Læsetid: 5 min.

Iran-politikken generer oliebranchen i USA

12. januar 1998

Den amerikanske sanktionspolitik over for Iran risikerer at sætte amerikansk olieindustri bagud i forhold til konkurrenter i Det Kaspiske Hav

BOSTON
Til forskel fra for nogle få år siden er det i dag let at støde ind i amerikanere overalt i det olierige Kaukasus og Centralasien. Her træffer man oliefolk, landbrugseksperter, akademikere, diplomater, militærfolk, eksperter i demokrati...
Endelig har supermagten åbnet øjnene og tør nu bevæge sig rundt i den tidligere sovjetiske interessesfære uden frygt for et storpolitisk bagslag. Men som tiden går, og amerikanerne sætter fodspor alle vegne, bliver det mere og mere klart, at Clinton-regeringens politik i regionen stort set er ineffektiv og bærer præg af skizofreni.
"Det paradoksale er, at USA tilbyder de otte nye uafhængige stater i regionen et vestligt alternativ til russisk herredømme, men samtidig kan vi ikke spille ud med det iranske kort," siger S. Frederick Starr, direktør for Central Asian Institute på John Hopkins University School of Advanced Studies i Washington, til Information.
Det iranske kort er også kendt som "det sydlige alternativ", hvormed skal forstås etablering af en rørledning, som kan føre olie og gas fra felterne i det Kaspiske Bassin, i Turkmenistan og Kasakhstan gennem Iran til udskibningshavnen Bandar Khomeini i Den Persiske Golf.
En sådan løsning ville være en drøm for de tre store olie- og gasrige stater i regionen Aserbajdsjan, Kasakhstan og Turmenistan, og et mareridt for Rusland. De tre staters historiske afhængighed af rørledninger ført over russisk territorium ville være forsvundet, og deres suverænitet derfor styrket.

Største investor
Amerikanske olieselskaber indtager for tiden en position som største investorer i de eksisterende konsortier i Aserbadsjan og Kasakhstan. De håber derfor inderligt, at det sydlige alternativ en dag opnår grønt lys fra Washington. I modsat fald risikerer Mobil Oil, Chevron, Exxon, Conoco og flere andre multinationale oliekoncerner at blive rendt over ende af konkurrenter, der vil satse på den billigere rørledning gennem Iran.
Set i dette perspektiv virker amerikansk udenrigspolitiks ensidige fokusering på
Iran som en bremseklods.
"Sagen er, at regeringen ikke har en sammenhængende strategi. Ej heller nogen politisk linie. Årsagen til, at Clinton for et par år siden pludselig blev interesseret i Centralasien var ikke olie. Det var frygten for, at rørledningerne vil gå gennem Iran", siger Julia Nanay, direktør i rådgivningsfirmaet Petroleum Finance Co. i Washington, til Information.

Sanktionspolitik
Inden for den amerikanske oliebranche ærgrer man sig godt og grundigt. Ja, selskaberne bebrejder faktisk sig selv for at have stået passivt bi, da Kongressen for nogle år siden vedtog Iran-Libya Sanctions Act i protest mod de to landes finansiering af terroristgrupper og Irans produktion af masseødelæggelsesvåben.
Loven bemyndiger præsident Clinton til at indføre sanktioner mod ethvert ikke-amerikansk selskab, som investerer for mere end 20 mio. dollar i Iran. Det har indtil fornylig sat en effektiv stopper for vestlige selskabers udvikling af nye iranske olie- og gasfelter og samtidig lagt hindringer i vejen for bygningen af rørledninger fra det Kaspiske Bassin, som ville kunne tilsluttes det iranske netværk.
"Oliebranchen burde have ført en stærkere lobbykampagne. Nu har Clinton-regeringen og Kongressen investeret så megen politisk kapital i sanktioner mod Iran, at de sidder i klemme," mener oliekonsulenten Julia Nanay.
Ifølge Nanay raser de amerikanske olieselskaber over USA's Mellemøstpolitik, som ustraffet lader Israels premierminister Benjamin Netanyahu underminere fredsaftalerne fra Oslo. Det gør nemlig en tilnærmelse mellem Iran og USA langt sværere.
Iran er endvidere stærkt irriteret over Tyrkiets voksende militære samarbejde med Israel, for hvilket den pro-amerikanske regering i Ankara blev stærkt kritiseret på de muslimske nationers topmøde i december i Teheran.

USA og Khatami
"Jeg er overbevist om, at Clinton-regeringen helst havde set Mohammed Khatami tabe præsidentvalget i Iran sidste forår," siger Julia Nanay fra Petroleum Finance Co.
"Ingen politiske beslutningstagere her i Washington er ovenud glade for, at den iranske præsident nu spiller sød musik for deres øren, som f.eks. i interviewet med CNN i denne uge. Det placerer USA i et vanskeligt dilemma. Det havde været lettere at fortsætte med sanktionerne. Khatami tvinger nu USA til at tage stilling."
Som instruktiv illustration på USA's usammenhængende politik kan nævnes Royal-
Dutch/Shell's plan om at bygge en gasrørledning fra felterne i det sydlige Turkmenistan gennem nordlige Iran til Tyrkiet. Sidste sommer valgte Clinton-regeringen at give selskabet dispensation for sanktioner.
"Vi foretrækker naturligvis, at rørledninger trækkes uden om Iran, men i det foreliggende tilfælde bliver naturgassen blot ført gennem Iran. Der er ikke tale om salg af iransk naturgas. Vi mener det er positivt, at Turkmenistan nu kan sælge sin naturgas," sagde viceudenrigsminister Stuart Eizenstat under en senatshøring i oktober.
Men så tilføjede han kryptisk: "Det betyder imidlertid ikke, at USA har godkendt etableringen af en rørledning."

Clinton på retræte
Denne sætning viste sig at være profetisk. Nogle få måneder senere gik Clinton-regeringen nemlig på retræte. Hvad var der sket?
"Alle de multinationale olieselskaber tolkede naturligvis Washingtons godkendelse af gasrørledningen gennem nordlige Iran som et tegn på, at det ville være OK at bygge en olierørledning gennem Iran. Det ville have undermineret Clinton-regeringens plan om at få bygget en alternativ øst-vest olierørledning under det Kaspiske Hav. Derfor retræten," forklarer Julia Nanay.
Men at etablere en rørledning på havbunden er langt dyrere end over land. Dertil kommer, at olien fra Turkmenistan og Kasakhstan skal transporteres videre fra Baku i Aserbajdsjan til Sortehavet eller Middelhavet. I begge tilfælde går ruten gennem et højst ustabilt politisk landskab i enten Kaukasus eller østlige Tyrkiet, hvor en kurdisk guerrillahær fører krig mod den tyrkiske hær (se Inf. 27-28. december).
Så foretrækker olieselskaberne iransk territorium.
Den amerikanske regering handler dog ikke helt så blåøjet, som olielobbyister vil have omverdenen til at tro. På den diplomatiske front har statschefer fra Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan og Kirgisistan været inviteret til Det Hvide Hus sidste år. Endvidere aflagde Hillary Rodham Clinton visit i Centralasien i efteråret. I næste måned kommer Turkmenistans præsident til Washington.
Siden 1992 er USA's bistand til regionen løbet op i 2,2 mia. dollar.
Viceudenrigsminister Strobe Talbott har udtrykkeligt sagt, at USA ikke vil være med til et stormagtsspil om olien i Kaukasus og Centralasien.
"Vores ønske er, at alle ansvarlige aktører i denne region skal være med til at vinde," understregede han i en tale i juli på John Hopkins-universitetets Central Asia Institute.

Kontrol på flere hænder
Fra begyndelsen har USA således satset på at få inddraget mange forskellige nationale olieselskaber i regionen med det formål at fravriste Ruslands monopol på transport af gas og olie.
"Hvis kontrollen med naturresourcerne bliver spredt på flere hænder, så kan de nye uafhængige stater i regionen understøtte deres suverænitet på flere stormagter end én. De kan endda spille magterne ud mod hinanden, hvilket ville være positivt," siger professor S. Frederick Starr fra John Hopkins University.
"USA er ikke ude på at erstatte Sovjetunionens gamle hegemoni. Problemet er snarere, at Clinton-regeringen ikke gør nok for at realisere USA's mål i Kaukasus og Centralasien."

Tidligere artikler i serien "Århundredets olieeventyr" er bragt d. 27.-28. og 31. december samt 2., 3.-4. og 7. januar. Serien er hermed slut.
Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her