Læsetid: 7 min.

Jagten efter oplevelsens natur

23. januar 1998

Atom Egoyan, instruktøren bag en af fredagens store premierer, er påvirket af instruktører som Alain Resnais, Peter Greenaway og Lars von Trier

Interview
"Det der fascinerer mig er at prøve at nå frem til oplevelsens natur. Og her har film en enestående magt til at tale til vores underbevidste, kameraet er et instrument der kan afspejle den måde vi drømmer på. Hvis en film er struktureret og fortalt på den rigtige måde, kan den nå ind til et sted i vores sind som ingen anden kunstart kan nå."
Den 37-årige canadier Atom Egoyan er en af verdens mest interessante filminstruktører i dag, ikke mindst på grund af den måde han fortæller sine historier. I film som Family Viewing, Calen-dar og Exotica har han udforsket filmsprogets fortællestrukturer på en meget personlig måde og suget publikum ind i sit fascinerende univers.
Exotica blev Egoyans publikumsgennembrud, og med den fremragende nye film The Sweet Hereafter vil han uden tvivl nå ud til et endnu større publikum. Filmen bygger på Russell Banks' bog af samme navn, historien om en lille by der rammes af en ufattelig tragedie, da skolebussen kører galt og næsten alle byens børn bliver dræbt.
Det er første gang Egoyan filmatiserer et romanforlæg, men det betyder bestemt ikke, at han har gjort knæfald for Hollywoods mainstream og forladt sin egen stil, sin undersøgelse af hvordan man kan fortælle på film.
"Den virkelige udfordring er ikke hvordan jeg optager en bestemt scene, men hvordan jeg fortæller en historie. Hvordan jeg orkestrerer scenerne, og som Tarkovskij ville have sagt: hvordan jeg modellerer tid.
De film, der har påvirket mig, er dem hvor fortælleformen ikke er naturalistisk, film som i stedet kommunikerer med vores underbevidsthed.
Film af Alain Resnais, Peter Greenaway, eller jeres egen Lars von Trier. Film, der søger at gøre tilskueren bevidst om, at han er tilskuer. Film der sætter spørgsmålstegn ved tilskuerens forhold til billedet.
Mange opfatter kameraet som et apparat, der registrerer så naturligt, objektivt og diskret som muligt. Men jeg kan ikke lave den slags film, det ville ikke blive ægte, for jeg tror ikke på det.
Jeg reagerer kraftigt mod forestillingen om det objektive, diskrete kamera. For mig er kameraet meget pågående og påtrængende, dets tilstedeværelse påvirker det der foregår foran kameralinsen.
Kameraet prøver at forføre én til at tro, at det man ser er virkeligt. Men det er lige præcis det, der er for nemt, det er den illusion, jeg ikke vil tro på. Så der er en side af mig, der hele tiden kæmper imod den trang til at tro på det man ser. Jeg prøver hele tiden at undersøge, hvor langt væk fra det jeg kan bevæge mig - og alligevel fortælle en historie."
- En af de måder du har arbejdet med at gøre tilskueren bevidst om sin rolle er ved at bruge video-optagelser i dine film...

Filmens form er vigtigst
"Det gode ved video er, at når man ser en videooptagelse på lærredet, er man klar over, at der er nogen, der har taget det billede, der er nogen der har lavet den optagelse.
Filmens illusion er ellers, at man bliver suget ind i filmens univers, man glemmer for et øjeblik, at det man ser er iscenesat.
Men en videooptagelse midt i filmens pæne polerede billeder bryder den illusion, sætter spørgsmålstegn ved fortællingen. Hvem har taget det billede? Filminstruktøren - eller nogle af personerne i filmen? Og hvem ser det billede? Tilskueren - eller nogle af personerne i filmen?
Så brugen af video har været et meget effektivt redskab til at udtrykke visse sindstilstande i mine tidligere film.
Jeg har nok tidligere været meget opmærksom på tekstur, på videobilledets anderledes tekstur som noget der kunne gøre tilskueren opmærksom på, at han er tilskuer til noget iscenesat. Men jeg er efterhånden blevet klar over, at folk reagerer meget stærkere på struktur.
Billedernes tekstur - og forskellen på kornet video og smukke velbelyste billeder - kan give en æstetisk oplevelse, men jeg tror ikke, de på-virker psyken lige så stærkt som filmens struktur. Jeg er blevet klar over, at filmens form er meget vigtigere. Den måde, man strukturerer scenerne, og den måde man bruger tid.
I den aktuelle film, The
Sweet Hereafter, kender alle på forhånd den centrale begivenhed. Skolebussen kører galt, børnene bliver dræbt, og den lille by er knust, den bliver aldrig den samme igen. Alle ved på forhånd, at det er historien, og spørgsmålet er så: hvordan skal den fortælles? Hvor og hvordan skal den centrale begivenhed, bus-ulykken, placeres i filmen?
Personerne i filmen flyder mellem forskellige tidsplaner. Tiden før ulykken. Tiden nu. Det der måske vil komme. Så derfor bevæger filmen sig meget flydende mellem alle disse tidsplaner, samtidig med at busulykken hele tiden er i baghovedet.
Udfordringen for mig var at vise oplevelsen af ulykken, prøve at nå frem til oplevelsens natur. Hvordan opfatter vi tingene?"

Udfordringen
- Det er første gang du ikke selv har skrevet historien helt fra grunden, det er første gang du filmatiserer en bog. Men det er ikke overraskende, at du netop har valgt Russell Banks' roman, som har en meget raffineret fortællestruktur...
"Jeg var helt tryllebundet af bogen, men samtidig bød den på et kolossalt problem, for den er fortalt i jeg-form af fire forskellige personer. Det er et brillant litterært trick, men næsten umuligt at omsætte til film. Så udfordringen var at finde måder at omsætte bogens fortælling til film.
En af de fire fortællere i bogen er den 14-årige pige Nicole, som overlever busulykken. I hendes tilfælde har jeg som del af fortællestrukturen brugt Robert Brownings digt The Pied Piper of Hamelin. Det bygger på det gamle sagn om Rottefængeren fra Ha-meln, der bliver snydt for sin belønning og lokker alle byens børn ind i bjerget. Der er altså ikke alene temaet om en by, der mister sine børn, men også belønning, vrede og hævn.
Det er en meget interessant undertekst at lægge ind i filmen, fordi der er mange mulige rottefængere, forførere.
En af dem er Nicoles far, og her er digtet om rottefængeren en måde, Nicole prøver at forklare for sig selv, hvorfor faren har gjort det, han har gjort.
En anden er buschaufføren, som kører børnene i døden. Og så er der den smarte advokat fra storbyen, som prøver at få de efterladte forældre til at anlægge erstatningssag. Han er en rottefænger med en ganske særlig melodi, og han forventer en belønning.
Det fascinerende i hans tilfælde er: i hvor høj grad bygger hans motivation på et ægte ønske om at hjælpe de mennesker med at finde sandheden, og i hvor høj grad handler det om, at han prøver at finde sin egen sandhed, forklare for sig selv hvorfor han har mistet sin egen datter.
Det fantastiske er, at Nicole, den unge pige der overlever ulykken og hvis vidneudsagn hele advokatens erstatningssag bygger på, hun bliver den, der er i stand til at tale sandhed, skabe sin egen fortælling og gøre sig fri på en måde, advokaten aldrig vil kunne. Man kan sige, at det filmen handler om, er benægtelse eller fortrængning. Hvordan vi benægter ting, vi har oplevet for ikke at blive vanvittige.
Jeg tror, det er temaer, der går igen i alle mine film. De ritualer og processer vi benytter for at forklare og retfærdiggøre vores mangel på for-ståelse. Vores frygt for følelser. De skjolde vi omhyggeligt bygger op omkring os, men som forvrænger forholdet til vores omgivelser.
Og det gælder måske i virkeligheden også film, den forvrænger forholdet til virkeligheden. Det er måske derfor, jeg er så splittet. På den ene side er jeg forført af billedets kraft, men samtidig er jeg også meget mistænksom over for den kraft. Og den spæn-ding vil altid være til stede i mine film."

Ret til 'final cut'
- Så du er absolut ikke på vej ind i filmens 'mainstream'
"Bestemt ikke! Efter Exotica fik jeg tilbud om at lave en thriller i Hollywood, men det blev ikke til noget. Manuskriptet var ellers ret godt, men filmselskabet ville ikke garantere mig retten til 'final cut'. Og er der én ting, jeg aldrig vil give afkald på, så er det retten til selv at bestemme, hvordan min film skal blive.
Problemet er, at de udsætter filmene for den her utrolige proces med test screenings, og jeg ved udmærket godt at mine film aldrig ville kunne overleve en test screening! Hvis du spurgte folk hvordan de ville ændre min film, ville de komme med 117 forskellige forslag, på grund af den komplekse fortællestruktur.
Men dér må du altså som tilskuer stole på instruktøren og fortællingen. Selv om den er brudt op, så er der faktisk en fortælling, der folder sig ud. Og det der har betydning, er dit forhold til fortællingen, forholdet mellem filmen og de forventninger og behov du møder den med.
Jeg glemmer aldrig da Exotica skulle op i USA. Efter test screeningen sagde distributøren, Miramax: "Måske skulle du lægge den sidste scene op i begyndelsen, og indføre en voice-over fortællerstemme. Så ville publikum vide hvor de er..."
Men hele ideen med den film er jo netop, at man ikke ved hvor man er!"

Tore Leifer er programmedarbejder ved KulturNyt, DR P1.

*Atom Egoyans film 'The Sweet Hereafter' har premiere i dag København, Århus og Odense.
*Russell Banks' roman udkom på dansk for nogle år siden under titlen 'Tiden efter'. Bogen kan købes hos Bånd- og Pladecentret, Vognmagergade 9, København K. Telefon 33 11 22 51

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her