Læsetid: 3 min.

Hvad hjertet er fuldt af

10. januar 1998

En nørd forsøger at tage hævn i den svenske serie 'Hjerteblod'

TEGNESERIER
Generelt er svenskere mere til Fantomet og andre hæfteserier, men engang imellem dukker der også et seriealbum op fra hinsidan.
Som med Anders Westerbergs Hjerteblod, en moderne fortælling om begær, afmagt og hævn. Serien tager udgangspunkt i den gamle historie om manden, der indgår en pagt med djævlen. Dennegang er motiverne dog nogle andre end hos både Christopher Marlowe, Goethe, Thomas Mann og vor hjemlige Neutzsky-Wulff.
Paul H. Null er tekstforfatter på et reklamebureau i Stockholm. Han har ikke det store talent udi salgbare one-liners, og bedre er det heller ikke, at han som følsom og venlig gemyt ingen chance har i den benhårde reklamebranche. Her trives typen, som jager hurtig profit og berømmelse, til fordel for det nære og ægte.

Ved djævlens hjælp
Nulls mindreværdskomplekser stiger ham til hovedet, og da han bliver opsøgt af djævlen, fristes han til ved djævlens hjælp at hoppe med på de andres vogn. Trods hans tvivl og foragt for den rene kynisme, lykkes det ham hen ad vejen at få de fleste af sine drømme opfyldt, hvilket udmønter sig i ønsker som pænt tøj og en hurtig bil.
Nulls karriere eksploderer, og med al tydelighed forvandles han til det smarte, dumme svin, som fortællingen er så overbefolket med. Null er endda så effektiv, at hans negative image ligefrem bliver hans varemærke og det folk forventer af ham.
Hævnen over sine kolleger og gamle venner smager Null sødt, men succesen er naturligvis kun kortsigtet og ren materiel, og snart går det op for ham, at lykken udebliver. Bedre bliver det ikke, da djævlen sætter den hårdt udsatte stakkel til at vælge sin udkårne fra.
"Sælg din sjæl til mig... så realiserer jeg alle dine drømme," er djævlens tilbud til Null. Men drømmen bliver naturligvis til et mareridt, og Null må søge tilbage til sit oprindelige jeg.

Faust som nørd
Nerven i denne interessante fortælling understreger Anders Westerberg i en løs, hektisk streg, der bringer mindelser om den franske tegner Francois Boucq. Den gamle Faust-myte overføres her til en tegneserie, hensat i et yderst moderne, men også temmelig fortænkt og klichépræget miljø.
Hvor litteraturens Faust-figurer via deres pagt med djævlen søger større indsigt, som de trods deres enorme vid ikke længere føler sig i stand til at kunne opnå ved egen hjælp, er hr. Nulls motiver anderledes.
Hvor det i de eksisterende romaner er højtuddannede folk, som nok for egen vindings skyld, men ikke for at opnå succes på bekostning af andre, trækker lidt på det mørkes kræfter, er Null her ude efter det stik modsatte. Han er en nørd, en ulidelig selvbedragerisk knold, der tror han er en misforstået digter, total fejlanbragt i en overfladisk, karrieredyrkende hverdag.
Nulls eneste formål med aftalen med djævlen er at opnå personlig gevinst ved at kanøfle disse smarte mennesker. Projektets håbløshed går dog op for Null og djævlens besøg får ham til at tage det ikke overraskende valg til slut. Westerbergs lille pointe er, at man ved det ondes hjælp trods alt kan arbejde sig hen imod en lykketilstand.
Men i modsætning til litteraturens Faust-figurer er omkostningerne for Anders Westerbergs Faust-person ikke ligeså fatal, og da de impliceredes skæbner i denne velfortalte fortælling ikke bliver sat nok på prøve, indfries forventninger til det store drama ikke for alvor.

*Anders Westerberg: Hjerteblod. 94 s. i farver. 195 kr. Bogfabrikken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her