Læsetid: 2 min.

Hampedyrkning bliver umulig at kontrollere

3. januar 1998

Politiet får store vanskeligheder med kontrol og bevisførelse, når dyrkning af hamp med lavt cannabinolindhold bliver lovlig

Politiet får vanskeligt ved at kontrollere om lovlig hamp på danske marker nu også har et lavt indhold af stoffet cannabinol, der er årsag til hampens euforiserende virkning. Samtidig får myndighederne sværere ved at få folk dømt for ulovlig dyrkning, vurderer kontorchef i Justitsministeriets internationale kontor, Karoline Kjeldsen.
Folketinget vedtog i november sidste år, at hampe-sorter med lavt indhold af det aktive stof ligesom i det øvrige EU skal kunne dyrkes i landbruget til industrielle formål. Selve lovforslaget ventes fremlagt i begyndelsen af 1998 og på nuværende tidspunkt forventer Landbrugsrådet, at omkring 10.000 danske hektar får besøg af planten Cannabis Sativa i 1998.
Planten er interessant, fordi dens fibre har vide anvendelsesmuligheder, eksempelvis til tøj, papir og reb. Samtidig kan den dyrkes uden sprøjtemidler og stiller meget beskedne krav til jordens kvalitet.
Umiddelbart forestiller Landbrugsråd og justitsministerium sig, at der til fremtidige producenter stilles krav om, at de skal have kontrakt med en industriel aftager til hampen, samt at de anvendte frø skal være udviklet til formålet og godkendt af Plantedirektoratet.
Men at planten Cannabis Sativa bliver både lovlig og ulovlig i Danmark kan ifølge Justitsministeriet ikke undgå at skabe voldsomme kontrolproblemer i forhold til Lov om euforiserende stoffer.

Fordel for kriminelle
For politiet kan den lovlige hamp blive en hovedpine af dimensioner, fordi man ikke kan se forskel på planter med højt og lavt indhold af cannabinol. Der skal en laboratorie-test til at fastslå indholdet - derfor mener Karoline Kjeldsen, at kun stikprøver vil komme i brug.
"Der ikke forskel på hamp-planterne. Det betyder, at du formelt kan have en mark fuld af de cannabinol-fri planter, hvor halvdelen egentlig er de rigtige hampeplanter. Det vil være utroligt vanskeligt at kontrollere. Og vil man kontrollere det for alvor, er det meget ressourcekrævende, for det kan kun ske ved, at tage prøver og analysere planterne. Det er jo en politisk beslutning om man vil legalisere - man skal bare være klar over at det giver relativt store kontrolmæssige problemer," siger kontorchef Karoline Kjeldsen.
Hun forudser samtidig et alvorligere problem, fordi lovliggørelse af hampe-dyrkning giver en retslig fordel til kriminelle storproducenter. Politiet skal nemlig stadig bevise, at producenten havde til hensigt at dyrke ulovlig hamp.
"En legaliseret dyrkning vil give problemer med straffelovens krav om fortsæt. Hvis politiet efter at have høstet en mark med cannabinol-holdig hamp vil køre en straffesag mod én af personerne bag, så kan han gøre gældende, at han var ikke klar over, at han såede frø til cannabinol-holdige, ulovlige planter. Hvis den kriminelle i øvrigt følger krav om aftager-kontrakt og godkendelse af frø, så er det meget svært bare at konstatere den ulovlige hamp," siger Karoline Kjeldsen.
Hun peger således på, at en lovliggørelse, alt andet lige, vil betyde en uændret situation for den ulovlige baghave-dyrkning, men nemmere forhold for en kriminel storproducent.
I dag er enhver hampplante nemlig en ulovlig plante, undtagen på forsøgsbrug.
"Så hver enkelt mark skal tjekkes og planterne analyseres," siger Karoline Kjeldsen.
Cannabinol-indholdet kan måles i et laboratorium på en times tid.
Men Danmark råder ikke i øjeblikket over en sikker metode til hurtig at fastslå en hamp-plantes indhold af cannabinol," oplyser forsker ved Danmarks Jordbrugsforskning, Poul Flengmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu