Kunsten er i masseturismens tjeneste - alle udenomsværkerne er i orden på det nye Getty-museum, til gengæld er der ikke så meget kunst, at man når at føle sig overfodret
THE GETTY
LOS ANGELES - J. Paul Getty blev milliardær på - engang før oliekrisen og før de olieproducerende lande begyndte at arbejde sammen - at pumpe olie ud af de arabiske lande. Til lavpris. Overskuddet blev bl.a. brugt på lige så brutale indkøbsrunder af ældre europæisk kunst. Grunden til hans store samling blev lagt i sidste halvdel af 1930'erne hvor mange europæiske samlere stod og trippede for at få omsat deres skatte til kontanter.
Det er ikke godt at vide, om noget af det bragte ham nogen større glæde. Findes der et billede af en smilende Getty?
Getty døde i 1976 og havde allerede på det tidspunkt i Los Angeles åbnet et mindre museum for ældre europæisk billed- og brugskunst.
Hans penge yngler fortsat, og det lille museum er blevet til to. Det gamle museum er lukket et par år og vil derefter genåbne som hjemsted for den græsk/romerske del af samlingen. Umiddelbart før jul indviedes i Los Angeles et nyt bygningsværk, der helt enkelt hedder The Getty.
I turistguiderne vil foretagendet formentlig nogle år endnu være opført under 'museer'. Men egentlig er det misvisende. Med The Getty er kunstmuseet som genre for første gang flyttet over til området forlystelsespark.
Kunstmuseet som udflugtsmål for bilturismen har vi kendt et par årtier, men kunstmuseet bevidst lagt an på masseturisme - det er da et spring. Jeg tøver med at kalde det en udvikling. The Getty vil i årene fremover rangere på linie med områdets andre største seværdigheder: Disneyland, Universal City, hovedstrøgene i Hollywood. Man kalkulerer med en million besøgende om året.
Naboproblemer
The Getty er placeret på en bjergskrænt i den nordvestlige del af byen - i udkanten af velhaverbydelen Brentwood. Hvilket i sig selv allerede har skabt problemer. Her omkring jul har tilstrømningen til museet været så overvældende, at folk har opgivet at komme ind på museets parkeringspladser og i stedet har parkeret på villavejene i nabolaget.
Naboerne har været aktive - og rasende - under hele forløbet. The Gettys chefarkitekt Richard Meier er kendt for sin forkærlighed for det monumentale og det ultrabright-hvide. Den åbenbart meget indflydelsesrige Brentwood Grundejerforening nedlagde veto mod Meiers første udkast, et stort hvidt fort i flere etager. Det lykkedes dem at få en lavere og mindre dominerende klynge af bygninger, hvis facader er holdt i en let off-hvid pastelfarve.
I det lange løb må grundejerne dog se et nederlag i øjnene. Nok er The Getty blevet mere diskret at se på, men det er det ikke blevet mindre forlystelsespark af. Som andre udflugtsmål af dette omfang er det udenværkerne, der er de vigtigste. Tilstrømningen er i sig selv en form for argument.
Der er gratis adgang til kunsten. Til gengæld koster det 5 dollars at reservere plads på The Gettys parkeringsområder. Og alle båse er booket frem til april 98.
Fortovsgeneraler
Køen foran indgangen for gående er kl. 11 denne juledag en halv kilometer lang. Den snor sig ind under en motorvej og holdes i ro af råbende, truende, tryglende fortovsgeneraler. The Gettys særlige kendetegn eller gimmick er et computerstyret tog, der kører i pendulfart op ad bakken til museet. Der er to små togstammer - og en ny og endnu længere kø. Jeg vælger at gå op ad bakken. Det tager et kvarters tid.
Ikke så underligt, at stedet allerede har fået tilnavne som Madonnas Slot eller Himlens Nordstrom (stilsættende stormagasin). Det hænger sammen med pasteltonen og hele bygningsværkets forsøg på at indfange regionens byggemæssige grundstil, hvor elementer fra det maurisk-spanske efter en tur gennem det mexicanske blandes med californiske filmfantasier, som her er realiseret med store Corbusier-inspirerede flydende former.
De egentlige udstillingsbygninger er opført i travertin, en italiensk limsten. 16.000 tons er udgravet i Italien og fragtet over Atlanten.
Det er bygningsværket, der er den egentlige attraktion ved dette museum. En snes bygninger, som alle - bortset fra de fire udstillingsbygninger - er præget af det bløde, de kurvede linier. Der er rigtig god plads - både en stor ydre og en meget større indre gård med plads til spisning, fotografering og mange former for gruppeliv. Men også her lange køer - om det så er ved pølsemanden. Der er vidunderlige udsigtsplateauer. Man skal være heldig hvis man fanger et glimt af Stillehavet, men man kan se store dele af det centrale Los Angeles.
Farvelæg selv
Og som enhvert andet udflugtsmål - gode souvenirs. Tekrus med den lille bane. Som også kan købes som legetøj. Baseballhatte og t-shirts med kunstmotiver. Bordskånere af det italienske byggemateriale. Malebøger - farvelæg selv de store kunstværker. Et særligt fremstillet Swatch-ur til 40 dollars med motiv fra The Gettys facade.
Der er en god grund til, at det kniber for mig at nå frem til kunsten. I virkeligheden er der nemlig ikke så meget af den, at man når at føle sig overfodret.
I ankomstområdet kan man finde en lille guide med titlen "Hvis du kun har én time". Med pile og tegninger føres den travle rundt til hvad museet selv må opfatte som repræsentative hovedværker - møbler fra Frankrig i 1700-tallet, nogle klassicistiske skulpturer, et par renæssancemalerier, et fotoportræt af Edgar Allen Poe.
Fordybelsen er for forskere i nogle af de øvrige bygninger i centret. For det brede publikum er dette snarere en frimærkesamling med én af hver - én Piranesi, én Holbein, én Monet, én Manet, to Rubens, tre Rembrandt. En Edv. Munch, som må være den yngste i selskabet.
Som én eller to-timers gæst skal man kunne føle sig overbevist om, at man har set - ikke nødvendigvis oplevet - det fineste og det bedste. Interessant? Ikke rigtigt.
Tre af de fire udstillingsbygninger samler sig om sydeuropæisk kunst før år 1800. Er der overhovedet nogen linie i det, kan man sige at J. Paul Getty synes at have haft en vis forkærlighed for portrætter. Alting er renset og restaureret og derfor også betragteligt lysere, end jeg mindes nogensinde før at have set det.
I den fjerde bygning er der blevet plads til det mere nutidige, dvs. kunst efter 1800 plus en fotoudstilling og et par særudstillinger.
Fange en bevægelse
Fotoudstillingen vil vise Tiden fanget - hovedsagelig ældre forsøg på at fange en bevægelse, registrere alt det, maleriet ikke kan. De ældste af fotografierne (fra 1840'erne) viser dansere og idrætsudøvere. Senere eksempler indfanger skygger, bølger, naturfænomener. Det nyeste eksempel er fra 1986 - et af David Hockneys berømte eksperimenter med at skabe ny og konstrueret virkelighed gennem fotocollager.
Den mest interessante af særudstillingerne her omkring åbningen handler om 'uimodståeligt forfald' - om billedkunstneres og fotografers optagethed af opløsning, død, ruiner. Træsnit, tegninger, fotografier af krig, jordskælv, katastrofebrande.
J. Paul Getty var personligt optaget af illustrationer og illuminerede bøger og mange af bidragene til denne udstilling er hentet fra disse ellers temmelig uopnåelige kilder. Der er ikke taget stilling til andet end det æstetiske - lidelserne er en anden afdeling.
Det hele er i orden
Ligesom cafeerne og souvenirs'ene er i orden, er også udenomsværkerne omkring frimærkerne i orden.
I forbindelse med hver enkelt af de fire pavilloner er der lavet familiestuer, hvor børn og deres forældre sammen kan lege sig til en indføring i den store kunst; der er art access-programmer, interaktive multimediesystemer, som også kan betjenes af edb-analfabeter, og informationsstuer, hvor eksperter besvarer spørgsmål og giver undervisning og demonstrationer i kunstens arbejdsmetoder. Man kan blive ført rundt i det hele med en lydguide. Man kan også gå på tur med en levende guide, og der bliver vist introduktionsfilm.
Alt - og jeg mener alt - det ydre er i orden: Handicappede kan være med til det hele, og selv det mest jagede vildt i Californien, rygerne, er der tænkt på: Små udendørs enklaver hvor de kan få lov til at stå og udstille deres skrøbelighed.
Nutiden? Det vilde, mangekulturelle Los Angeles ligger lige udenfor The Getty, men er ikke blevet sluppet indenfor. Et haveanlæg er blevet designet af Robert Irwin, og det hævdes, at et par store skilderier af Ed Ruscha skal være på vej til ophængning udenfor museumsrummene. Men ellers må man, hvis man vil dyrke nutiden, nøjes med at studere publikum.
Og det er sjovt at bumpe ind i den ene fortravlede lydturist efter den anden. Det er betagende at dele rum med på den ene side 20 nøgne italienere fra renæssancen, på den anden side 50 ortodokse jøder fra nutiden med ørekrøller og broderede kalotter.
Det giver fortsat et særligt kick at stå foran en elevatordør, der åber sig og lukker 50 ens japanere ud med ens bøllehatte og ens Nikon-kameraer.
Kunsten - jeg så ikke så meget til den, og jeg var ikke engang på én-times-guiden.
