Læsetid: 2 min.

Hjemme hos Koloristerne

10. januar 1998

Trygheden og problemerne ved at være en ældre sammenslutning

UDSTILLING
Det føles trygt at færdes blandt Koloristernes værker i Den Frie. Hovedvægten er på maleri og landskabelig inspiration, og der er harmoni mellem hensigt og midler, faglig kompetense og intet effektjageri.
Udstillingens navle er Sigrid Lütkens monumentale bølgeslag, Havet, i blå Rønne-granit. Gennembrudt og frontal har den en næsten mexikansk undståling og dertil en rigdom på rytmer af lys og skygge. Dens hvilen er i kontrast til Finn Nielsens akrobatiske sten med deres vekslen mellem poleret og rå granit og til Poul Winthers familie af tre skyggefigurer af sort jern.
Kurt Tegtmeiers to skulpturer fører en intern dialog, den ene en stærk og lukket form i jernkugler, den anden åbne spfærer af trådnet.
Hos Inge Lise Westman foregår samtalen mellem løsdele af noget, der ligner overdimensioneret blæretang, og væggens store, smukke naturvisioner i dunkle farver, mens det hos Pia Schutzmann er materialerne, pigment, lim og kridt, der ved deres rå stoflighed er afsæt for hendes som altid, udsøgte farveklange.
Leif Lage bare maler; hudløst og æstetisk - som han kan - ligesom Lisbeth Nielsen former i leret. Men er man til det mere ornamentale, er Søren Hansen og Peter Hentze gode bud - på hver deres måde.
Færingerne Ingvald Holmefjord og gæsten Bárdur Jákupsson, leder af Kunstmuseet i Thorshavn, maler med deres hjemlands farver, fast og frit, og også afdøde Steffen Petersen Borgen, som mindes, var stærkt knyttet til det nordiske landskab. Det er værd at erindre, at Borgen var farvekonsulent ved direktør Jørn Rubows fornemme farvesætning på Statens gamle Kunstmuseums vægge. Den anden mindeophængning er viet Else Fischer-Hansen.
Man genser med glæde hendes fine,lette farver og kompositioner. Luften blåner omkring billederne. Men hvor kunne det have været meget bedre, både udvalget og præsentationen, "a room of her own" f.eks. Hun bliver vanskelig at erstatte.

Traditionsproblemer
Hvordan fornyer man i det hele taget en ældre kunstnersammenslutning?
De fleste af Koloristernes medlemmer er født før eller omkring 1940, og deres fællespræg er baseret på et kunstsyn, som overhovedet ikke appellerer til de mere talentfulde af nutidens unge kunst-praktikanter. Som gruppe søger man uvilkårligt selvbekræftelse; det er valget af gæsterne Bárdur Jákupsson og den naivt-realistiske Olaf Sørensen et bevis på. Det er trygt og måske uundgåeligt, når der er så radikale ændringer i kunstsyn og
-praksis, som i dag.
Koloristerne er godt selskab i år, ligesom de har været det andre år, men situationen er vanskelig for de fleste ældre sammenslutninger i en tid, hvor der er et kvantespring mellem traditionen og nutidens foretrukne udtryksmåder og -midler. Hver holder på sit, så det kniber med dialogen.

*Koloristerne 98. Den Frie Udstillings Bygning, Oslo Plads. Daglig 10-17 t. 18. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her