Læsetid: 5 min.

Indonesien tæt på kaos

12. januar 1998

Den muslimske fastemåned Ramadanen forstyrres i år af udsigten til Indonesiens bankerot. Den ellers så magtfulde præsident Suhartos dage synes talte

JAKARTA
Jakarta, januar 1998. Parkeringsvagterne foran Hero supermarkedet i Jakartas mondæne Kemang kvarter forsøger forgæves at styre trafikken af Toyota'er og BMW'er på et frimærke af en parkeringsplads.
Indenfor er de handlende gået amok i en hamstringsrus, der får et dansk udsalg til at ligne en søndagstur på Strøget.
Bali, januar 1998. Turisternes lommer bugner af rupiahs. Der investeres lystigt i kunst og kultur, mens indehaverne af de dyre hoteller tørrer sveden af panden. De holder kursen med priser i dollars. Velkommen til Paradis.
Lombok, januar 1998. Hestevognene holder i kø foran markederne i landsbyerne på strækningen mellem Mataram og Selong. En for en bliver de læsset med varer og kørt væk.
Det ligner enhver anden markedsdag, men det kan være begyndelsen til et langt mareridt for de fattige muslimske familier på Lombok, der med gennemsnitsindkomster på 700.000 rupiahs om året - under 700 kroner - er ekstra følsomme over for prisstigninger.
Tre scener fra Indonesien, der en gang var en af Asiens mirakeløkonomier. Nu venter verdens fjerde folkerigeste land selv på det mirakel, der skal frelse landet fra fallit.
Men lad os lige skrue tiden et par uger tilbage til omkring årsskiftet. Dengang en dollar kostede 5000 rupiah.
Det er svært at få øje på krisen i det centrale Jakarta. Den velklædte overklasse er på indkøb i Plaza Indonesia, hvor modeskabere som franske Yves Saint Laurent kæmper med amerikanske Donna Karan og italienske Louis Vuitton om kundernes gunst. Udenfor er det bilmærker som Mercedes og BMW, der fanger blikket. Lukningen af 16 banker og en stadig voksende arbejdsløshedskø synes at være gået sporløst hen over middel- og overklassen.
"Jeg har ikke mærket nogen forandringer," siger Aryanti Puspokusumo, der er senior assistent manager hos investeringsfirmaet BakrieFinance. Hun lyder næsten overrasket over konstateringen, der falder efter en halv times samtale om krisen.
Egentlig skulle vi have talt med vicedirektør Kosasih Wikonta, men han er på ferie.
"Jo, det er hårdt, når dollarkursen stiger, men det værste er renten. Investeringer er faldet kraftigt de sidste måneder. Vi er ramt, men vi overlever. Vi er de store," siger Aryanti Puspokusumo og lader samtalen glide over på Europa, hvor hun voksede op som datter af en indonesisk ambassadør.

Kamp for overlevelse
I landsbyen Pengadangan i det sydøstlige Lombok har indbyggerne ikke tid til at holde ferie. Men de synes heller ikke synderligt påvirkede af krisen. Måske fordi hver dag er en kamp for overlevelse.
"Det går faktisk meget godt," siger Rahayu, der har sin egen lille kiosk. Lige nu ligger handelen stille. Det er midt på dagen, det er varmt , og det er Ramadan, men senere skal der nok komme kunder, siger hun optimistisk.
For Hr. Ahyar fra nabolandsbyen Masbagik er situationen en lidt anden. Han har en lille virksomhed, der fremstiller "Kerupuk" - en slags kartoffelchips. På en god måned kunne familien sidste år høste et overskud på 100.000 rupiah, men det er slut nu. Prisstigninger på plastikposer, olie og mel har skåret kraftigt ned på overskuddet, og nu løber forretningen kun lige rundt.
"Chipsene koster det samme, som de altid har gjort. Folk har ikke råd til at give mere," siger Hr. Ahyar.
Alvoren synes stadig ikke helt at være gået op for den 76-årige stenrige og stædige præsident Suharto. Han tøver med at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer.
"Vi er på vej mod svære tider. Men lad os holde hovedet koldt, så skal vi nok komme igennem," sagde han tirsdag i en tale til nationen.
Dagen efter styrtdykkede kurserne, og det politisk magtfulde militær måtte sende en general i byen for at mane rygter om kup til jorden.

USA ind i krisen
Det er kun et halvt år siden, Suhartos parti Golkar vandt flertallet i parlamentet. Nu er befolkningen ved at miste tålmodigheden, og USA har sendt en samling økonomer til Jakarta for at vride armen om på præsidenten.
"Det-går-nok-altsammen-holdningen" er blevet afløst af "Vi-kræver-handling". I den forløbne uge har flere tidligere politikere og generaler krævet præsident Suhartos afgang, og i weekenden bød den karismatiske oppositionsleder, Megawati Sukarnoputri, sig som alternativ til den 76-årige eks-general, der tog magten fra hendes far Sukarno i 1965.
Suharto blev betragtet som noget af en økonomisk mirakel-mager, da han kom til magten for 32 år siden. Velstanden steg, og militæret blev sat ind over for enhver udfordring. Basale menneskerettigheder blev tilsidesat.
"Velkommen til Indonesien, hvor arbejdere ikke må organisere sig, hvor politiske og borgelige rettigheder undertrykkes, og hvor anholdte udsættes for tortur undertiden med døden til følge. Velkommen til et land, hvor ytringsfrihed betyder fængsel," skrev den Indonesiske Front til Forsvar af Menneskerettighederne i et åbent brev til en australsk regeringsdelegation i 1992.
Men jerngrebet skabte stabilitet, og den politiske ro virkede som en magnet på udenlandske investorer. Suharto var en brilliant taktiker. Han lukkede munden på sine kritikere ved at uddele forretningsmonopoler til kinesere og sin egen familie.
Etniske kinesere, der kun tæller fire procent af befolkningen, sidder i dag på 70 procent af investeringerne i det private erhvervsliv, mens fire af hans seks børn sidder på magten i de største af Indonesiens korporative imperier.
Sønnen Bambang Trihatmodjo grundlagde i 1982 Bimantara gruppen sammen med blandt andre søsteren Tututs mand. To år senere havde han monopol på import af plastik, og i slutningen af firserne sad Bimantara-gruppen solidt på blandt andet elektronik, shipping, telekommunikation, tv og ejendomshandel.

Korruptionen truer
Suhartos ældste datter Tutut grundlagde sammen med sin mand og sine to søstre Citra Lamtoro Gung Gruppen. I 1991 lykkedes det gruppen at få licens til at sende uddannelsesprogrammer på tv. Det var den første privatejede landsdækkende tv- station. Stationen hentede indtægterne gennem reklamer - noget som tidligere var blevet nægtet det statsejede TVRI. Den private kanal gjorde flittig og gratis brug af både ansatte og udstyr fra TVRI. Suhartos yngste søn Tommy brugte familienavnet til at købe et charterfly fra et holdingfirma kontrolleret af militæret. Sempati Air blev det første private flyselskab, som brød Garudas monopol på luftfart. For de fleste indonesere er ordet "kineser" synonymt med "korruption", men mens det gik godt, så mange gennem fingre med særbehandlingen af både de etniske kinesere og Suhartos børn.
Nu truer korruption imidlertid med at trække tæppet væk under præsidenten. Problemet bliver at finde en aftager, der ikke selv er fedtet ind i korruption og nepotisme.
"Demokratiet virker ikke her. Tiden er inde til en helt ny styreform," som en udenlandsk diplomat udtrykker det. Der er præsidentvalg til marts.

* Anne Lea Landsted er freelance journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu