den medfører en umenneskelig marginalisering - også i Danmark, skønt den ellers opviser så rivende økonomisk vækst. Men det ville også undre mig, om han direkte tager et opgør med magtkampen til fordel for et helt andet samfund.
Vi har stadig Gryet til gode. Martin Andersen Nexø har fremtiden for sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu