Analyse
Læsetid: 5 min.

Hvorfor er der ingenting om Karl XI?

19. januar 1998

Stockholm åbnede sig i weekenden med is og ild som årets europæiske kulturby - lige så mangfoldig, men lidt mindre opulent end den københavnske kulturby

Det kan se ud som en skæbnens ironi, at de kulturansvarlige - når nu hovedstaden får en chance for at sole sig i glansen - har undladt at slå et slag for den monark, der mere end mange andre gjorde Stockholm til en moderne hovedstad".
Sådan skrev Wilhelm Engström forleden i en kommentar i Svenska Dagbladet, få dage før Stockholm officielt indledte det kulturpolitiske korstog, der går under betegnelsen Europas kulturby 1998.
Engström tænkte på kong Karl d. XI, der døde i 1697, og som efter hans mening ikke var blevet fejret behørigt i jubilæumsåret.
Det er da også en af de ting, der kan opleves som en absolut mangel, når man gennembladrer det digre 300-siders programkatalog med ca. 1.000 arrangementer, i svensk presse altid omtalt som "de gule sider". Hvorfor i alverden er der ingenting om Karl XI?
Men Engström er ikke ene om at kritisere. Hansson, Carlsson og Gustavsson har også været der - for der er tusinder meninger om, hvad der skal være i en kulturby.

I denne weekend skete det så. Lidt utraditionelt havde man valgt at åbne kulturbyen et stykke ind i januar og ikke ved årsskiftet. Det skete med ild og is og verdenspresse, 700 særligt indbudte banketgæster og kongen, Carl XVI Gustaf, samt selveste kulturminister Ebbe Lundgaard fra Danmark foruden flere andre EU-kulturministre.
Ilden kom fra det japanske fyrværkeri, en pendant til det, der i København i 1996 blev dette års størst tilløbssucces. Ispavillonen, et forgængeligt arkitektonisk værk, skulle stå færdig, bygget af Yngve Bergquist og designeren Love Arbén af tykke isflager fra elven i Jukkasjärvi som en af kulturbyårets fremmeste seværdigheder.
Ispavillonen skal tjene som værksted og udstillingslokale for arbejdende kunstner, der fremstiller skulpturer af is og sne.
Det svenske folk var med på en kigger i tv, der bragte et par timers transmission med banket, teater, musik, Stina Ekblad, opera, dans, ballet, film, foto, litteratur og - ja, hvem tror De? - Ernst-Hugo Järegaard, der er blevet endnu mere kult i Sverige, efter at han er blevet det i Danmark.
Ernst-Hugo er svensk kultur. Øh, sådan da.

Sammenligner man kulturby Stockholm 98 med København 96, er ligheden slående. Der er den samme mangfoldighed i udbud - alle mand og institutioner af hus - og der er dømt kulturbegivenheder overalt i byen i en lind strøm året igennem. Vandfestival, Strindbergfestival, nordiske musikdage, jazzfestival, tangofestival, orientfestival, korsang fra hele verden, osv. Alligevel er der visse forskelle, som bevirker, at Stockholm nok trods alt bliver en mere dæmpet version af københavnerkonceptet.
Det er i al fald den linje, Stockholms Trevor Davies, generalsekretær Carin Fischer angiveligt har lagt, idet hun nok har været imponeret af den københavnske kulturbyplanlægning, men samtidig har erkendt, at organisationen bag den nok var for stor og uoverskuelig.
Sammenlignet med København er der skruet noget ned for budgettet. I København opererede man med et budget på ca. en mia. kr., i Stockholm officielt med det halve, idet der dog har kunnet suppleres med andre kilder uden for det offentliges regi.

Det kunne der også i København, men der er den væsentlige forskel, at sponsor- og fondsmidlerne i det københavnske koncept i højere grad blev kanaliseret ud til projektansøgerne via det centrale kulturbykontor, som altså var bevilgende myndighed.
I Stockholm har man valgt at give tilskud til projektmagere, som så selv havde til opgave at få støtten suppleret, så kulturprojekterne kunne gennemføres.
Dette system har simpelthen medført, at en del af arrangementerne er døde af sig selv, rent ud sagt. Ifølge Dagens Nyheter (14.1.) krympede det digre program på de gule sider lige pludselig. En række af de annoncerede begivenheder er simpelthen blevet afblæst af mangel på midler.
De kunstnere, der først blev lykkelige for et tilskud, måtte opgive, fordi de ikke fik projekterne fuldfinansierede.
Det gjaldt Peter Oskarsons opreklamerede 'verdensteater', kaldet Geoscope, det gælder teaterforestillingerne 'Erik XIV' og 'Sne' samt en Brecht-opsætning (Drums in the Night), og det gælder et arrangement, som skulle give stockholmerne rabatbilletter til månedens kvalitetsfilm - plus flere andre programpunkter. Nogle står på vippen og gennemføres kun måske.

Den måde at arbejde på har så også bevirket, at Stockholms kulturby har haft et mindre kontor end den københavnske og dermed mindre bureaukrati. Dette er sket med velberåden hu, idet man jo altså har skelet til erfaringerne fra nabolandet.
Det københavnske arrangement kom ud med et underskud på formentlig 30 mio. kr. (regnskabet er endnu ikke afsluttet helt)...trods kæmpebudgettet. Den situation vil svenskerne under ingen omstændigheder havne i.
Der kan endda blive tale om, at de bevilgede penge end ikke bliver brugt fuldt ud, skønt det ville være noget af en sensation i pengebrugerkredse. Om det samlede budget kommer op i nærheden af milliarden eller snarere havner i nærheden af den halve er endnu usikkert.
I Stockholm har man også valgt at lade det meste af kulturbyen udspille sig i bymidten og næsten ikke i forstæderne. Man har ladet 30 førende svenske kunstnere udsmykke plakatsøjler samt etableret varieret optræden foran nogle meget befærdede undergrundsstationer.
Nogle af de største begivenheder er Ingmar Bergmanns opsætning af P.O. Enquists 'Bildmakaren', indvielsen af Rafael Moneos nye museum for moderne kunst med en af verdens bedste nutidssamlinger samt gæsteoptræden af f.eks. Bolsjojballetten og teatermanden Peter Brooks version af Mozarts Don Giovanni. Hertil kommer et gennemgående japansk tema, en masse børneteater, kunstudstilling Archipelag, som allerede åbnede i fredags, samt en hel masse udendørs sommerarrangementer i byrummet og skærgården.

Blandt kritikerne af kulturbyåret var allerede i oktober Dagens Nyheters Peder Alton, der i en artikel i avisen udtrykte sin skepsis ved at henvise til den store tomhed, der - så vidt han var orienteret - havde meldt sig i København ovenpå det udmarvende kulturbyår. Ideen var jo, at det ikke blot skulle være et gedemarked, men afsætte sig som en voksende kraft.
I København brugte man året som vægtstang for byggerier, som blev forceret, men omkring stort set dem alle har der været problemer: Arken, 'fuglen', Filmhuset, etc. Kun Holmen var en succes, når man undtager udgangen på Mindshipprojektet. Og så havde københavneråret en masse bivirkninger. Dets arrangementer blev en konkurrent til mange af de faste kulturetablissementer, og der var ikke publikum nok til en hel del af dem.
På den måde blev kulturby København en alvorlig konkurrent til sig selv. En masse dyrebare kulturkroner, som kunne være brugt bedre under andre og mere rolige omstændigheder, blev brændt af på kort tid..hvilket faldt mange alvorligt arbejdende kunstnere for brystet. Uden kulturbyåret var pengene dog på den anden side næppe blevet bevilget.
Nuvel, stockholmerne vil i hvert fald have deres nye moderne museum, når året er omme og isgalleriet smeltet. De vil sikkert også have haft en masse oplevelser, sjov, fest, farver, diskussion og ærgrelser.
Men altså ikke et ord om Karl XI.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her