Læsetid: 4 min.

Her hjælper ingen kære mor

14. januar 1998

Astrid Saalbachs 'Aske til aske - støv til støv' på Husets Teater er så fremragende, at det næsten ikke er til at holde ud

TEATER
Det er lumsk, Astrid Saalbachs nye stykke. Det begynder så morsomt og kitchet, at man intetanende bare føler sig vidunderligt godt underholdt. Usædvanlig godt underholdt, faktisk - eller måske netop foruroligende godt. Og på Husets Teater følger den ene veloplagte scene den anden i Aske til aske - støv til støv. Samfundssatire og psykosatire veksler i skarpe skift. Pointerne flyver, grinene flænger - og den ene tanke tager den anden...
Men så strammes grebet. Handlingen tager pludselig fart, og man får fornemmelsen af at være fanget - tvunget ind i en handling, der strammer sig om en historie, man ikke har lyst til at høre færdig. Overhovedet ikke. Men forestillingen styrer skånselsløst ind i grusomheden, og intet kan standse den, førend alt er forbi.
Det er så fremragende rædselsfuldt, at det ikke er til at holde ud!
Men der er ikke noget at gøre. Urgamle ulykkesreflekser flakser fortvivlet rundt i tilskuertankerne, mens sanserne bombarderes med grusomheder. Men efterhånden som forestillingen slider sig frem mod slutningen, mod den grænseløse og lindringsløse smerte, er der kun én følelse tilbage: En rædselsslagen benovelse over så afgrundsdyb en menneskeindsigt, som dette stykke afspejler.

Grotesk forundring
For Astrid Saalbach har vitterlig sat et dramatisk punktum med Aske til aske - støv til støv. Stykket er kulminationen på trilogien med først Morgen og Aften fra 1993 og Det velsignede barn fra 1997, og Saalbach har her overrumplende forenet sine sjældne talenter på endnu en ny måde: Sin særlige evne til at skabe vildtblomstrende personer, der både er rodfæstet i nutiden og i fremtiden - her i kombination med de umiskendelige Saalbach'ske replikker, der har det med at være rigere end deres egne ord.
Det afgørende overraskende er måske, at stykket så uhindret bevæger sig fra udvendigt overfladeshow til indfølende fortrolighed - og fra uendelige drømmeuniverser til hårdtslående EkstraBlads-forsider. Her er hjælper ingen kære mor - og slet ingen Astrid Saalbach. Aske bliver til aske, og kun den groteske forundring bliver tilbage.

Beskytterbetændelse
Og det er med samme usentimentale konsekvens, at Søren Iversen har iscenesat forestillingen. Sammen med scenografen Birgitte Mellentin har han skabt en verden af både uforudsigelighed og genkendelighed.
Nogle hvide vægge med åbninger og døre er scenens enkle afsæt for tekstens vidtforgrenede handling, men gennem enorme videoprojektioner opstår både blomsterenge og stjerneuniverser - og flammehav - ud af al hvidheden.
Og tilsvarende træder personerne frem af intetheden. Først Per Linderoths skvattede Mikael, der gerne vil leve efter idéen om den store, besættende kærlighed, men som i virkeligheden indgår samtlige mulige kompromis'er 'for børnenes skyld'. Rollen er som skabt til at blive en klassiker - over 90'er-manden, der er så angst for at miste sine børns kærlighed, at han vil gøre alt for at undgå skilsmisse. Og Per Linderoths bløde skuldre og saglige stemme rammer præcist ned i al den beskytterbetændelsen, oprigtigt fortvivlet.
Den udfordrende rolle som hans kone spilles af Karina Skands, der fascinerende formår at udfordre hele sympatiregistret, fra det uberegnelige til det ynkværdige, uden at sætte integriteten over styr. Uanset hvor uhyrligt hendes rolle udvikler sig, beholder hun hele tiden sit solide nærvær, fra grebet i hårelastikken til blikket mod børneværelset.

Tomhedsstraffen
Men først og fremmest stråler og brænder Tammi Øst som elskerinden. Aldrig har hun virket smukkere, renere, mere indædt forelsket og livslysten på scenen - og aldrig har hun virket mere skrækindjagende. Hendes Nina er en Medea, men hun er ingen troldkvinde. Hun anvender den grusomste hævn over sin svigefulde elsker, men uden at tænke på at skåne sig selv. Hun straffer ham med selvsamme tomhed, som rammer hende selv, for sådan må det være, når den ægte kærlighed smelter sammen med hadet - altødelæggende. Og i Tammi Østs øjne findes der ingen fortrydelse, kun forundret accept.
Lily Weiding spiller hendes mor - en kvinde, der har oplevet rædslerne under Anden Verdenskrig på sin egen krop. Med fint 'camoufleret' flygtningeaccent og nøjsom bitterhed i øjnene følger Weiding datterens sindsstemninger med rystende, barsk opmærksomhed; denne kvinde kender til livsdrifternes bagside, også som mor.
Rundt om disse skæbnepersoner opstår mennesker, der virker mindst lige så autentiske, bare ikke så ekstreme. Torben Zeller skildrer en sygeplejerskebøsse med netop den oprigtige medfølelse og ro, som rollen lægger op til. Trine Pallesen rammer præcist usikkerheden hos en udskældt sygeplejeelev - og Bjarne Antonisen holder den absurde grimasse som stykkets glemte hospitalspatient. Og samtidig fremtræder alle syv skuespillere som et ubrydeligt ensemble - alle borgere i det Saalbach'ske ingenmandsland.

Længe leve ordet
Den nu 42-årige Saalbach har længe fremstået som den stædige ord-dyrkende dramatiker i sin generation, ikke mindst i forhold til de dramatikere, der i højere grad arbejder ud fra koncept og skuespillerimprovisation. Men nu har hun altså tilsyneladende sprængt de sidste rester af teksttraditionens begrænsninger - og sejret i kampen for ordene. Det er derfor yderst glædeligt, at stykket også er udgivet i bogform, så man kan se, hvor tæt opsætningen på Husets Teater faktisk følger teksten.
Men selve handlingen fra Saalbachs drama, den stammer såmænd fra den danske provinsvirkelighed. Fra en enkelt af hverdagens ufattelige forsidehistorier - en af de virkelige tragedier, der altid overgår fiktionen. Saalbachs fortjeneste er, at hun har formået at beskrive denne virkelighed - gennem ord, der overgår sig selv.

*Aske til aske - støv til støv. Af Astrid Saalbach. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Dramaturg: Ryszard Taedling. Husets Teater. Til 14. februar.
*Teksten er netop udkommet hos Munksgaard-Rosinante. 99 s. 148 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu