Læsetid: 4 min.

Inciterende og besnærende

31. januar 1998

Årets Venue Festival byder på gennemtænkt programplanlægning og åbnede med navne, som smukt supplerede hinanden

VENUE '98
Med et alsidigt program åbnede den 6. udgave af Venue Festivalen torsdag med koncerter over det ganske land. Vinterens dvaletilstand er ovre og startskuddet givet for en forårssæson, der forhåbentlig vil behage og bevæge krop og sjæl under bjælkerne i nationens små og mellemstore klubber.
I københavnsområdet løb Stengade 30 og storebror Vega af med de på papiret mest attraktive navne i form af konstellationerne Mew og Jack samt Lois og Mono, der alle folder sig ud i den stemningsmættede, filmisk fortættede del af pop-spektret.
Kvintetten Mew åbnede på Stengade 30 og demonstrerede flair for solid sangskrivning og en mildt støjende, æterisk svævende klangbearbejdelse, der i numre som "Beautiful Balloon" og "Snow-flake" dog - beklageligvis! - virker langt mere overbevisende på plade end i fri dressur.
Femkløveret er blevet bedre live, siden det sidste år for alvor intensiverede sine koncertaktiviteter. Det instrumentelle kan der ikke længere sættes en finger på, og Jonas Bjerres krystallinske falset flakser med en engels lethed over de cellofanknitrende guitarmønstre.
Men der hviler en gymnasial, ja næsten anorektisk indadvendthed over disse unge mænd. En artistisk forknyt-hed, der synes at dræne det åbenlyse talent for den vildskab og nerve, en levende og dynamisk koncertoplevelse fordrer.

Forløsende attitude
Langt mere blodsukker var der i den London-baserede septet Jack, der pletvis næ-sten fortjente tilnavnet The Ripper.
Med traditionelle rockinstrumenter, teatralsk klingende violin, snurrige analoge keyboards og en skeløjet forsanger i parkacoat! spillede ensemblet røven ud af bukserne på det propfyldte spillested. Ikke mindst fordi det evner at forlene en retrospektiv croon-, soul- og jazz-tradition med et pop-attack af katarsiske dimensioner.
Med perfekt timing i skiftene mellem infernalske crescendoer, små-anarkistiske mellemspil og melankolsk elektricitet leverede Jack et show af samme underholdningsværdi som en pitbull-terrier i en butik for brugskunst. Inciterende. Besnæ-rende. Og med en attitude så forløsende, at sved og tårer rullede om kap.
Og så videre til Vega - Musikkens Hus. På trods af at det kun har fungeret som spillested i godt halvandet år, har det allerede været skueplads for en stribe vellykkede koncerter.
Og stedet besidder stemning nok til en to-tre normale spillesteder. Og selvom København har andre attraktive spillesteder med hver deres markante profil, er Vega kronjuvelen - et fleksibelt og moderne spillested af international klasse, som har til huse i et stykke ubetaleligt arkitektur - min sjæl, hvad vil du mer?

Dansk stortalent
Lille Vega var en perfekt ramme om sangerinden Lois' debutkoncert torsdag aften. Et Kasper Winding-produceret album, Stranger In A Strange Land, udsendes snart, og at dømme efter torsdagens show er der noget at glæde sig til.
Også selvom der tydeligvis var tale om en debutkoncert. Såvel solisten som hendes backingband skal finde formen, og Lois selv bestemme sig for, om hun vil præsentere sangene indefra, som hun gjorde ved koncertens start, hvor hun var stille og koncentreret - eller om hun vil benytte den på dansk jord så traditionelle udadvendte partypige-agtige stil.
Når Lois koncentrerede sig om at levere de komplicerede sange, er hun i besiddelse af power og nærvær nok til at tvinge én i lytteposition. Det er postmoderne popmusik, hvor intet er helligt og alt er muligt - men som så ofte når Kasper Winding har trukket i trådene, er afsættet traditionel pop, med et repertoire ligeligt fordelt mellem avancerede ekskursioner og mere melodiøse kompositioner.
Bandet bestod af fire unge løver, som gjorde sig anstrengelse for at styre uden om klicheerne - også selvom nogle af 90'ernes stilgreb ikke virker helt så overraskende som de gjorde fra et par år siden. Dét, Lois mangler, er med et engelsk udtryk 'to unlearn' en række af de stilgreb, man kender så godt fra dansk pop-rock, og koncentrere sig om at minimalisere sit udtryk.
Men Lois har allerede en masse at byde på, og når hun har spillet lidt flere koncerter skal hun nok blive én af årets store attraktioner.

Britisk retropop
Næste programpunkt var britiske Mono, som på grundlag af hittet "Life In Mono" og albummet Formica Blues har opnået ry som et trip hop-band, men som live viser sig anderledes retropoppede: Tag "Downtown" à la Petula
Clark, Francoise Hardys stemmeføring, Burt Bacha-rachs svaghed for mange, men logiske akkordskift,
Dusty Springfields orkestrale pop, lidt pigegruppe-sensibilitet i Phil Spector-traditionen, tilsat rigelige doser af "Theme From The Persuaders", alt sammen gennemsyret af en uomtvistelig 60'er stemning, og man har Monos lyd...
På en scene er det retrospektive tydeligere end på plade, hvor en ultramoderne produktion slører afsættet i 60'ernes storladne symfoniske pop. Det er der intet galt i, men det betyder at Mono live minder mere om Swing Out Sister end om Portishead. I realiteten en duo, bestående af lydarkitekt og keyboardspiller Martin Virgo og sangerinde Sibohan De Maré, var den her udvidet med konventionel rytmegruppe og guitarist - og så var det pludselig svært at høre noget nyskabende ved Mono.
Professionalismen var stor, gruppens ferme greb om traditionen imponerende, og De Maré er en indtagende scenepersonlighed. Men at sættet kun varede 40 minutter, ja, det var helt enkelt for kort, og man kunne ikke undgå at føle sig snydt, da gruppen forlod scenen et par minutter over tolv.
Men ellers en flot start på Venue '98.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu