Læsetid: 3 min.

Jeltsins elskede balanceakt

20. januar 1998

På sin første arbejdsdag efter sygdom og ferie spillede præsident Jeltsin den rolle, han er bedst til: at kritisere de forskellige lejre i regeringen og selv optræde som dommer

MOSKVA
"De har ikke udrettet noget sidste år; problemerne har endda hobet sig op."
På sin første arbejdsdag efter sygdom og ferie anklagede præsident Boris Jeltsin i går foran tv-kameraerne sin regering for at have svigtet på det sociale område.
Ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin, der sad ved hans højre side i præsidentkontoret, forsøgte at forsvare sig. Men det så ikke ud til, at statschefen lyttede til ham. Præsidentes kritik synes dog ikke i første række at være rettet mod regeringslederen, men snarere mod de to andre stærke mænd i regeringen, som også var kaldt til Kreml: de to første-viceministerpræsidenter Anatolij Tjubajs og Boris Nemtsov.
Inden Jeltsin igen blev indlagt i begyndelsen af december, gav han udtryk for skuffelse over "de to unge løvers" indsats. Han lod til at indvarsle en politisk kovending, da han drog de radikale reformers effektivitet i tvivl.

Reformkræfter har svigtet
I Jeltsins øjne har den reformvenlige regering, der blev udnævnt i marts sidste år, ikke klaret udfordringen. Ganske vist er den økonomiske tilbagegang blevet standset for første gang siden Sovjetunionens sammenbrud, men genopretningen lader stadig vente på sig. Ifølge de officielle tal var væksten i 1997 på 0,4 procent, men flere vestlige eksperter taler om stagnation.
Jeltsin havde lovet, at alt, hvad staten skyldte i lønninger, ville være udbetalt inden årets udgang, men næsten overalt klager lærere, læger og militærfolk over, at de ikke har fået penge i månedsvis.
Situationen er forvirret. Regeringen hævder at have overført de pågældende beløb til de regionale administrationer, som udbetaler lønnen til de lokale offentligt ansatte. I går understregede Tjernomyrdin, som normalt tager imod præsidentens bebrejdelser uden at fortrække en mine, oven i købet, at man havde sendt mere, end staten skyldte. Enten har det alligevel ikke været nok, eller også har guvernørerne åbenbart brugt pengene til andre formål.

Jeltsin som dommer
Ved at lade kritikken omfatte ministerpræsidenten har Jeltsin imidlertid ikke fjernet den trussel, der hænger over "reformfolkene". Han har simpelthen igen anvendt den taktik, han holder så meget af: aldrig at favorisere en lejr - i dette tilfælde den "centristiske" Tjernomyrdins - men opretholde en hårfin balance mellem de forskellige lejre og selv optræde som dommer. Tjernomyrdins position er væsentligt styrket på bekostning af de to viceministerpræsidenter. Tjubajs, der i november blev afsat som finansminister efter en finansskandale, er nu også blevet frataget ansvaret for medierne, og Nemtsov har mistet kontrollen over energisektoren. Begge dele gavner den mere forsigtige ministerpræsident.
Men selv om mange analytikere forudser Tjubajs' fald fra magten, synes hans skæbne dog endnu ikke beseglet.
I november erkendte Jeltsin, at han "endnu" ikke kunne skille sig af med ham; dertil spillede han en alt for vigtig rolle som garant for den internationale økonomiske bistand.
Også i dag kan han gøre nytte: Han beholder skatteområdet under sig - en af regeringens mest utaknemlige poster.
Jeltsins endelige beslutning med hensyn til "reformfolkenes" - og selve reformernes - skæbne bliver måske ikke kendt, før han holder sin tale til Dumaen i næste måned. Men han har allerede signaleret, at han har i sinde at prioritere samarbejdet med parlamentet, Dumaen, som domineres af kommunisterne - også selv om det vil komme til at gå ud over nøglereformer.
Som et tegn på denne nye forståelse har Dumaen frafaldet kravet om en rapport om præsidentens helbredstilstand. Det har ellers været en kæphest for kommunisterne, som på den måde såede tvivl om hans legitimitet.

Jeltsin ikke i fin form
Kremls forsøg på at berolige befolkningen efter Jeltsins sygdom i december virker ikke overbevisende. Fra ferien i januar har man set billeder af præsidenten på snescooter eller på vej ned ad en lille bakke på ski - men han lignede mere en vennesæl bedstefar end en energisk politiker i tresserne.
Mandag virkede Jeltsin en smule træt. Under sit møde med regeringens tre stærke mænd talte han med klar stemme, omend lidt langsomt, men da han senere modtog indenrigsministeren, var det sværere at høre, hvad han sagde.
Det er åbenbart ikke en mand "i fin form", der er vendt tilbage til Kreml, sådan som hans medarbejdere hævder.

© 1997 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her