Læsetid: 5 min.

Ingen kæmper for fri abort på Færøerne

27. januar 1998

Der er ikke fri abort på Færøerne. Kvinder, som bliver uønsket gravide, kan få abort på social eller medicinsk indikation. Eller flytte til Danmark

TÒRSHAVN
Den virker efter hensigten: De gotiske vinduer får en til at vende blikket op ad mod højere magter, mens stenvæggenes strenghed tynger kroppen mod jorden. Arkitekturen i denne rå kirke uden tag inviterer, ja, næsten påbyder et knæfald. Kirkens magt er hugget ud i sten.
I daglig færøsk omtale hedder Magnus-katedralen bare Muren. Den ligger i Kirkjubøur, over fjeldet til fods eller ti kilometer rundt om fjeldet i bil. Byggeriet blev sat i gang omkring år 1300 af biskop Erland, men kirken blev vistnok - historikerne er uenige - aldrig færdig. Enten på grund af pengemangel, eller fordi færingerne for første gang gjorde oprør:
"Dengang boede kun omkring 4.000 mennesker på øerne, og de ville ikke tvangsarbejde for at realisere biskoppens ambitioner," fortæller min chauffør, som har kørt mig ud til Kirkjubøur .
For øjeblikket kører en heftig debat, om Muren skal have tag og glasmosaikruder og indrettes som museum. Det er en redningsaktion. Stenene er ved at forvitre:
"Min far fortæller, at da han var barn, kunne man tydeligt se stenfigurernes ansigtstræk. Nu er de helt udviskede. De sidste tyve år har tæret stenene mere end de foregående 600 år. Man mener, det er syreregnen," fortæller min chauffør.

Kirkens indflydelse
Kirkens - eller rettere kirkernes, for her er et uoverskueligt antal frikirker og sekter - indflydelse er stadig stor. Det er den vigtigste forklaring på, at de færøske kvinder ikke har ret til selv at bestemme, om de vil have abort.
"Nej, uh, nej. Her gælder samme lov som i Danmark før 1972," fortæller Elin Reinert Planck, som leder Tórshavns kvinde-krisecenter.
Og ingen kæmper for retten til fri abort.
"Nej, nej, nej. Det kan vi slet ikke. Mange andre mener lige som jeg, at abort skal være tilladt. Men en åben debat bliver det ikke til. Jeg kan faktisk slet ikke komme i tanke om, at nogle har skrevet åbent om det. Kun nogle få anonyme læserbreve," siger Elin Reinter Planck.
Tværtimod sætter religiøse grupper med mellemrum blus under kampagnen for helt at afskaffe aborter - det vil sige også de 50-100 aborter, som lægerne årligt foretager på social eller medicinsk indikation.
"Det bliver hårdt slået op som mord. Halvdelen af færingene er stærkt religiøse. Og jeg tror, det er derfor, tilhængerne tier. Hvis man har fået foretaget en abort, er det for grusomt at skulle forsvare sig med ordene: jeg har ikke begået mord," siger Elin Reinert Plack.
Måske skyldes aborttilhængernes tavshed også, at de færøske kvinder har en nødløsning: Hvis de ikke ønsker at lægge beslutningen, om de skal fuldføre en graviditet, i hænderne på en læge, kan de flytte adresse til Danmark og få abort der.
Der har aldrig været og er stadig ikke en kvindebevægelse i Færøerne. Men i slutningen af 1980'erne dannede 80 kvinder en kvindehusforening, som skulle samle penge til at oprette et lokalt 'Grevinde Danner'. Nu ligger krisecentret bekvemt centralt i Tórshavn, på de to øverste etager i KFUM's bygning.
"Da kvindehusforeningen blev dannet, samlede vi penge ind til at købe et eget hus. Men lokalerne her er gode og til at betale. Og selv om huset ligger centralt, kan man bevæge sig ind og ud af det i anonymitet. Her er mange døre og mange aktiviteter, og man kan jo ikke se på folk, hvorfor de går ind og ud," siger Elin Reinter Planck.
Anonymitet er vigtigt:
"Mange af vore beboere kommer fra øerne, og de føler, der er øjne alle vegne."
I etagen under Elin Reinter Plancks kontor ligger en børnehave, hvorfra der lyder børnestemmer og klaverklimpren. Krisecentret har en aftale om, at beboernes børn kan blive passet der.
Centret har plads til fem kvinder og deres børn. Værelserne er enkelt indrettet, det samme er stuerne. Det meste af indboet er foræringer, også hjørnesofaen, som er ny, godt afbleget af at stå i et udstillingsvindue "men udmærket at sidde i".
"Vi har en regel om, at kvinderne kan bo her i tre måneder. Men ind i mellem bliver de boende længere, fordi de ikke kan finde andre steder at bo. Her er boligmangel, byen har kun en enkelt boligblok med 12 lejligheder til leje. De er små, et opholdsrum med køkken og et soveværelse. Slet ikke velegnede til en kvinde og hendes børn."
"Derfor må man leje sig ind hos private. Mange har bygget deres kælder om til en selvstændig lejlighed. Men de er efterspurgte, og enlige mødre med flere børn er ikke eftertragtede lejere."
"Lejlighederne er også dyre. En af vores beboere er lige flyttet ind i sådan en lille lejlighed og betaler 3.500 samt vame og lys. Det er meget for en enlig forsørger. De færreste kvinder, der kommer her, har et godt betalt arbejde."
Siden slutningen af 80'erne, hvor huset blev etableret, har Landsstyret øget sit tilskud fra 100.000 kroner om året til 650.000 kroner. Kommunerne giver omkring 24.000 kroner og med støtteindsamlinger løber det hele "nogenlunde rundt" med en fuldtidsansat leder, to deltidsansatte og omkring fyrre frivillige, som tager sig af natte- og weekendvagter. Og der er stor respekt omkring centrets arbejde, fortæller Elin Reinert Plack.
Omkring tre fjerdedele af de kvinder, som i tidens løb har boet på centret, er flyttet fra en fordrukken mand:
"De har ingen andre steder at gå hen. Ofte er de hjemmegående, de aner intet om deres økonomiske forhold, og manden står som eneejer af huset."

Mere selvstændige unge
Den eksplosive stigning i kvinders beskæftigelse i 1980'erne skete hovedsageligt i fiskeindustrien. Men fisken forsvandt, og med dem forsvandt en stor del af kvindernes arbejdspladser, fordi fiskefabrikkerne lukkede.
Langt flere af Torshavns unge kvinder tager uddannelse og får arbejde, end da Elin Reinert Plack var ung:
"Der er stadig mange på øerne, som bliver tidligt gift og får børn. Især blandt de religiøse grupper. Men de unge kvinder finder sig ikke i så meget, som min mors generation. De unge kvinder er mere selvstændige," siger hun.
Og i statistikken kan man se, at det går her, som alle andre steder, hvor kvinder får adgang til arbejdsmarkedet og dermed til at forsørge sig selv: Antallet af skilsmisser stiger.
Et tegn på at kirkens indflydelse forvitrer, ligesom stenfigurerne i Muren. Gud kan ikke opretholde, hvad mennesker selv nedbryder .

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu