Læsetid: 2 min.

Järvi på kollisions-kurs

31. januar 1998

Ikke meget godt at sige om Radio-symfoniorkestrets gæstedirigent ved ugens Torsdagskoncert - men Nordentofts lysende natteskib skabte opmærk-somhedsvækkende billeder

KONCERT
Jeg er ked af at sige det, men jeg bryder mig ikke om Paavo Järvi som dirigent. Dermed har jeg ikke ligefrem sagt, at Järvi er en dårlig dirigent - men det burde, jeg have gjort, for det er det, jeg mener. Med andre ord, er man ikke i humør til at læse en gemen, gammeldags dårlig anmeldelse, bør man nok stoppe her og læse videre et andet sted i avisen.
Det var ganske vist spæn-dende at høre Anders Nordentofts Distant Night Ship. Det veldrejede orkesterstykke i to satser af den nyligt Carl Nielsen Legat-belønnede dansker kan fint høres som et stykke programmusik i forlænget Strauss-tradition. Jeg valgte - velsagtens inspireret af en aktuel filmpremiere - at lytte til den historiefortællende musik som afbildende luksuslineren Titanic, sådan som den må have taget sig ud for en imaginær betragtende, da den stilfærdigt og majestæ-tisk sejlede mod et isbjerg og sank hin aprilnat i 1912.
Mange detaljer i forløbet passede fint ind i min selvopfundne lyttemodel, omend Nordentofts værk heller ikke i den reviderede 1997-version, som torsdagskoncerten bød på, slutter med salmen Nærmere Gud til dig. Lytteeksperimentet, der selvfølgelig er fjollet og om ikke andet demonstrerer programmusikkens for længst påviste akilleshæl, nemlig at man lige så godt kan høre alt muligt andet ind i musikken, end lige det, der er tænkt af komponisten, gør hverken fra eller til, hvad angår kvaliteterne i Nordentofts stykke. Disse kvaliteter er rent musikalske, det er klart. Men eksperimentet lukkede ørerne op for mange fine detaljer: fra indledningens dæmpede trompetkald og klokker over 'påsejlingen', der i form af voldsomme strygerpizzicati indleder anden sats, til de desperate udbrud i fagotten og stykkets - sådan som jeg hørte det - traumatiske udklang.

Stort og grimt
Værre var det, at Paavo Järvis fremførelse af Nordentoft ikke gjorde hverken fra eller til - i hvert fald ikke til det bedre. Musikken klarede sig på trods af dirigenten, og så er vi tilbage, hvor vi begyndte, ved de sure opstød, man helst ville være fri for at skulle skrive.
Men altså, kort sagt, jeg bryder mig ikke om Järvi, hverken som jeg tidligere har hørt ham, eller som han i torsdags spillede Mozart og Sibelius.
Hvorfor skal Sibelius' femte symfoni spilles så voldsomt, at det går ud over musikken? Stort, pumpet og alligevel usammenhængende og frem for alt uden sans for at skabe en smuk, sammenhængende orkesterklang.
Mozarts klarinetkoncert, der udgjorde fyldet i aftenens koncertsandwich, blev spillet undersøgende, overvejende lyrisk af Radiosymfoniorkestrets egen soloklarinettist, Niels Thomsen. Thomsen er en sympatisk og dygtig musiker, omend han ikke er nogen verdensomrejsende solist med stor, udadvendt attitude i sit spil. Han klarede opgaven fint (med noder på stativet foran sig, ganske vist), mens Järvis orkesterakkompagnement var jappet og glat, med noder og affraseringer, der ikke blev plads til. Hvor han i de sidste to satser tog fat i musikken, spillede han som regel ikke med den, men lod voldsomme og på-duttede nuancer forstyrre det, musikken selv kan. Ham trænger vi ikke til at høre mere.

*Nordentoft: Distant Night Ship, Mozart: Klarinetkoncert, Sibelius: Symfoni nr. 5. Niels Thomsen (bassetklarinet) og Radiosymfoniorkestret dirigeret af Paavo Järvi, Radiohusets Koncertsal, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her