Læsetid: 2 min.

Kampen for overlevelse

16. januar 1998

Effektfuldt drama film om kvinder i japansk fangelejr under Anden Verdenskrig

NY FILM
Paradise Road forener to genrer: katastrofefilmen, der måske nu får en renæssance med Titanic, og fangelejr- og fængselsfilmen, som vel er knap så meget inde i varmen for tiden.
Det er historien om en gruppe på ca. 200 kvinder, der efter japanernes erobring af Singapore i 1941 ender i japanske interneringslejre, hvor de lever under usle forhold og underkastes den strenge japanske militærdisciplin.
Vover man sig uden for lejrens område, kan straffen være at blive brændt levende!
Men det begynder som en effektfuld og egentlig ganske muntert drilagtig katastrofefilm, centreret om et society-bal, hvor der luftes racistbemærkninger en masse om japanerne.
Især englænderne holder sig ikke tilbage.
Disse skævøjede sataner kan vel dårligt sigte, endsige ramme, men bombningen af byen beviser noget andet, og snart er de forkælede kolonister på hovedkuls flugt.
Og efter en bevæget sejltur gennes kvinderne ind i den japanske fangelejr, berøvet det meste af deres ejendom.

Bestialske musikelskere
Indbyrdes konflikter er der en del af, men efterhånden overtager Glenn Close' Pargiter, der har studeret musik i sin tidlige ungdom, en konstruktiv ledelse og danner et kvindekor.
Det sker dog først tre kvarter inde i filmen.
Korarbejdet, som også har en ivrig opbakker i Pargiters gode veninde, den ældre, men kvikke missionær Margaret Drummond, bliver et middel til at holde moralen og sammenholdet oppe. Og minsandten om ikke selv de mest bestialske af de japanske fangevogtere viser sig som elskere af klassisk musik (men vi 'ved' jo også fra mange andre film, at koncentrationslejrenes bødler elskede Mozart og Beethoven!).
Alligevel forværres kvindernes forhold. Da krigslykken vender, ender de i en endnu uslere lejr og får næsten intet at spise. Mange dør.
Men til slut kommer Befrielsen og japanerne viser pludselig et ydmygere ansigt.

Effekter og overflade
Manuskriptet er skrevet af filmens instruktør, den dygtige australier Bruce Beresford, og det skulle han nok ikke have gjort.
Det bygger på autentiske beretninger, men ægthedspræget er ikke så stort. Som iscenesætter er Beresford ferm til at tænke i optrin, der erfaringsmæssigt 'virker'. Han arbejder effektivt og bastant, men også overfladisk og uden egentlig følsomhed.
Med for mange fortærskede, manipulerende filmsituationer.
En moralsk konflikt som f.eks. i Broen over floden Kwai, en anden fangelejrfilm fra Anden Verdenskrig, rummer filmen ikke. Det drejer sig om simpel overlevelse og karakterstyrke, og Beresford tegner sine figurer særdeles tykt og tydeligt op i kontante replikker.
Det er virkningsfuldt på et ydre melodramatisk plan, men på bunden stereotypt. Uden virkelig sans for de sindsoprivende realiteter, disse hårdt prøvede kvinder måtte kæmpe med.

'Unge' Glenn Close
Spillet er pågående som filmen selv, men klart filmens bedste kort. Glenn Close overbeviser om lederkvindens karakterstyrke og karisma, men det næppe er helt troværdigt, at den 50-årige aktrice udvælges til luder-tjeneste blandt lejrens unge og kønnere kvinder (hun takker pænt nej).
Det undgår til gengæld den ti år yngre Frances McDormand, der har ladet sig kortklippe som tysk-jødisk doktor. Hendes sardoniske bemærkninger er filmen mest underholdende moment. Den rummer dog også kønne præstationer af unge navne, vi sikkert vil se mere til: australieren Cate Blanchett som en modig australsk sygeplejerske og Jennifer Ehle som en forelsket englænderinde.

*Paradise Road. Instruktion og manuskript: Bruce Beresford. Amerikansk-australsk (Palladium).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu