Læsetid: 6 min.

En historisk udgivelse

13. januar 1998

20 bokse med 87 cd'er kan indeholde Beethovens samlede værker. Den mest omfattende samling af komponistens værker er udgivet på Deutsche Grammophon

BEETHOVEN KOMPLET
Engang var det på mode blandt unge at købe Beethovens buste. Den viste en alvorsmand med tilbagestrøget hår, en heroisk kæmpende kunstner i strid modvind. Studerende havde busten stående på kollegieværelser, i vinduet, eller på en hylde på lokummet, hvor Ludwig van så strengt på den besøgende.
Gipsbusten af Beethoven og myten om komponisten havde for nogle mere betydning end plakaten med den revolutionære Che og myten om denne alle tiders helt. Beethoven blev in at have stående, han udtrykte iboende følelser hos det unge, frihedselskende menneske.
Begejstret af idealerne fra den franske revolution, kunne ordene om frihed, lighed og broderskab få genklang i Beethovens musik. Apoteotisk formuleret i slutsatsen af 9. Symfoni. Heroisk, genial, en Titan var Beethoven i dette lys. Ved indkøbet af gipsbusten, indlevede de unge sig i myten, de inderliggjorde det gamle frihedsideal, og de signalerede også en slags tilhørsforhold til finkulturen.
Socialhistorisk er det spændende at følge opfattelsen af Beethoven og hans musik. Ikke mindst fordi vore dages Beethoven-reception har tråde helt tilbage til det musikelskende publikum, som hørte komponistens musik, da den blev komponeret.

Myter er sejlivede
At de unge købte busten af Beethoven, betød ikke nødvendigvis, at komponistens musik lå på grammofonerne, slet ikke. Det var mere symbolværdien, som tiltalte de frihedstørstende. Beethoven var ensbetydende med noget positivt, som man gerne ville spejle sig i. På samme måde som dagens unge hænger postkort af Kirkeby-malerier op på væggen med opsiden nedad. De ved ikke, at kortet hænger forkert, og det gør heller ikke så meget, det er symbol- og spejlingsværdien, der tæller.
Et andet historisk tilfælde - så at sige med omvendt fortegn - er Niels Viggo Bentzon, der efter sine happenings i 60'erne blev indbegrebet af eller symbolet på alt det nye, grimme i partiturmusikken. Ikke fordi man havde hørt noget musik af Bentzon, det var bare alment kendt, at det var nyt og grimt. Eller Arnold Schönberg, der er blevet ensbetydende med rædselsfuld, grim musik. Ikke fordi man har hørt musikken, men fordi det ligesom ligger i luften, at den er umanerlig grim.
Myter er sejlivede, man kan spilde mange gode kræfter i sine forsøg på at komme dem til livs, og de, vi står overfor her, hører ikke til blandt de værste. Vi kan lære at leve med dem, hvis vi ikke tager dem for mere end det, de er.
Selv mente Schönberg, at han med bevægelsen fra tonalitet over fri atonalitet til dodekafoni fuldbyrdede en historisk nødvendighed, som han i overensstemmelse med en hundredårig tradition så begrundet i sagens og menneskets natur. Schönberg så sin musik som liggende i lige forlængelse af Beethovens musik.

Modernisten Beethoven
Med den nye samlede udgivelse af Beethovens værker på Deutsche Grammophon har vi mulighed for at se denne historiske sammenhæng bedre end nogensinde før.
Nu er det praktisk muligt at høre de historiske forbindelsestråde i ét stort 'sug', for derved at blive i stand til at sanse de indre fælles kunstneriske problemstillinger fra Beethoven til vor egen tid. Og faktisk også før Beethoven, for vi kan se, hvad han har arvet efter Bach, Mozart og Haydn. Århundrederne taler til hinanden.
Og så skal man i øvrigt ikke se på Beethovens musik som noget alt for fortidigt.
Det er blevet mig fortalt, at Sibelius og Beethoven havde den samme nodeskriver. Beethoven blev født i 1770 og døde i 1827. Hvis nodeskriveren var ung, da han arbejdede for den gamle Ludwig, kan nodeskriveren som ældre godt have arbejdet for Sibelius, der levede fra 1865 til 1957. Denne oplysning har sidebemærkningens karakter, men er ikke desto mindre tankevækkende.

En brydningstid
Vi ser konkret linien fra Beethoven til nutidens komponister. Vi ser Beethovens sidste kvartetter som moderne, ikke langt fra vor egen tids æstetiske nydannelser.
Myten om den heroiske Beethoven er muligvis skabt af kommersen, der gerne føder helte til opstilling i privaten. Og historisk set er der da også grund til at se komponisten i lyset af de tumultariske brud i det 18. og 19. århundrede.
Napoleon stormede over Europa med sine tropper. Videnskabelige opdagelser banede vejen for teknologi og industri, borgeren som selvstændigt individ stod stærkt, kunstneren var ikke længere så selvfølgeligt afhængig af en mæcen som på Haydns tid.
Samme år som Beethoven blev født, så også Hölderlin og Hegel dagens lys. Napoleon året forinden. Europa var i krig henved halvdelen af Beethovens levetid.
En helt ny tid med vældige omvæltninger i samfundsstrukturen fik indflydelse på kunsten. Indtil udgangen af det 18. århundrede forblev al musik bundet til den repræsentative offentligheds funktioner. Den var det, man kalder brugsmusik. Bedømt ud fra sin samfundsmæssige funktion tjente musikken gudstjenestens andagt og værdighed, hofselskabernes festlighed, og den tjente overhovedet til at kaste glans over den højtidelige scene. Komponisterne var ansat som hof-, kirke- eller rådsmusikere.
Arnold Hauser har skrevet om den videre udvikling i Kunstens og litteraturens socialhistorie:
"Borgerne havde knapt nok mulighed for at høre musik, undtagen i kirken eller i de adelige selskab. Først emanciperede det private Collegia Musica sig; snart etablerede de sig som offentlige koncertforeninger. Adgang mod betaling gjorde musikopførelsen til en vare, og dermed opstår den formålsløse musik. For første gang samles et publikum for at høre musik som sådan, et liebhaberpublikum som enhver har adgang til, forudsat at vedkommende har ejendom og dannelse."

Beethoven som geni
Det er i dette historiske perspektiv, at Beethovens musik skal forstås. Aflastet for sine funktioner i den selskabelige repræsentation bliver musikken nu til genstand for det frie valg og de skiftende tilbøjeligheder. Den smag, som kunsten nu retter sig efter, kommer til udtryk i lægmænds kompetencefrie bedømmelse, for i publikum har enhver krav på kompetence.
Komponisten er en ny tids kunstner. Den tyske musikhistoriker Carl Dahlhaus opstillede nogle idealtypiske begreber, som kendetegner denne nye historiske situation. Han talte om:
Kunst som sfære; det faste repertoire; originalitetskravet; genidyrkelsen; den musikalske forståelse; den autonome musik; 'værket', musikkens varekarakter; musikalsk logik; kompositionstekniske normer; institutioner (koncertvæsen, forlag, kritik); værkets genretilhørsforhold; musiklivets ideologiske funktion i det borgerlige samfund.

Musikken på cd
Under lytningen af den meget store og meget heterogene produktion af Beethoven, tænker man over, hvilke kompositoriske problemer han har haft, hvilke æstetiske overvejelser, der har ført til den klingende musik. Og man tænker på den ovenfor beskrevne historiske situation, som værkerne indskriver sig i.
Min lytning i udgaven med Beethovens samlede værker tog sin begyndelse i de historiske optagelser. Her finder vi musik formet af dirigenter som f.eks. Busch, Fricsay, Furtwängler, Nikisch og Schuricht.
Man kan ikke undgå at lægge mærke til, at Buschs frugtbare samarbejde med det danske Radiosymfoniorkester og Radiokoret er medtaget i disse historiske indspilninger. Med glæde lytter man til orkestrets fortolkning af Beethovens Leonore-ouverture og 9. Symfoni i en optagelse fra 1950.
Det omfattende materiale er bilagt en bog på ca. 300 sider, der fortæller, oplyser, indekserer, registrerer, perspektiverer. Med denne trilinguale kæmpe-booklet ved hånden bliver det overskueligt at finde rundt i komponistens musik på de mange cd'er.

Den mindre kendte
Det er vel først og fremmest symfonierne og komponistens opera, der ligger til grund for myten om geniet Beethoven. Hvad der ikke passer ind i den heroiske billeddannelse er de musikalske jokes, gådekanons og andre vigtige pjatterier. For ikke at tale om arrangementerne af folkemelodier, som fylder hele syv cd'er i DG's samlede udgave.
Det er også svært at forestille sig den ældre, stokdøve særling Beethoven som en fremadstormende helt. Til gengæld komponerede han som ældre noget af det bedste kvartetmusik, der er skabt i denne verden. Samlet på cd'er i et særskilt bokssæt med Lasalle Kvartetten.
Det ligger i sagens natur, at en anmeldelse af udgivelsen cd for cd ikke kan komme på tale. Overordnet set har pladeselskabet samlet de bedste ting, der er indspillet. Vi kan godt starte en specialist-diskussion om hvorvidt det nu er de bedste indspilninger, men ikke her. Det ville være for småligt: Vi har foran os et overdådigt musikalsk materiale, musik til den øde ø, musik og musikudførelse af betagende skønhed:
Koncerter med Pollini, Barenboim, Mutter, Kremer. Klaversonater med Wilhelm Kempff. Klaverværker med Barenboim, Pletnev, Cascioli, Gilels, Preston. Cellosonater med Mischa Maisky og Martha Argerich. Symfonier med Karajan og Berlinerne. Und so weiter.
Den danske importør, Polygram Classics/Deutsche Grammophon, oplyser at hele udgivelsen i forretningerne koster mellem 6.500 kr. og 7.000 kr. Cd-boksene kan også købes enkeltvis.

*Ludwig van Beethoven. Complete Beethoven Edition. Deutsche Grammophon

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her