Læsetid: 6 min.

Indonesien: En ny orden eller kaos

9. januar 1998

Finanskrisen i Indonesien er ved at udvikle sig til en politisk krise med risiko for alvorlig social uro. For første gang tales der nu åbent om, at præsident Suharto bør træde tilbage

Nerverne er på højkant i Jakarta i disse dage. Det startede for alvor tirsdag aften, da den 76-årige Haji Mohamed Suharto gjorde sig klar til at levere en af sine måske vigtigste taler i tre årtier. I præsidentens hænder lå ikke alene manuskriptet til årets finanslov, men i manges øjne måske selve Indonesiens skæbne.
Spekulationerne gik derfor ikke kun på indholdet af talen, der ville afsløre, hvilke mål regeringen har sat for finansloven og en løsning af krisen. Karakteristisk nok for et land, der har haft den samme leder gennem de sidste 30 år, var opmærksomheden i lige så høj grad rettet mod, hvordan den aldrende præsident ville klare sig igennem den 55 minutter lange tale til parlamentet og nationen.
Ville Suharto f.eks. stå op, sådan som han plejer? Ville han ryste på hænderne, og hvordan ville stemmen lyde? Ville der være synlige tegn på, at helbreddet virkelig, som rygterne sagde, var alvorligt svækket?
Efter de 55 minutter var de spørgsmål besvaret. Suharto stod op, hænderne og stemmen holdt sig i ro, og præsidenten virkede nogenlunde frisk.
I normale tider ville nationen herefter ånde lettet op og fortsætte livet som hidtil. Men det er langt fra normale tider i Indonesien. Som resten af Sydøstasien befinder landet sig i øjeblikket i en dyb finansiel krise, og for Indonesiens vedkommende synes krisen kun at blive værre dag for dag.
Selv ikke en rask og rørig præsident Suharto kan ændre på den kendsgerning. Og slet ikke når han fremlægger en finanslov, der kort efter fik førende økonomer og ikke mindst Den Internationale Valutafond, IMF, til at vende tommelfingeren nedad og stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at udbetale næste kvote af den hjælpepakke på ca. 40 milliarder dollar, som IMF ellers har lovet Indonesien.
Selv om Suharto i sin tale lovede, at regeringen er indstillet på reformer og vil leve op til IMF's betingelser, fandt de færreste beviser på, at konkret handling vil følge efter ordene.
Konklusionen lyder nu, at Suharto tilsyneladende ikke har opfattet situationens alvor. Som Adi Sasono, leder af en indflydelsesrig tænketank i Indonesien siger til gårsdagens Financial Times:
"Det kræver en indgriben fra Gud at overbevise Suharto om, at vi er i en reel krise og bliver nødt til at gøre noget alvorligt ved det."

Men endnu har Gud ikke fundet det nødvendigt at gribe ind.
Siden tirsdag er det ellers kun gået nedad bakke for Indonesien. Valutaen, rupiah, er styrtdykket dag for dag, og endte i går faretruende tæt på det magiske tal 10.000 rupiah for en amerikansk dollar. Et fald på 18 procent i løbet af en enkelt dag og på over 70 procent i forhold til dollar siden krisens start sidste år.
På børsen i Jakarta gik mæglerne samtidig i panik, da der opstod rygter om, at Suharto måske ikke genopstiller til præsidentvalget, der finder sted i marts.
Rygtet blev ikke bekræftet i løbet af dagen, men bare en antydning af, at Suharto ikke som forventet tager endnu en fem års periode, var nok til at skabe noget nær et sammenbrud på aktiemarkedet. Samtidig begyndte befolkningen ifølge nyhedsbureauerne at hamstre fødevarer og - dette er jo Asien - elektroniske varer af frygt for et reelt økonomisk sammenbrud.
Endnu har der ikke været troværdige tegn på, at Suharto for alvor overvejer at opgive præsidentposten, men til gengæld er der som noget nyt nu åben debat og ligefrem krav om, at han gør det.
Kravene kommer fra flere sider i offentligheden. Forleden gik forskellige studenterorganisationer åbent frem med et krav om demokrati og ikke mindst en ny leder af landet.
De store muslimske organisationer, der indtil nu stort set har bakket op om Suharto, opfordrer til en national dialog, hvor alle parter inddrages i at finde en løsning på krisen. Og i går kom en gruppe kaldet National Brotherhood
Foundation, der består af pensionerede militærfolk, politikere og akademikere, med endnu en opfordring til Suharto om at træde tilbage.

Det lyder måske ikke af så meget, men det er sandelig nye toner i et land, hvor direkte kritik af The First Family indtil nu har været uhørt.
Det er allerhøjest blevet til en vred knurren i befolkningen over det faktum, at Suhartos seks børn, svigerbørn og andre dele af familien i stigende grad har brugt den politiske magt til også at skaffe sig økonomiske fordele. I de seneste måneder har der været flere groteske eksempler på, at krav fra IMF om aflysning af store infrastruktur-projekter eller lukning af gældsramte banker har gået så meget imod Suharto-familiens interesser, at afgørelser er blevet ændret til familiens fordel.
Alligevel har indoneserne indtil nu med ærefrygt betegnet Suharto som Bapak Pembangunan, der betyder noget i retning af 'Udviklings-faderen'. Han har siddet urokkeligt på magten, siden han overtog den i 1967 og ved militærets hjælp og brutalitet indførte den såkaldte Ny Orden, der indtil i dag har bygget på (nogenlunde) politisk stabilitet og især økonomisk fremgang.
Men i dag, hvor Suhartos økonomiske bygningsværk står rystet, er fundamentet af politisk stabilitet i fare for at brase sammen.

Mens kravet om Suhartos afgang - eller kravet om at han ikke genopstiller, hvilket er det samme - nu for første gang bliver sagt højt, er problemet, at samme Suharto ikke har forberedt Indonesien på, at det vil ske en dag.
Der er ingen synlig tronfølger og mest bekymrende ingen tradition for et fredeligt magtskifte. Kun én gang siden Indonesiens uafhængighed i 1945 har der været et magtskifte, og det blev et af dette århundredes mest blodige.
Efter magtovertagelsen i 1967 blev op mod en halv million mennesker, der var medlemmer, tilhængere eller blot mistænkt for at være kommunister, mejet ned af militæret. I de følgende 30 år har Suharto og de andre generaler styret landet uden at forberede det på overgangen til et mere pluralistisk styre.
"Suhartos største fejl har været, at han har fastfrosset den politiske uddannelse på børnehave-niveauet," som en amerikansk akademiker udtrykte det sidste år til tidskriftet Foreign Affairs.

Indonesiens befolkning på godt 200 millioner - verdens fjerdestørste - har ikke lært kunsten at indgå kompromisser eller at løse konflikter uden vold.
Derfor hersker der i dag en meget reel risiko for alvorlig social uro i de kommende dage, uger og måneder. Kombinationen politisk umodenhed, tradition for vold og store etniske og religiøse spændinger gør situationen særdeles eksplosiv.
Og en krise, der indtil nu har gjort to millioner arbejdsløse, samtidig med at nabolande som Malaysia og Thailand nu truer med at returnere måske op til en million indonesere, der arbejder i de lande, gør bestemt ikke situationen bedre.
De, der bliver hårdest ramt, vil i første omgang vende vreden mod den etniske gruppe, som traditionelt står for skud på grund af dens store økonomiske magt: Kineserne, der kun udgør små tre procent af befolkningen, men menes at kontrollere op mod 75 procent af økonomien.
Men det ligger lige for at rette frustrationen en grad højere op, mod Suharto, der bevidst har allieret sig med kineserne, og hvis børn indtil nu ikke har vist den mindste forståelse for, at økonomisk griskhed før i verdenshistorien har været årsag til revolutioner.
Det, der først var en finansiel krise, kan således udvikle sig til en politisk og social krise, der vil indebære etniske pogromer. Men siden kan turen komme til Suharto-familien.
En politisk afklaring kommer sandsynligvis først i marts, hvor det vil stå klart om Suharto genopstiller til præsidentposten. Med mindre han inden da bliver tvunget til at opgive, og en ny form for orden kan begynde at tage form.
Alternativet ligner indtil da kaos.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu